Gravide frisører udsættes for kemikalier
Foto: All Over Press
Farv ikke hår, vælg altid parfumefri produkter og undgå at bruge produkter på sprayflaske. Sådan lyder nogle af anbefalinger fra Miljøstyrelsen til danske gravide. Men gravide frisører er tvunget til at bryde hvert eneste af dem i deres daglige arbejde. Det skriver Avisen.dk.
- Det er bindegalt og en stor gåde, at man kan have en dobbeltholdning til stofferne, så myndighederne bare accepterer, at de gravide frisører står med hænderne i det hver dag, siger Poul Mongaard, forbundsformand i Dansk Frisør og Kosmetikerforening til Avisen.dk.
Miljøstyrelsen skriver selv i sin vejledning til gravide, at "Hårfarve indeholder kemikalier, der kan give alvorlige allergiske reaktioner (...) Permanent hårfarve mistænkes også for at kunne give blærekræft. Kemikalierne i hårfarven kan optages i kroppen og kan derved overføres til dit barn, hvis du er gravid eller ammer. Derfor er det bedste helt at holde sig fra hårfarve, mens du er gravid og ammer."
Ingen beviser
Hos Danmarks Frisørmestre lægger man vægt på, at der er tale om anbefaling fra Miljøstyrelsen, og ikke en lov. Ingen ved nemlig, hvad det betyder for frisørernes ufødte børn. Børnene er i snit mindre ved fødslen, men ingen har undersøgt om langtidseffekten af deres mødres arbejde.
- Der er intet bevis på, at det skader barnet. Vi forholder os til lovgivningen og synes selvfølgelig, man skal bruge de værnemidler, der findes som handsker og udsugning. Men jeg må også sige, at jeg har fået to børn selv, og de er altså ganske normale, siger formanden for Danmarks Frisørmesterforening, Connie Mikkelsen.