Sandie Westh
I Sorg med Sandie Westh

Jeg vågner op om morgenen og spiser morgenmad – og jeg er bange. Jeg spiser frokost, og jeg er bange. Og det er bare et grundvilkår

2. august 2022
Af Anne Wittorff
Foto: Privatfoto
Sandie Wesths datter Vilma levede kun i 55 minutter. Nu er Sandie gravid med en lillebror – og det er så angstprovokerende, at hun hader hvert sekund.

I femte afsnit af podcasten "I Sorg med Sandie Westh", taler Sandie Westh med sin veninde Anne Roust, som også har prøvet at miste et barn.

Hendes søn Buster døde, mens han lå i hendes mave.

Anne Roust har siden fået to børn, men det får ikke den tunge sorg, man bærer rundt på, til at forsvinde, fortæller hun.

– Da jeg fik Olga, kunne jeg helt klart mærke for mit eget vedkommende, at der skete et skift i folks forventninger. En forventning om, at nu må det vel også på en eller anden måde gå lidt fremad med jer.

Hun oplevede, at det var svært for folk at håndtere, at det ikke bare gik fremad:

– Sandheden er bare, at der opstår en masse nye ting, når man får et levende barn. Så skal man deale med, at man nu har et levende barn, man skal tage sig af – samtidig med, at man har sit døde barn med sig, siger hun.

– Der er sådan et kæmpe behov for, at man skal blive okay.

Du kan høre hele podcasten "I sorg med Sandie Westh på Itunes eller Spotify.

Den oplevelse kan Sandie Westh genkende. Hun fortæller, at hun hader hvert sekund af sin graviditet, fordi hun er så bange. Men det har folk svært ved at forstå, oplever hun.

– Der skal være en formildende omstændighed helst. Og det er der bare ikke. Jeg kan ikke give folk en formildende omstændighed – og jeg bliver virkelig, virkelig vred, når folk forsøger at pådutte mig en formildende omstændighed, for jeg er bare bange, fortæller hun.

– Jeg vågner op om morgenen og spiser morgenmad – og jeg er bange. Jeg spiser frokost, og jeg er bange. Og det er bare et grundvilkår.

De oplever begge, hvordan vreden sidder i dem. Følelsen af, at det er grundlæggende uretfærdigt, at det her er sket for dem.

– Man kan generelt blive vred over andre menneskers perfekte liv, fortæller Anne Roust, som ville ønske, at det var anderledes.

For Sandie Westh betød det, at hun faktisk ikke havde lyst til at se flere af sine venner og deres børn.

– Noget af det, jeg blev gladest over, da jeg mistede Vilma, var, at jeg faktisk havde en del veninder, der selv var gravide – og som godt vidste, at jeg ikke havde lyst til at se dem og deres børn. Og det var rigtig rart, at de bare forstod det, for jeg havde ikke lyst til at se dem og deres børn, siger hun og uddyber:

– Jeg kunne bare ikke overskue det. Jeg kunne ikke overskue at se de veninder og deres børn. Fordi de havde deres perfekte liv, og mit var lort. Det blev bare for stor en kontrast. 

I slutningen af juli fødte Sandie Westh en dreng.

Hør hele afsnit fem af "I sorg med Sandie Westh" i artiklen eller på Itunes eller Spotify, hvor de to veninder taler om at få levende børn, når man har prøvet at miste.