Curlingforældre i gamle dage
Familieliv

Forskning: Vi var også curlingforældre i gamle dage

28. december 2017
af Magnus Västerbro. Oversættelse og
bearbejdning: Christina Bølling. Foto: iStock
Barndommen før i tiden var måske slet ikke så slem. Vi vil bare så gerne tro, at vi er langt mere sofistikerede og udviklede i dag end de mennesker, der levede før os, siger den svenske historiker Eva Österberg og peger på, at curling har eksisteret lige så længe som os.

Curlingforældre er ikke et nyt fænomen, ifølge ny forskning

Før i tiden var det hårdt at være barn. Opdragelsen var streng, børnene blev konstant irettesat, og der var aldrig tid til leg. Så snart de små kunne gå, blev de sat til at arbejde og skulle hjælpe med at skaffe penge til familien. Ja, strengt taget opfattede man børn som små voksne, og samfundet havde travlt med, at de skulle blive hurtigt store. Børn skulle ses, ikke høres, og typisk knyttede man sig ikke til sine børn, før de var tilstrækkeligt store. Det var ikke følelseskulde alene, men udsigten til, at ens barn døde, før det voksede op, var så meget større dengang, så det var med andre ord ikke umagen værd at investere i de varmere følelser, før man var sikker på, at ens afkom ville klare sig helskindet igennem barndommen og blive store nok til at gøre lidt nytte.

Kan vi genkende historien? Ja, mon ikke. Billedet af, hvordan det var at være barn før i tiden, er meget velkendt og udbredt. Den amerikanske psykolog og historiker Lloyd deMause har beskrevet barndommens historie som ”et mareridt, vi langsomt vågner op af”. I 1970'ene var det generelle indtryk, at børn op igennem historien nærmest var blevet mishandlet. Men nu skulle børn være frie, mente man, også fysisk. Intet var værre end den måde, man for eksempel havde svøbt små børn, så de ikke kunne røre sig – for derefter at blive pacet igennem livet, hvilket set i et pædagogisk lys var med til at skabe en psykisk og fysisk udviklingsforstyrrelse i stort set alle børn.

Svaret i 1970'erne var at pøse på med omsorg og kærlighed i forhold til børnene. For derigennem at gøre det muligt for dem at vokse op og blive harmoniske mennesker.

Banebrydende bog om børn i 60’erne

Den franske historiker Philippe Ariès skrev den banebrydende bog ”Barndommens historie” i 1960. Den blev en international klassiker, som i høj grad påvirkede sin samtid og en hel generation af pædagoger og personlighedsforskere. Ariès har præget den måde, vi opfatter barndommen på helt generelt i dag, fordi den efterfølgende fik populærvidenskabelig anerkendelse. Da bogen kom, var den den første af sin art. I en tid, hvor historikere traditionelt beskæftigede sig med politisk historie eller social historie ud fra et klasseperspektiv, var det helt nyt, at nogen studerede, hvad man kan kalde selve den menneskelige eksistens' historie. Hans konklusion var i store træk den samme, som hans efterfølgere deMause og Grünewald gentog senere: Børns tilværelse før i tiden var generelt sørgelig, ofte farlig og i mange tilfælde også så godt som kærlighedsløs. Det er først på det sidste, at man er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den opfattelse. For kan det virkelig passe, at noget så grundlæggende, som hvordan mennesket forholder sig til sit afkom, har forandret sig så meget – og var så forfærdeligt før i tiden?

Curling har formentlig eksisteret altid

Lad os starte med spørgsmålet om kærlighedsløsheden, og at man knap nok sørgede, hvis ens barn døde. At børnedødeligheden med andre ord var så høj, at man nærmest var ligeglad, om man mistede et barn, sådan som man får indtryk af, når man læser om tiden, før pædagogikken for alvor slog igennem i 1960'erne. Og ja, man kan finde tegn på en mere kynisk indstilling og et hårdere liv, for eksempel når den berømte essayist Michel de Montaigne skriver i slutningen af 1500-tallet: ”Jeg har mistet to eller tre børn ikke uden savn, men uden større sorg”, men mange historikere er skeptiske over for, om det er en generel opfattelse. Der findes nemlig masser af eksempler på en helt anderledes indstilling op igennem historien, hvis man bare kigger efter det. I Sverige har historikeren Eva Österberg forsket i præcis det og har i sin bog ”De små då: Perspektiv på barn i historien” (Natur & Kultur 2016) et langt mere nuanceret billede. Ifølge hende er der sket meget med børns tilværelse gennem årene. Børn har det generelt meget bedre, ikke mindst materielt, end dengang, og i forhold til sygdomme er risikoen for at dø langt mindre i dag. Men hun er omvendt ikke sikker på, at det følelsesmæssige har forandret sig ret meget fra dengang til i dag. En af hendes opsigtsvækkende pointer er, at curling formentlig har eksisteret altid, og at forældre alle dage er blevet kritiseret for at elske deres børn for meget og ”forkert”. Forskeren har fundet bevis for det i blandt andet litteraturen og konstaterer, at ”meget peger på, at kærligheden til børnene var præcis lige så stor dengang, og ønsket om at tage sig af sit afkom på den bedste måde var nøjagtig lige så stort dengang, som det er i dag”.

LÆS OGSÅ: Curlingforældre: Er det godt eller skidt?

300-tallet børnesyn minder om nutidens

Hvad angår forestillingen om, at barndommen ikke var noget særligt før i tiden, har Eva Österberg heller ikke kunne finde belæg for det. Tværtimod har hun fundet frem til en række store tænkere, blandt andet Augustinus, der allerede i år 300 havde et meget sofistikeret syn på barndommen. De så meget på barndommen, som vi gør i dag: som en lang proces bestående af forskellige udviklingsstadier. De første tre år af barnets liv opfattes det som hjælpeløst og afhængigt af sin mor, og hvis en mor svigtede i den periode, kunne hun blive dømt for det. Fra treårsalderen til syv-otte-årsalderen blev barnet stillet over for større og større opgaver, som det kunne klare selvstændigt, men med støtte fra dets forældre, både far og mor. Og børn blev omtalt som ”legende og glade” og som individer med en særlig barnlighed og ikke bare som ”ufærdige voksne”. Først fra barnet var tolv, betragtedes et barn som mere moralsk ansvarligt, og man kunne begynde at forvente, at barnet stod til ansvar for sine tanker og handlinger. For eksempel under inkvisitionen, hvor den franske historiker Emmanuel Le Roy Ladurie skrev, at det kun var børn over tolv, der blev spurgt i sager om kætteri, fordi man ikke kunne holdes ansvarlig i teologiske spørgsmål før.

Ifølge Eva Österberg er der faktisk slående lighed mellem, hvordan man opfatter barndommen som en række udviklingsfaser, der afløser hinanden, helt fra antikkens tid og op igennem historien frem til Jean Piaget i nyere tid. Den schweiziske udviklingspsykologs indflydelsesrige teorier om barnets udvikling fra starten af 1900-tallet bliver opfattet som ”moderne”, men er i virkeligheden bare en del af en lang tradition.

Forandringen ligger i måden, vi viser kærligheden på

Ifølge Eva Österberg er den virkelige forandring ikke forældres kærlighed, eller deres beskyttelse af deres afkom. Forandringen er i virkeligheden snarere den måde, vi viser det på – og den moderne pædagogiks ønske om at skildre vores tid som særligt god. Men omvendt er der meget, der har forandret sig i børns opvækst og forældreskabets rammer.

Når man taler curling, så viser forskellene sig for eksempel ved, hvor længe man bor sammen med sine forældre, og hvornår man er klar til at tage sig et arbejde og et samfundsansvar.

I 1700-tallet var de fleste unge mænd i Stockholm flyttet hjemmefra, allerede når de var 15 år, og kvinderne, når de var 17. Hundrede år senere var det tidspunkt, hvor man forlod reden, blevet øget med to år. Og i dag bor mange hjemme, til de er over 20 år. Det handler især om praktiske omstændigheder og arbejdsmarkedets udvikling. I slutningen af 1700-tallet forandrede arbejdsmarkedet sig, så det ikke længere var lige så let for unge at få arbejde som lærlinge eller i huset. Men forandringen var også følelsesmæssig, forklarer Eva Österberg i sin bog. Samfundsmæssigt kan man for eksempel se en forandring i, hvordan man får ”en generelt stærkere følelse for børnene” som en selvstændig gruppe – de begynder at blive sat i centrum, og det bliver almindeligt at udtrykke ekstra stærke og intensive følelser for dem både som forældre og som samfund generelt.

”Det er dog stadigvæk utrolig komplekst. For er det overhovedet nyt, eller har det hele tiden været der bare uden at blive italesat”, sammenfatter Eva Österberg og henviser til konkrete tiltag som FN's børnekonvention og revselsesforbuddet. Begge tegn på, at børns vilkår tages mere alvorligt på samfundsplan. Hvor der tidligere har været stærke følelser i relationen mellem forældre og børn og behov fra forældrenes side for at beskytte dem, så skifter barnets tarv fra det private liv til at blive en central del af samfundets regelsæt og normer på en helt anden måde end tidligere.

Forældre er altid blevet kritiseret for at pleje deres børn

Det opsigtsvækkende ved den nye forskning er, at man er blevet opmærksom på, at forældres kærlighed til deres børn og lyst til at gøre livet lettere for dem ikke er ny. Det fænomen har eksisteret altid. Længe før curling blev opfundet som pædagogisk begreb. Forældre har ifølge forfatteren altid plejet deres børn og er alle dage blevet kritiseret for det.

– Moderne forældre får skyld for at forsøge at tilrettelægge deres børns liv alt for meget. Men er det virkelig noget nyt? I historien har vi fundet adskillige eksempler på, at forældre altid har haft tendens til at gøre alt, hvad de kunne, for deres børn, og er blevet skældt ud for det. Den spanske katolik Juan Luis Vives skrev allerede i starten af 1500-talet om, hvordan forældre var for ”ømskindede” over for deres børn og forkælede dem i stedet for at hærde dem. Og i 1600-tallet klagede en fransk skribent over, at landets fattige ”fuldkommen dyrkede deres børn”, siger Eva Österberg og mener, at der er en anden vigtig pointe.

– Man kan måske godt beskylde moderne curlingforældre for at feje foran deres børn, men man kunne i stedet sige, at det snarere er samfundet, der som helhed curler for alle sine borgere. Også de voksne. Det hænger i høj grad sammen med den økonomiske udvikling og vores velfærdssamfund helt overordnet. Livsbetingelserne er jo radikalt anderledes for os allesammen i dag i forhold til tidligere, det gælder ikke bare for børnene.

Det fører os tilbage til spørgsmålet om, hvor meget vi egentlig har ændret holdning til det at have børn og være forældre. Om vi er så meget bedre og klogere, end vores tipoldeforældre og deres tipoldeforældre før dem var over for deres børn. Og der er næppe ét svar på det spørgsmål, konstaterer Eva Österberg og siger om sin forskning:

– Som historiker bidrager du med etisk og eksistentiel viden på et område, som i bedste fald komplicerer vores samtids selvopfattelse. Vi vil så gerne tro, at vi er langt mere sofistikerede og udviklede i dag end de mennesker, der levede før os. En større ydmyghed ville nok være klædelig.

LÆS OGSÅ: Tine Bendixen: Curling eller kærlighed?

Læs også