Josephine: ”Det var et kæmpe pres, at alle spurgte, om det ikke var fedt at være på barsel, når jeg overhovedet ikke havde det sådan”

– Min graviditet var nem og uden komplikationer. Jeg var i fuld vigør og arbejdede indtil fire uger før termin. Selve graviditeten var super planlagt, vi ville rigtig gerne have ham, men det tog lidt længere tid, end vi drømte om. Inden jeg fødte, havde jeg svært ved at forestille mig, hvordan det ville være at få et barn, men jeg var samtidig virkelig spændt på det. Alle sagde: ”Ej, det er så fantastisk, det er bare en kærlighed, man ikke har mærket før.” Så jeg tænkte selv: ”Gud, hvor bliver det vildt.” Jeg har arbejdet virkelig meget, så jeg glædede mig enormt meget til at få det her nye perspektiv i mit liv, noget, der var lidt vigtigere end bare et arbejde.

– Selve fødslen gik godt. Den var hurtig; det tog seks timer, fra jeg fik veer, til jeg havde født. Jeg fødte på Rigshospitalet og kom på barselshotel bagefter. Vi var der i et døgn, og det var virkelig fint. Jeg var enormt lykkelig – nu var han her jo, det lille menneske, jeg havde glædet mig til at møde. Men det var jo samtidig også bare så vildt. Dét, jeg ikke havde forberedt mig på omkring fødslen, var, at det var så voldsomt. Man presser jo et andet menneske ud af sig selv. Der er blod og læger overalt. Det skulle jeg lige fordøje bagefter.

– De første dage efter fødslen var rigtig gode. Morten, min mand, holdt 14 dages barsel, vi havde vildt mange besøg derhjemme, og min søn sov rigtig meget. Amningen kørte, det hele kørte. Men jeg kunne godt se, at i og med min mand har to børn fra et tidligere forhold, så var der ret meget gang i hjemmet allerede efter fem dage. Jeg kom måske ikke ind i den dér symbioseting, som alle siger, det er. Sådan en barselsboble. Det er jo en boble på den måde, at man kigger på det her lille menneske og tænker: ”Gud, hvor er det vildt, at vi har lavet ham”. Men jeg følte mig ikke fuldstændig opslugt af det her lille væsen; der var ligesom for mange ting udenom også.

– Jeg GRÆD den dag, min mand startede på arbejde igen. Så stod han der om morgenen i nyt jakkesæt og havde lige været til frisøren – for det havde han jo i øvrigt lige tid til. Han så bare knivskarp ud… og jeg sad bare der med gylp i håret, en helt forvandlet krop og med et lille barn på armen. Jeg tænkte bare, ”kan jeg overhovedet finde ud af det her?”. Jeg følte mig frustreret over, at hans liv bare kørte videre, som om intet var hændt.

LÆS OGSÅ: På barsel? Det er helt okay, at synes, det er lidt træls

– Så kom den tid jo, som alle havde talt om inden – den FANTASTISKE BARSEL. Men jeg følte bare et pres fra alle sider om, at jeg skulle synes, det var skønt og det bedste i verden. Sandheden er bare, at jeg følte mig enormt ensom. Jeg har en kæmpestor familie og en masse venner, men man er jo meget alene med det lille barn. Du er alene oppe om natten, når du ammer, og du kommer i nogle angstprovokerende situationer hele tiden, for eksempel når du går tur med barnevognen, og dit barn skriger – hvad gør man så, skal man tage det op, eller hvad skal man? Jeg havde det enormt svært med det. Jeg følte sgu lidt, jeg var kommet i fængsel på en eller anden måde. Det føltes som et kæmpe pres, at alle spurgte mig, om det ikke var fedt at være på barsel, når jeg bare overhovedet ikke havde det sådan.

– Jeg syntes, dagene var uendeligt lange. Min mand kørte sine børn i skole kl. syv om morgenen, og så var han ofte hjemme ved 19-20-tiden. Han har sin egen virksomhed, så der er fuld fart på, og det vidste jeg jo godt inden, men jeg blev frustreret, og jeg følte heller ikke, han helt forstod, hvad det var, jeg gik igennem. For ham var det jo nemt, når han kom hjem fra arbejde – lige dikkedikke lidt med Jonathan, måske give ham et bad, og så var det det.

– Jeg kom i en mødregruppe, og den måtte jeg melde mig ud af igen. Jeg syntes, det var ret specielt at blive sat sammen med fire andre piger, som jeg ikke havde noget tilfælles med, udover at vi alle sammen havde fået et barn. Det sagde jeg faktisk til dem. Jeg sagde også, at jeg dødkedede mig med at gå derhjemme – og de havde det alle sammen helt anderledes. De syntes, dagene gik SÅ hurtigt, de var i den vildeste barselsboble, og det var kærlighed ved første blik. Jeg følte mig så fordømt. Troede de, at jeg ikke elskede mit barn? Og samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke: Elsker jeg ikke mit barn, når jeg har det sådan her?

– Der gik nogle måneder, hvor jeg blev mere og mere frustreret. Jeg var negativ og brokkede mig hver eneste dag, når Morten kom hjem fra arbejde. Så på et tidspunkt måtte jeg stoppe op og tænke: Hvad kan jeg selv gøre for at få noget fedt ud af det her år på barsel? Jeg har en veninde, der bor i Los Angeles, så jeg tænkte: ”Okay, jeg flyver over og besøger hende.” Der var Jonathan tre måneder gammel. Jeg talte med en anden veninde, der har tre børn og rejser meget, og hun sagde, at det var perfekt at flyve med ham i den alder, fordi han sov hele tiden, og skulle ikke tænke på andet end at amme ham. Alligevel fik jeg skrupler: Var han for lille til sådan en lang tur, hvad med jetlag, var det bare mig, der ikke kunne sidde stille?

– Men jeg sprang ud i det, og vi var afsted i 10 dage. Min veninde og hendes mand, som jeg boede hos derovre, arbejdede mange af dagene, så Jonathan og jeg var alene ude på eventyr mange af dagene. Pludselig fik jeg en helt ny connection til ham, og jeg NØD at være sammen med ham på en helt ny måde. Vi kunne jo sagtens finde ud af det her, os to alene! Jeg kom væk fra alt det pres, jeg havde følt, og alle dem, der skulle sige til mig, hvor meget jeg skulle huske at nyde min barsel og min baby.

– På rejsen fandt jeg ud af, at nøglen til en god barsel for mig var at gøre noget, der gjorde MIG glad. For hvis jeg var glad, genererede det mere overskud, som jeg kunne give videre til Jonathan. Den tanke havde slet ikke strejfet mig inden turen.

LÆS OGSÅ: Højgravide Liv: "Det er tankevækkende, at vi slet ikke taler om det svære ved at blive mor"

– Da jeg kom hjem igen, begyndte jeg at dyrke en masse sport. Blandt andet på et mor/baby-hold, hvor jeg mødte en sød pige, der var lige så sportsinteresseret som mig selv. Uanset hvor dårlig en nat, jeg havde haft, så kom jeg op, og vi mødtes til træning. Det var vildt fedt. For selvfølgelig talte vi om vores babyer, når vi mødtes, det er jo den verden, man befinder sig i, men vi mødtes gennem et andet referencepunkt end vores børn, nemlig en fælles passion for sport og motion. Det var præcist dét, jeg havde syntes, var svært med min mødregruppe, at vi skulle tale om vores babyer hele tiden. At det var helt tydeligt, at de syntes, jeg havde for meget fart på. Og her mødte jeg så i stedet en pige, som var lige så meget ude og havde lige så meget fart på, som jeg selv havde. Jeg har nok aldrig været i så god form, som jeg var under min barsel.

– Jeg kom tilbage på mit job i maj måned, da Jonathan blev 10 måneder. Jeg glædede mig helt vildt. Folk sagde: ”Nu slutter din barsel snart, bliver det ikke hårdt for dig?” Prøv at høre, jeg var SÅ klar til at starte på arbejde igen. Selvfølgelig savner jeg ham, nu hvor jeg er tilbage på arbejde, og jeg kan også godt sidde og tænke på, om han nu har det godt nede i vuggestuen, men samtidig synes jeg, det er SÅ fedt at komme på arbejde igen. Jeg arbejder i en branche, hvor der bliver lagt mange timer i jobbet, men jeg ser det ikke som noget hårdt, tværtimod synes jeg, mit arbejde er enormt sjovt. Tit arbejder jeg om aftenen, efter min søn er lagt. Så går det hele op.

– At få et barn giver også et helt nyt perspektiv i livet. Der er nogle nye ting, man sætter utrolig stor pris på nu. Lige nu sidder jeg for eksempel og får en dejlig frokost i fred, og jeg kan gå på toilettet ALENE! Og så synes jeg, det er ret fantastisk at tænke på, at jeg altså har stået i nogle situationer i min barsel, som har været mere stressende end en presset situation på arbejdet. Jeg tror, mange kan nikke genkendende til at stå storsvedende med en skrigende baby, der har skidt ud over det hele og for øvrigt også lige skal ammes. Det er jo stressende på en helt anden måde, end det er at sidde på et kontor, og du ikke har leveret det, du skal. Jeg er sikker på, jeg kun bliver en dygtigere leder af at have fået et barn.

– Jeg synes, det er verdens fedeste at være blevet mor, men der skal også være plads til mig, Josephine. Jeg synes, det er fedt at være mor OG gå på arbejde. Og så er der da ikke noget bedre end at tage fra arbejdet og komme hjem til ham og være en familie. Det glæder jeg mig til hver dag.

Josephine Winther-Poupinel, 31 år.

- Director of Operations & Client Services i reklamebureauet UncleGrey

- Har taget en HD i økonomi på CBS sideløbende med sit job.

- Gik direkte ud af gymnasiet, fik job som piccoline på et andet reklamebureau og har arbejdet sig op til sin nuværende stilling.

- Gift med Morten, der har to børn på 10 og 12 år fra et tidligere forhold. Sammen har de sønnen Jonathan på 11 måneder.