Familieliv
10. maj 2011

Hønemor skubber gorilla væk fra job

Mænd trives ikke på feminiserede virksomheder, hvor følelser er i højsædet
Af: Ea Ørum
https://imgix.femina.dk/media/8c3035679c75485c8b5b77e5bc68bbc0.jpg

Foto: All Over Press

Danske virksomheder er blevet feminiserede på en sådan måde, at konkurrenceevnen er truet, mener Dennis Nørmark. Han er antropolog og har netop skrevet "Kulturforståelse for Stenalderhjerner". Bogen drejer sig om den aktuelle tilstand i Danmark mht. kultur og køn, som, han ser, trænger til en justering.

Mænd kørt af banen
- Der er brug for en kritik af det feministiske samfund, f.eks. kan det kan være svært at være mand, som mange arbejdspladser er struktureret nu, siger Dennis Nørmark til alive.dk.

Han mener, at hønemoderen har skubbet gorillaen ud på et sidespor i virksomheder og organisationer. Sagen er, at kvindernes mere følsomme univers i virkeligheden har gjort arbejdspladsen mere asocial, således at mændene ikke længere trives i virksomhederne. Noget, der ikke fungerer for mange mænd, er kvindernes mere uformelle strukturer, forklarer han.

- Vi skal tage de to typer - gorillaen og hønemoderen, ret konkret mht. køn. Der er en forskel mellem de to køn, om den så er biologisk eller ej, det siger jeg ikke. Men jeg siger, at de fleste mænd hellere vil sidde højt oppe i træet og have klare konkurrence-parametre, hvorimod kvinder i højere grad vil kommunikere og sørge for, at hele virksomheden har det godt, siger han.

Udskældt
Dennis Nørmark er blevet skældt ud for sin sort-hvide fremstilling. En af dem, som har løftet pegefingeren, er Marie Koch. Hun arbejder som konsulent med fokus på virksomhedskulturer og køn, og hun forsker i læring og identitet i Finland.

- Jeg synes, det er nedladende, når man bruger ord, som har andre historier i sig på den måde, som han gør. Ingen vil være en hønemor, og der er sikkert også mange mænd, som ikke vil være gorillaer. Det er en slags forførende had-tale. Jeg vil sige, det støder mig, siger Marie Koch.

To skoler der graver grøfter
- Der er to skoler, som graver grøfter lige nu. En skole siger, at køn er biologisk, en anden siger, at køn er kulturelt betinget. De kan tale i al evighed uden at komme nogen steder. Man kunne i stedet booste forandringer ved at tale om køn på arbejdspladser og i ledelse, hvis man gjorde det på en anden og mere nuanceret måde, ellers reproducerer vi utilsigtet de uligheder, som vi ellers prøver at bearbejde, siger Line Kirkegaard, der skriver ph.d. i ledelse, filosofi og politik på CBS.

Læs også