Sandie Westh og Signe Amtoft
I Sorg med Sandie Westh

Jeg vågnede af sms’en. Det var to linjer: Vilma klarede den ikke

26. juli 2022
Af Anne Wittorff
Foto: Privatfoto
Da Sandie Westh mistede sin datter, Vilma, reagerede hendes veninder på forskellige måder. “Jeg kan bare huske jer, der var der,” fortæller hun i fjerde afsnit af "I Sorg med Sandie Westh".

Signe Amtoft husker tydeligt den sms, Sandie Westh sendte hende kort efter Vilmas død.

Det fortæller hun i fjerde afsnit af podcasten "I Sorg med Sandie Westh", hvor Sandies veninde Rosa Lund også er med.

Sms’en tikkede ind kl. 07.07.

– Jeg tror, jeg vågnede af sms’en, fortæller hun og memorer:

“Jeg fødte ved kejsersnit tidligt i morges, og jeg har brug for at fortælle, at Vilma ikke klarede den”

– Det var to linjer.

Signe Amtoft reagerede ved at sende en strøm af sms’er tilbage.

– Og så skrev jeg det, jeg havde lært, var det eneste, man kunne gøre: “Jeg er så ked af, at det her sker for dig lige nu”.

Derefter gik hun i gang med at tænke over, hvad det “mindst uduelige”, hun kunne gøre, var.

For Rosa Lund var reaktionen anderledes. Hun havde sovet længe med slukket telefon, så hun opdagede først beskeden i løbet af dagen.

– Jeg svarede tilbage med en lang besked – jeg skrev den besked 100 gange. Så skrev jeg, så slettede jeg den igen.

Sandie Westh og Rosa Lund
Foto: Privatfoto

– Jeg var så bange for at skrive noget, der var forkert. Bange for at skrive noget eller reagere på en måde, som var det, I mindst havde brug for, fortæller Rosa Lund.

Hun husker, at hendes kæreste sagde til hende, at det eneste, hun kunne gøre, var at være der.

– Så ryddede jeg kalenderen.

For Sandie Westh var det vigtigt, at veninderne gjorde noget – ikke så meget hvad de gjorde, men det, at de handlede.

Du kan høre hele podcasten "I sorg med Sandie Westh på Itunes eller Spotify.

– På det tidspunkt, hvor det hele ramler, hvor alt er vendt op og ned, som det var for mig og Mikkel, var der ikke noget forkert, nogen kunne gøre, for alt var alligevel famlende – også for os. Det vigtigste er bare, at I tog initiativ, siger hun til Rosa Lund og Signe Amtoft.

Hun var især glad for, at venner og familie hjalp med praktiske opgaver. Og for eksempel hjalp med at koordinere besøg og svare på beskeder.

– Jeg tror, jeg fik 10 beskeder i timen. Og det var så vigtigt for mig at modtage de beskeder, fordi det betød, at der bare var så meget kærlighed, men jeg kunne ikke svare på de beskeder, fordi jeg var så blæst, fortæller hun.

Sandie Westh oplevede, at det var en stor hjælp, når folk kom med mad.

Hun understreger, at man ikke nødvendigvis behøver at være god til at tale om følelser for at være nyttig i en situation, hvor nogen man kender, er i dyb sorg.

– Lad os nu sige, at man er et par, der bor i et stort hus med græs, der ikke er slået – og John, han er dårlig til at tale om følelser, så skal John måske ikke tale om følelser, men så skal han måske være den, der tager hjem og slår ens græs.

De tre veninder opfordrer også til, at man kommer med så konkrete forslag som muligt, når man taler med et menneske i sorg.

– Der er rigtig mange, der siger, at man bare skal sige til, hvis der er noget, de kan gøre. Men man skal bare vide, at når man er i så dyb sorg, som Mikkel og jeg var, kan man jo ikke engang overskue at børste tænder. Man kommer ikke til at sige til, siger Sandie Westh.

Det er mere hjælpsomt at komme med meget konkrete forslag:

– Hvad er nemmest at tage imod? Nogle, der kommer forbi på et aftalt tidspunkt med noget at spise og sørger for, at man får noget mad, eller nogen, der siger: “Bare sig til”, spørger Rosa Lund.

Hør hele podcasten i artiklen eller på Itunes eller Spotify.