Klumme

Katrine Marie Guldager: "Ingen ønsker at bryde med deres familie for sjov"

14. maj 2021
af Katrine Marie Guldager
Foto: Heidi Maxmiling
KLUMME: Jeg brød selv med min familie i en periode. Jeg fik det dårligt, hver gang vi skulle ses, både før og efter, jeg havde en følelse af, at hele min substans langsomt blev skyllet ud i familiens afløb, skriver forfatter Katrine Marie Guldager, der er aktuel med podcasten "Fremmed i familien".

I forbindelse med udgivelsen af min roman ”Det samme og noget helt andet” har jeg fået virkelig mange læserhenvendelser.

Mange, alt for mange, kender åbenbart til at have det svært i deres familie.

Der er foretaget forskellige undersøgelser.

Af en måling fra 2019 foretaget af Gallup fremgår det, at hver tredje dansker på et tidspunkt har overvejet eller faktisk brudt med et familiemedlem.

Af en anden måling fra 2019 fremgår det, at næsten hver femte har brudt med et nærtstående familiemedlem. Det er virkelig mange.

Selv brød jeg også med min familie i en periode. Jeg fik det dårligt, hver gang vi skulle ses, både før og efter, jeg havde en følelse af, at hele min substans langsomt blev skyllet ud i familiens afløb.

Jeg følte ikke, jeg kunne være der, jeg følte ikke, at der var plads til mig, og derfor gik jeg.

Det er dette svære stof, jeg brugte som udgangspunkt for min roman ”Det samme og noget helt andet”, og det er dette stof, der (desværre) er genkendeligt for så mange.

Ingen ønsker at bryde med deres familie for sjov, snarere virker det på mig, som om folk bryder som en slags selvforsvar.

For det at være en i en familie, hvor man ikke føler sig hverken set, hørt eller forstået, er selvsagt nedbrydende.

Hør podcasten "Fremmed i familien"

Katrine Marie Guldager er aktuel med podcasten "Fremmed i familien", hvor hun stiller spørgsmålet: Hvorfor kan det til tider føles som om, man er fremmed i sin egen familie?

Podcasten er produceret af Politikens forlag og udgivet i samarbejde med femina.

I første afsnit kommer familiepsykolog Ulla Dyrløv med nogle konkrete råd til, hvad man som forældre kan gøre for at undgå, at konflikt bliver til brud. 

Du kan også høre podcasten på ItunesSpotify og Spreaker.

Hvis man kommer fra en dysfunktionel familie, er man sikkert også blevet vant til at tænke, at det er ens egen skyld.

Hvis bare jeg ændrer mig, så vil alt blive godt. Hvis bare jeg kæmper lidt hårdere for at være, som de gerne vil have mig, så vil alt blive godt. Klip en hæl og hug en tå.

Men desværre er det virkelig sjældent, at man så faktisk bliver elsket, når man har klippet en hæl og hugget en tå.

Det er, kunne man være fræk og sige, det samme på arbejdspladsen, i parforholdet, og foran spejlet: Nej, du bliver ikke elsket mere, bare fordi du kæmper hårdere.

Det eneste du rigtig opnår, er at spilde dit liv.

Og måske få det endnu værre med dig selv. Fordi du forråder dig selv.

Fordi du hele tiden tvivler på dig selv, og fordi du hele tiden slår dig selv oveni hovedet med, at alt hvad du gør, er forkert.

Folk, der har skrevet til mig efter udgivelsen af ”Det samme og noget helt andet”, har været fulde af tvivl: ”Er det mig, der er noget galt med? Kunne jeg have gjort noget anderledes? Hvor går grænsen for, hvad man skal finde sig i?”

Det er selvsagt svært for mig at svare generelt på, for mennesker er forskellige, familier er forskellige, og vores grænser er forskellige.

Det er er et myggestik, for den ene er måske meget betydningsfuld for en anden.

Det afgørende for en familie er, om der er en grundlæggende accept af folks forskellighed, og så er det selvfølgelig også afgørende, om man føler sig elsket.

Der findes ingen målestok for dette. Man kan godt opregne en masser forskellige situationer som skal bevise, om man er elsket eller ej, men helt grundlæggende ved folk det godt selv.

Føler du dig elsket? Ja. Eller nej.

Hvis svaret er nej, er du måske en af dem, der har lært at leve med det.

Eller også er du en af dem, der bruger dit liv på at få omstødt den dom, nogen har fældet over dig.

Du føler dig ikke elsket og, derfor bruger du dit liv på at bevise, at du faktisk er elskelig. Du føler dig ikke værdsat, og derfor bruger du hele dig liv på at bevise, at det du gør, bør blive værdsat.

Din mor har måske kaldt dig selvoptaget og kikset, og derfor bruger du hele dit liv på at bevise, at du hverken er selvoptaget eller kikset.

Igen og igen omgiver du dig med mennesker, som hverken værdsætter eller elsker dig, fordi du vil reparere de gamle sår: Du vil omstøde dommen, du vil have hele verden til at forstå, at du faktisk er meget sød.

Og på den måde kommer du til at slide dig op. Det kan være i relationer, og det kan være på arbejdspladsen. Måske er du en af dem, der ofrer hele dit liv for et arbejde, der vender dig ryggen det øjeblik, du ikke kan bruges mere.

Måske kæmper du et helt liv for at smide de 5-10 kilo, som vil gøre, at du bliver mere elskelig i dit mands øjne.

Men måske skulle du lade være.

Mellem alle de positive henvendelser, jeg har fået i forbindelse med ”Det samme og noget helt andet”, har der også været negative henvendelser. En kvinde mente ikke, at jeg kunne være bekendt at opfordre folk til at bryde med deres familie. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde!

Tænk nu, hvis jeg ødelagde det for nogen.

Til det må jeg selvfølgelig sige, at jeg virkelig ikke ønsker at ødelægge det for nogen. Jeg opfordrer ikke folk til at bryde med deres familie, når jeg ikke kender dem.

At bryde med sin familie er en meget svær beslutning, som man ikke skal tage, bare fordi man læser en artikel i avisen, eller hører om andre, der gør det.

Hvis man overhovedet kan blive, så synes jeg da, man skal gøre det.

Men nogle kan bare ikke. For nogle er det livsødelæggende at blive i en familie, hvor man ikke føler sig set, hørt eller forstået. Man kan så let komme til at gøre det til en sandhed om sig selv og sit liv: At man ikke rigtig har lov til at være her.

Langt de fleste, der har brudt, oplever det da også som meget smertefuldt, ja, måske ligefrem skamfuldt. De vil helst ikke tale om det og kigger væk. Det er ikke ligefrem noget, man reklamerer med!

Men for nylig kom jeg til at tænke på, om der ikke også ligger en enorm styrke i at kunne bryde. I at kunne sige nej.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvis man nu allerede har brugt 10-15 år på at prøve at løse noget, der er uløseligt, er det så ikke en styrke at kunne give op?

Hvis man nu i årevis har slidt sig selv op på arbejdet og bare aldrig får den belønning, man drømmer om, er det så egentlig ikke en god ting at gå?

Hvis man nu i årevis har prøvet at piske sin krop til at tabe sig, og kroppen bare ikke vil, er det så ikke meget klogt at give op?

Kommer der ikke et tidspunkt, hvor det er bedre at slippe, ja, hvor det faktisk er en styrke at slippe, give op, sige nej, jeg ønsker noget andet og bedre for mig selv.