"Jeg kan ikke lide mit ene barn": Psykolog Anna Bennich guider gennem de tabubelagte følelser

At elske sine børn lige meget er en selvfølge – i teorien. Men hvad sker der, når følelserne ikke helt stemmer overens med forventningerne? Når man mærker, at relationen til et af børnene er mere kompliceret end til de andre?

Læseren Maja har båret på en skamfuld følelse gennem hele sit forældreskab: Hun elsker sin datter, men ikke helt på samme måde som sine andre børn. De har aldrig rigtig klikket, og konflikterne mellem dem har kun forstærket afstanden.

"Jeg kæmper virkelig for, at det ikke skal kunne mærkes, men det her er så forfærdeligt at indrømme", skriver hun og undrer sig – kan man reparere relationen?

Psykolog Anna Bennich giver herunder sine råd:

"Godt at turde sætte ord på følelserne"

Du sætter ord på noget, som ikke er så usædvanligt, som vi tror. Vi hører bare næsten aldrig om det, eftersom det er et meget stærkt tabu i vores kultur. Forældre forventes at elske alle deres børn grænseløst og præcis lige meget. Presset er endnu større på mødre. Fædre kan lettere slippe af sted med en mere "haltende" tilknytning, mens mødre dømmes hårdest. Det fører til en enorm skam, som er tung at bære.

Det er meget godt, at du tør sætte ord på disse følelser. Dels på grund af den tavshedskultur som hersker – den som lægger låg på og bare skaber mere skam og ensomhedsfølelser. Dels fordi vi, først når vi bliver bevidste om et problem, lettere kan reflektere over det.