Khalila Partnervold
Partnervold

”Det var dér, at det gik op for mig, at jeg kan miste livet og mit barn kan miste sin mor”

af Kristine Enevold Villadsen 8. oktober 2021
Foto: Mathilde Schmidt
I fem år levede Khalila i et voldeligt ægteskab. En skilsmisse var forbundet med stor skam i hendes tanzaniske familie og kultur. Derfor holdt hun ud. Lige til dén dag, hvor hun for alvor frygtede for sit liv.

En bestemt lugt kan tage Khalila tilbage til den lejlighed, hvor hun i fem år boede med sin mand. En lille lejlighed på femte sal i København.

Lugten tager Khalila tilbage til det tidspunkt, hvor hendes mand slog hende, åbnede vinduet, pegede ned på jorden tyve meter under dem, og spurgte: ”Vil du derned?”.

Den kan fremkalde frygten i maven, som hun levede med i de år. Frygten for ikke at vide, hvornår det næste skænderi førte til en lussing, et slag eller et kvælertag.

I fem år levede Khalila med frygten og volden som en fast del af sin hverdag. Det var først, da Khalilas mand sparkede hende så hårdt i maven, at hun endte på hospitalet, at hendes familie endelig fik at vide, hvad der skete i den lille lejlighed på femte sal.

Khalila har i mange år manglet, at flere kvinder, der ligner hende, står frem med deres voldshistorier.

Hun har heller ikke selv været parat til at tale om sin egen historie, men det er hun nu. For hun ved, at det måske kan hjælpe den næste ud af volden.

– Det er til hende, der sidder i en lejlighed og har brækket sine ribben. Hende, der sidder lige nu og tror, at der ikke er nogen vej ud.

Forelsket i Tanzania

Khalila er født i Tanzania og kom til Danmark med sin mor og søster, da hun var syv år gammel. Kort tid efter startede hun på sprogskole og senere i almindelig folkeskole.

– Vi havde en normal barndom, hvor vi fik lov til det hele. Skoleture, fester og hele den danske måde at leve på, siger Khalila.

Hver sommer rejste de til Tanzania for at besøge familien. I sommeren, inden Khalila startede i 3.g, mødte hun en mand på ferien.

– Jeg var 16 eller 17 år, og jeg blev bare forelsket i ham. Han var en stille og rolig fyr. Der var ingen tegn på, at han kunne være voldelig, siger hun.

De blev forlovet, og i 2009 blev de gift. I tre år efter deres bryllup havde Khalila et langdistance forhold til sin mand, hvor hun besøgte ham i to eller tre måneder ad gangen.

Det var først, da han flyttede til Danmark, at hun fandt ud af, at der var noget galt. Manden, Khalila havde giftet sig med, havde et hash- og alkoholmisbrug, som han havde skjult for hende på de mange ferier i Tanzania.  

– Det hele vendte bare 180 grader. Jeg kendte ikke den mand, som jeg stod op sammen med. Han ville ikke integreres, gå i skole, lære dansk eller arbejde. Han ville ikke være social, siger hun.

Volden begynder

Khalilas mand begyndte at gå i byen fra torsdag til søndag. Når han kom hjem, var han enten påvirket af hash eller alkohol. Det var her, volden startede.  

I starten var det et skub. Næste gang var det en lussing. På et tidspunkt havde hun sat skoene forkert i gangen, hvilket førte til et slag.

Khalila Partnervold

– Jeg tænkte i starten, at det heller ikke gjorde så ondt. Jeg havde aldrig set vold før, og det her var jo bare en flad en gang imellem. Jeg bildte mig selv ind, at man ikke bliver skilt af den grund, siger Khalila.

Den første dag i måneden tog han Khalilas kort og hævede de penge, som han selv havde brug for. Herefter måtte hun selv finde ud af, hvordan regningerne blev betalt med de få penge, der var tilovers.

­– Han kunne ikke håndtere, at jeg tjente penge og arbejdede. Det var også det, han skulle, men han kunne ikke finde ud af det, og det gik ud over mig, siger hun.

Hemmeligt for familien

Efter et år sammen i Danmark fik Khalila og hendes mand en søn sammen. Under hele graviditeten slog han hende ikke, men seks måneder efter Khalila havde født, begyndte han at slå igen.

– Han sværgede, at han aldrig ville lægge hånden på sine børn, men med mig var det ikke et problem, siger hun.

Al,t hvad der skete i den lille lejlighed, holdt Khalila hemmeligt for familien. Det lå i familiens kultur, at man ikke talte om, hvad der skete i hjemmet. Især når det ikke lignede et perfekt liv, og når det kunne føre til skilsmisse. 

Det havde stået på i lang tid med lussinger og skub, men det var aldrig så voldsomt som den dag, hvor han bare sparkede og sparkede og sparkede.
- Khalila

– Min familie fandt først ud af det, da det her skete, siger Khalila og peger på sin mave. Hun viser et langt ar, der altid vil minde hende om det, der skete den dag.

– Jeg ville ikke være parret, hvor kvinden fik bank. Det var ikke os. Vi var dem, der havde klaret ti års langdistance, og vi var gift. Han var komme til Danmark, selvom reglerne var stramme. Men i 2015, hvor han sparkede mig i maven og bare lod mig være, der tænkte jeg ”Jeg kommer til at dø i det her”.

– Det var dér, at det gik op for mig, at jeg kan miste livet og mit barn kan miste sin mor. Det havde stået på i lang tid med lussinger og skub, men det var aldrig så voldsomt som den dag, hvor han bare sparkede, og sparkede og sparkede, siger Khalila.

Hun blev indlagt på hospitalet og kunne ikke længere skjule volden for familien.

– Men min mor kunne ikke forstå det, og jeg ville ikke snakke om det. Og spørgsmål, der var logiske at stille, blev ikke stillet, fordi svaret måske var for svært at sluge, siger Khalila.

Khalila Partnervold

Det perfekte liv

Khalila tog efter sin indlæggelse på hospitalet tilbage til sin mand. Det var for skamfuldt at blive skilt og fortælle andre om volden, hun levede med. Det var det også for Khalilas familie.

Så længe det skete inden for hjemmets vægge, så kunne skilsmisse ikke komme på tale.

– Vi ville blive den svage familie, hvor jeg havde en mand, der bankede mig. Det gik udover mig, og vi skulle helst ikke snakke om det. Det skulle ligne, at vi havde et perfekt liv. Det er ligesom, at man i min kultur tager sit bedste søndagstøj på, men hjemmet ligner noget lort, siger Khalila.

Derfor var der heller ingen, der greb ud for at hjælpe. Hun oplevede, at familiens omdømme var vigtigere, end hvad der skete i den lille lejlighed. Og Khalila ville stå tilbage med ansvaret for et mislykket ægteskab.

– Hvis vi blev skilt, så var det mig, der blev problemet. Skilsmisse er aldrig mandens skyld, og jeg ville være den, der ikke kæmpede nok for vores forhold, siger hun.

Ægteskabet er kvindens ansvar

Anika Liversage er seniorforsker hos Vive, hvor hun beskæftiger sig med ægteskab, skilsmisse og familieliv. I sin forskning med etniske minoriteter har hun ofte set, at skilsmisse bliver forbundet med skam.

Anika Liversage fortæller, at der i mange dele af verden er en helt anden opfattelse af ægteskabet end i Danmark. Det er for mange kvinder et centralt mål at blive gift, og hele økonomien i nogle lande er indrettet på den måde, at ægteskab er den eneste måde at overleve på.

Det bliver en tungere beslutning at gå fra en mand, for så bryder man nogle normer om, at en kvinde kan holde sit ægteskab intakt.
- Anika Liversage

Hun oplever også, at der hos mange etniske minoriteter er en forståelse af, at ægteskabet er en nødvendighed.

– Den primære fremtidsudsigt for en kvinde, der forlader sin mand, er ofte, at hun skal tage hjem til sin far eller brødre, der kan tage sig af hende økonomisk. Hvis de ikke vil tage imod hende, så har hun svært ved at forlade sin mand, siger Anika Liversage.

For nogle minoritetskvinder er det en så indgroet del af deres tankegang, at de slet ikke ser skilsmisse som en mulighed. Også selvom de er flyttet til Danmark, hvor skilsmisse er socialt acceptabelt, fortæller Anika Liversage. 

I sit arbejde ser hun, hvordan ægteskabet og familien i høj grad er kvindens ansvar. Som Khalila også oplevede, handler det om, at det er kvinden, der skal kæmpe for sit ægteskab. Ikke manden.

– Selv hvis hun bliver slået, så kan hun blive beskyldt for, at hun ikke opførte sig som en god kone. Hvis hun var en god kone, ville manden ikke slå hende. Det bliver en tungere beslutning at gå fra en mand, for så bryder man nogle normer om, at en kvinde kan holde sit ægteskab intakt, siger Anika Liversage og fortsætter:

– Det kan også gå ud over familien. Hvis hun har nogle ugifte søstre, så kan de have sværere ved at blive gift, for de kommer fra en dårlig familie med en fraskilt søster. På den måde holder man ud, ikke kun for sin egen skyld, men også for andre i familiens skyld.  

Ud af volden

Khalila holdt også ud for sin families skyld i fem år. Lige indtil den dag, hvor hun igen var tæt på at miste livet. Hun har i dag et langt ar over midten af halsen, der vidner om et kvælertag, der knuste hendes strubehoved.

Khalila blev indlagt på hospitalet igen, og her blev hun mødt af en sygeplejerske, der denne gang stillede alle de rigtige spørgsmål.

– Jeg blev hørt og anerkendt. Hun spurgte, om jeg godt vidste, at der var kvindekrisecentre, hvor jeg kunne være anonym. Jeg behøvede ikke gå tilbage, og andre kunne tage sig af alt det praktiske. Det vidste jeg jo ikke.

I seks måneder boede Khalila på krisecenter, og derefter fik hun en lejlighed på en skjult adresse. Hendes telefonnummer blev også hemmeligt, og det var kun Khalila der vidste, hvor deres søn gik i børnehave.

Khalila Partnervold

– Det vidste jeg heller ikke, at man kunne. Jeg tænkte, at det her er for, at jeg kan føle mig sikker. Det var rart at vide, at hvis der skulle ske noget, så kunne jeg nu få hjælp, og jeg var ikke alene i det, siger hun.

Ville ønske hun vidste, at der fandtes hjælp udenfor familien

I dag, fire år efter, er Khalila sygemeldt med PTSD og angst. Hun har lært, hvor vigtigt det er at række ud og tale mere åbent om de ting, der er svære, med familie og venner.

– Jeg skammer mig ikke over det mere, for jeg har fundet ud af, at det ikke var min skyld. Det var ham, siger hun.

­– At gå fra en mand, der har slået dig, det er et stort skridt. Men det er også et kæmpestort skridt at erkende, hvad der er sket og række ud efter hjælp efterfølgende. Mange tror, at man bare kan komme videre, når man er væk, siger hun.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Khalila vil ønske, hun dengang vidste, hvor meget hjælp, der var at hente uden for familien.

– Mange minoritetskvinder ved ikke, at det er ulovligt at slå i Danmark, at man har nogle rettigheder og et sted, hvor man kan få beskyttelse, siger hun.

Generelt synes Khalila, at der bliver talt for lidt om voldens konsekvenser blandt etniske minoriteter.

- Der skal oplyses om, at et slag ikke bare er et slag. Det kan medføre nogle psykiske konsekvenser mange år efter.

Khalila er kvindens rigtige navn, men hendes efternavn er udeladt af hensyn til hendes sikkerhed. Af samme grund er billederne af hende slørede. Redaktionen kender hendes identitet.