Illustreret børnebog bringer seksualundervisning til børn ind i det nye årtusinde
Illustrator Marie Christiansen opdaterer seksualundervisningen til børn i de mindre klasser med sin bog 'Til de nysgerrige'. En illustreret bog om krop, seksualitet og forplantning. Illustrationerne er lavet i en børnevenlig streg, men er direkte og har kant . Både tissemænd, tissekoner, bryster og kropsbehåring tages under kærlig og humoristisk behandling.
'Til de nysgerrige' går til sit stof med humor, der uden tvivl er befriende for forældre og lærere, der med røde kinder skal formidle seksualstof for nysgerrige børn. Men for illustrator og forfatter Marie Christiansen er bogen ikke kun et sjovt projekt. Det er en alvorlig opgave at lære børn om deres krop og seksualitet; at lære dem, at være tolerante og samtidig sætte grænser.
"Forskellighed er et omdrejningspunkt i bogen. Det er utrolig vigtigt, at børn lærer, at det er naturligt og okay at se forskellige ud og at have forskellige lyster.", siger Marie Christiansen om sin motivation for at lave bogen.
Sex er mere end forplantning
"Men det var også vigtigt for mig at lave en bog, der forklarer, at voksne har sex, fordi de har lyst. I seksualundervisningsbøgerne fra min barndom, f.eks. Ælle-bælle-bollebogen, sad de og holdt hånd på den ene side, på den næste var der et tværsnit af et samleje i missionærstilling, og på den næste side var damen gravid. Så handlede resten af bogen om det. Altså, der mangler ligesom lidt, synes jeg. Det her er en opdateret version. Børn må gerne vide, at seksualitet er meget mere end forplantning."
"Det er ikke alle voksne mennesker, der kan lide at have sex. Nogle kan bedre lide at spille el-guitar... Og så er der nogle voksne mennesker, der synes det er fedt at have sex tit."
Seksuelt forvirrede unge mennesker
"I dag ser jeg mange unge piger med en forskrækkelse over deres krop og deres seksualitet. De tror, at kvinder ikke har hår, de tror, deres bryster er for skæve, at deres kønslæber er for store, og at der er noget galt med dem, når det kilder mere i klitoris end i skeden" skriver sexolog Josefine Jack Eiby i forordet til bogen.
"Disse negative forestillinger får de fra veninder, bladet, internettet og pornografi. Elementer som vi næppe kan fjerne, men som vi er nødt til at forholde os til"
Anmeldelse
Jeg anser mig selv som ret fri og føler egentlig at jeg kan tale med mine to teenagepiger om alt. Men jeg synes det er en hårfin balance når det kommer til det seksuelle - i hvert fald den lystfyldte side af det. Hvis jeg forsigtig nærmer mig emnet bliver omgående buuuet ud af køkkenet og ungerne flygter med gåsehud over hele kroppen ind på værelset og skruer helt op for musikken.
Det var derfor med et smørret grin om munden jeg udleverede bogen "Til de nysgerrige" og bad dem læse den. De nægtede…
Et par dage efter fandt jeg bogen på gulvet på værelset, og der bliver nu til stor morskab for os alle refereret til udsagnene i bogen. Så den ER altså blevet læst. Og det er jeg virkelig glad for.
Bogen viser med stor humor og fantastiske tegninger vores kroppe, skæve, behårede og skønne som de er. Formidlingen af nydelse og nærvær i det seksuelle er fin og barnlig på en måde der både virker for mindre børn og teenagere. En tiltrængt og nødvendig bog - jeg slet ikke vidste jeg manglede - der har gjort det langt nemmere at snakke om sex med mine piger. Uden jeg føler jeg overskrider hverken mine eller deres grænser.
P.S - fantastisk bud til en lidt alternativ mandelgave!
Bogen koster 100 kr og kan købes på forfatteren Marie Christiansens hjemmeside her