Ditte og Stine er søskende. Det kan enhver se, men i årtier kendte de ikke til hinandens eksistens

De har den samme latter, den samme måde at holde hånden op for munden, når de bliver overraskede, og den samme lidt skæve langemand.

Ditte Brix Andersson og Stine Falch er søskende. Det kan enhver se, men i årtier kendte de ikke til hinandens eksistens.

De blev undfanget ved hjælp af samme anonyme sæddonor og kom til verden på Hvidovre Hospital med tre ugers mellemrum i 1984.

– Jeg er storesøster, for jeg blev født for tidligt, siger Ditte, 35, og sender ”lillesøster” Stine et drillende blik.

De lå også på neonatalafdelingen for nyfødte på samme tid, men derfra skiltes deres veje.

Begge voksede op i familier, som havde lyttet til datidens råd om, at donorbørn havde bedst af ikke at kende sandheden om sit ophav.

Men alle familiemedlemmer omkring Ditte og Stine vidste, at deres fædre ikke var deres biologiske fædre.

– Min mor ville gerne fortælle mig det, da jeg var lille, men min far var meget imod. Så af hensyn til ham fortiede hun sandheden for mig, siger Ditte.

– I dag kan jeg godt forstå hende, men i tiden lige efter var jeg meget, meget vred på hende, tilføjer hun.

Stilhed i telefonen

Det var en aften under corona-epidemien. Der var lockdown, og Ditte savnede som alenemor kontakt til andre voksne.

Da børnene var puttet, ringede hun til et familiemedlem for at sludre. I løbet af samtalen nævnte hun sin far og sagde, at hun vist lignede ham på et punkt. Familiemedlemmet udbrød impulsivt, at det var vedkommende ikke sikker på, for Dittes far var vist steril.

Ditte mærkede med det samme, at der var en kerne af sandhed i udbruddet, selv om familiemedlemmet straks forsøgte at trække i land og glatte ud.

– Jeg ringede omgående til min mor. Hun blev helt stille i røret og sagde så ”Ditte, vi må tale sammen”.

– Jeg lukkede dørene til børnenes værelser, og så begyndte jeg at råbe og skrige. Jeg var så vred! Det var tæt på min 36-års fødselsdag, og alle havde vidst det – undtagen jeg.

– Det var hemmeligholdelsen, der fyldte mest. Følelserne af vrede og svigt fra mine nærmeste, dem jeg skulle kunne stole allermest på, forklarer Ditte, der bor med sin familie i Gislinge.

Stine sidder ved siden af og nikker. Hun fik også først sandheden om sin biologiske far som voksen.

– Jeg har altid undret mig over, at jeg overhovedet ikke ligner min far, altså ham, jeg troede var min biologiske far. Og pludselig en dag, hvor jeg var ved at gøre mig klar til en fest, sagde min mor uden varsel, ”der er noget, du er nødt til at vide”, og så kom sandheden, fortæller Stine.

– Jeg ringede til min far – altså ham, jeg altid har betragtet som min far, og som jeg stadig kalder far – og så tudbrølede jeg. Jeg havde levet på en løgn i 23 år!

Stine konfronterede sin familie, alle dem, som havde kendt til sandheden.

– De sagde, at de var enige med mig i, at jeg skulle have haft det at vide langt tidligere. Men af respekt for mine forældres holdning holdt de på hemmeligheden.

Ditte har også forsonet sig med sin mor. Hendes største sorg er, at hun aldrig fik talt om situationen med ham, som hun den dag i dag betragter som sin far.

– Han gik desværre bort, før jeg lærte sandheden at kende. Jeg ville gerne have fortalt ham, at jeg altid har og altid vil anse ham for at være min far, siger Ditte.

Hun tager et indrammet A4-ark ned fra væggen.

Det er et brev, som faren har skrevet til hende, hvor han beskriver, hvor stolt og glad han er for sin smukke datter.

– Da jeg var lille, skrev min far mange digte til mig, store kærlighedserklæringer. Jeg forestiller mig, han var utrolig bange for at miste mig, hvis jeg fik at vide, at han ikke var min biologiske far. Og derfor bad han alle om at tie stille.

– Jeg tror, han var fyldt med skyld og skam, og den byrde ville jeg gerne have taget af hans skuldre, siger hun stille.

Som en forelskelse

Som unge holdt både Ditte og Stine til på Klub Inn i København og fandt siden ud af, at de også havde en fælles kammerat, men de kendte ikke hinanden dengang.

I 2015 begyndte Stine at lede efter eventuelle halvsøskende på Facebook, men uden held, og hun indstillede sin søgen igen.

Da Ditte opdagede sandheden om sin donorfar i 2020, gik hun med egne ord ’Google-amok’, men overså i første omgang Stines opslag på en Facebook-gruppe for donorbørn.

– Jeg søgte efter børn, født på Hvidovre Hospital i 1984, men Stine havde bare skrevet ’Hvidovre’ og undladt ’Hospital’. På den måde gik der faktisk flere år, før vi fandt hinanden.

I 2021 gentog hun søgningen på Facebook og skrev denne gang blot ’Hvidovre’, og Stines opslag dukkede op.

– Jeg klikkede ind på hendes profil og så billedet, og det var bare så tydeligt, at vi lignede hinanden, siger Ditte.

De to søskende ser på hinanden, begge har fået gåsehud ved erindringen om de pinefulde uger for fire år siden, hvor de ventede på en dna-test, der ville af- eller bekræfte, at de var søskende.

– Det var ligesom at være forelsket. Jeg længtes så meget efter at få en søster og var samtidig så bange for, at det skulle vise sig ikke at passe, siger Ditte og smiler til Stine.

Stine sammenligner deres første møde efter dna-matchet som noget, der minder om en date.

– Vi kiggede bare på hinanden og kunne ligesom ikke få nok af at se på hinanden og finde ligheder. Formen omkring munden og poserne under øjnene, når vi griner, ler Stine, der trækker ned i sine ”poser” og tjatter til ’storesøster’.

– Jeg hørte overhovedet ikke efter, hvad du sagde, jeg så bare på dig, smiler Ditte.

- Jeg havde det på nøjagtig samme måde, udbryder Stine.

Begge havde i årevis savnet én at spejle sig i.

– Jeg har brugt megen energi på at finde ligheder mellem mig selv og min fars familie, når vi var til familiefester. Jeg har set på næser og øjenbryn og sågar tillært mig noget mimik fra min far. Men jeg blev ved med at føle mig anderledes, siger Ditte.

Har udfyldt et hul

De to søskende ses i dag omtrent hver tredje måned blandt andet til deres børns fødselsdage.

De ville ønske, at de boede tættere på hinanden, så de kunne ses oftere, men taknemmeligheden over at have fundet en søster er det, der fylder mest.

– Kemien er bare så god, og vi ligner hinanden på så mange måder. Vi kan lide den samme mad, vi arbejder begge med mennesker, vi har begge drømt at blive skuespiller, vi er kreative og spontane – ja, jeg kunne blive ved, siger Stine.

Ditte er enig, Stine har udfyldt et hul i hende.

Hun har dog stadig en følelse af noget, der mangler, fordi de ikke ved, hvem deres biologiske far er, og om de har flere søskende.

– Der har i de senere år været flere eksempler på sæddonorer, som har vist sig at være bærere af arvelige sygdomme. Det kan godt bekymre mig, at vi ikke ved, hvad vi eventuelt går rundt med og har givet videre til vores børn, siger hun tankefuld.

Både Stine og Ditte har også tænkt meget over, at de kunne have risikeret at blive kæreste med en halvsøskende.

– Man ved jo, at man tiltrækkes af nogen, der ligner en selv, siger Ditte.

Hun er aktiv i foreningen Donorbørns Vilkår, som blandt andet kæmper for et forbud mod anonyme sæddonorer, og både hun og Stine har stadig et håb om en dag at finde ud af, hvem deres biologiske far er.

– Jeg ville bare gerne se ham og høre, hvad hans motiv var til at blive sæddonor. Han har jo hjulpet begge vores familier og er årsagen til, at vi overhovedet er her i dag, siger Stine.

– Lige nu kan vi bare ikke overskue selv at gå videre med eftersøgningen. Måske skal vi hyre en slægtsforsker en dag, siger Ditte, og Stine nikker.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.