Jeg havde netop serveret bolognese for mine børn, da en fremmed mand bad om deres tallerkner

Jeg har gjort mig en spøjs observation hen over de seneste par år. Det handler om mænd og kvinder, og typisk mødre og fædre, men det er ikke spor farligt, hvis du spørger mig.

Egentlig startede det i mit eget lille liv, hvor jeg pludselig så, at der havde indfundet sig en temmelig fast rollefordeling med hensyn til visse opgaver, og siden er jeg så stødt på fænomenet så godt som overalt omkring mig.

Der er tale om et muldyrsfænomen. Mange fædre er simpelthen blevet pakæsler for deres kærester, som handler flittigt på telefonen, hvorefter de sender fædrene i byen på en ladcykel eller et andet befordringsmiddel for at hente dem.

Vi snakker mest babyting, tøj, gamle hylder, men det kan være alt muligt, som de små hjem har brug for, men som disse mænd end ikke har nået at skænke en eneste tanke, før deres bedre halvdel har lagt en bestilling på Vinted.

I sig selv er det jo ikke noget problem, men det kan det så alligevel godt gå hen at blive. Faktisk kan det hurtigt gå fuldstændig galt for disse fædre, der lever et liv uden særlig meget mental load, det kan jeg skrive under på, for jeg har selv haft en muldyrsoplevelse, som var fuldstændig galsindet og besynderlig.

Det var en helt almindelig hverdagsaften, jeg var alene med mine to børn, og tingene skulle gå lidt hurtigt, så derfor havde jeg købt færdiglavet, økologisk bolognese til aftensmad.

Det lyder måske meget hyggeligt, men visse mennesker vil vide, at det godt kan være en ekstrem udfordring at få to småbørn til at sætte sig ved bordet og spise mad.

Det kræver ekspertise og omhu ikke at fucke sådan en situation op, og selvom jeg efterhånden er garvet, kan jeg sommetider overse en vejsidebombe og så, ja, så siger det ’bang!’. Børn får epilepsi, hvis ikke ketchuppen ligger korrekt – sådan er det bare.

Men her sad vi så. Apokalypsen afværget. Min datter på den ene Tripp Trapp-stol, min søn på den anden, og foran os stod der tre portioner spaghetti bolognese og dampede, da det pludselig ringede på døren.

Som enhver anden fortravlet far buzzede jeg vedkommende ind i den tro, at det sikkert var en ligegyldig reklamemand eller en nabo, der havde glemt sin nøgle.

Kort efter bankede det på døren, og det viste sig så at være en fremmed mand på min egen alder.

Mand: Dav.

Mig: Dav.

Mand: Jeg skulle hente nogle tallerkner.

Mig: ???

Alle: …

Barn: FAAAAAR! Hvem er det?

Mig: Et øjeblik, skat.

Mand. Ja, min kæreste har købt nogle tallerkner af jer.

Mig: Okay… eh?

Det er heromkring, det begynder at flimre for mit indre øje, og tingene begynder at fremstå lidt tågede i min erindring. Men jeg inviterede manden indenfor, og i fællesskab fandt vi ud af, hvad der foregik.

Hans kæreste havde købt vores tallerkner af min kæreste. Ingen af os vidste dog, hvilke tallerkener der var tale om.

Min kæreste havde ikke informeret mig om hendes merkantile indfald, hendes Vinted-spasme, og denne sagesløse mand i mit hjem var blot sendt i byen af sin lieberfrau for at hente nogle tallerkner, mere vidste han ikke.

Der stod vi, to idioter fra ”det stærke køn” og glanede.

Det viste sig selvfølgelig, at det var de himmelblå tallerkner, der lige nu var fyldt med bolognese og hjernedødt forkert placeret ketchup. Og lige der skal jeg være ærlig at indrømme, at det skabte et problem, jeg ikke havde tid til.

Ikke alene fordi der var mad på tallerknerne, men også fordi købet indbefattede otte tallerkner i alt, og ud over de tre, som var i brug, stod resten i opvaskemaskinen med daggammel karrysovs.

Mig: Vil du bare have dem med sådan her? Heh.

Mand: Ahh… jeg ved ikke lige.

Selvfølgelig ikke. Derfor måtte jeg fiske dem ud af maskinen og vaske dem op, mens han stod og kiggede på. Jeg ved ikke, hvem det var værst for, for det er jo heller ikke nogen superduper almindelig situation for ham. At kigge på folk, der arbejder er per definition forkert, medmindre man er i cirkus.

Mand: Må jeg lige låne toilettet?

Mig: Ja, endelig. Fyr den af.

Mine børn forstod for øvrigt ingenting af, hvad der foregik. Hvordan skulle jeg også forklare det? Mor har solgt vores tallerkner til manden. Hvorfor, far? Tja, jeg har ingen forbandet anelse, unger, men sådan er det.

Så kom manden ud fra toilettet med et lidt stift smil og sagde, at vores toilet vist ikke virkede. Og det havde han ret i, for min søn – skulle det vise sig – havde kort forinden udrullet omkring 50 meter firelags-Lambi ned i kummen, sådan at det set med æstetiske briller udgjorde en lille bjergtinde af et kunstværk.

Men jeg var, som du måske har regnet ud nu, ikke i humør til kunst, man bogstaveligt talt kunne tørre røv i, så jeg prøvede ligesom manden at bortskaffe dette lorte-opus ved at skylle ud på den store knap, og det hjalp sjovt nok ikke så meget.

Mand: Jeg kan nok godt holde mig.

Mig: Tak.

Og sådan endte det. Han fik sine tallerkner, og vi kiggede på hinanden og vidste godt, hvor unormalt det hele var.

Er der nogen morale i den her slags besynderlige begivenheder fra mit liv, må det være, at vi ikke aner, hvad vi laver, os fædre.

Det er damerne i vores liv, der styrer, skriver indkøbslister og ved, hvilken skostørrelse ungerne har. Jeg tjekker ikke engang Aula, og det var vel at mærke også min kæreste, der havde købt porcelænet i første omgang.

Nu ser jeg dem så overalt i byen, disse intetanende fædre, der cykler rundt og henter brugte børnesko og ting til hjemmet, som deres kærester har købt på Reshopper. Og det er egentlig ikke en kritik af fænomenet, for jeg har personligt noget imod det, jeg løfter gerne ting som et aflad for ikke at planlægge noget som helst.

Men hvis nu moren til mine børn ikke havde haft så meget om ørene i første omgang, havde hun måske også haft overskud til at give mig besked. Selvom det i sig selv ville pålægge hende endnu mere mental load at underette mig om alting, det ved jeg godt. Men tallerknerne alligevel?! Hvorfor skulle de nu sælges?

Nåja, det havde jeg nær glemt: Hvad skulle de så koste, disse famøse tallerkner købt i en smagfuld butik? Jeg vidste det ikke. Har I afregnet? Det vidste manden heller ikke, men jeg havde i mellemtiden også fået et mere presserende problem, nemlig to skrigende hagesmække med den oprigtige opfattelse, at de faktisk var ved at dø af sult nu, så manden fik dem med uden yderligere forhandling. Pro bono.