Det man først forstår, når man står i det

De fleste nybagte forældre oplever, at det, der er sværest at forudse, ikke handler om bleer, søvn eller mælkemængder, men om sig selv. Om identiteten, kroppen, parforholdet og det mærkelige, skrøbelige følelsesliv, der følger med. Om den blide eksplosion af kærlighed og samtidig en tyngde, man ikke altid kan sætte ord på.

Mange beskriver, hvordan de blev overraskede over, hvor fysisk og følelsesmæssigt overvældende starten var. Hvordan det hele skiftede karakter, også det indre landskab. Nogle ville ønske, de havde vidst, at det er normalt at føle sig ved siden af sig selv. At det ikke er farligt at være i tvivl. At det godt må føles ensomt, selv når man ikke er alene.

Andre fortæller, at de ville ønske, de havde forstået, hvor lidt styr man behøver at have på det hele. At barnet ikke kræver perfektion, men kontakt. At det er okay at være uerfaren. At man gerne må finde sin egen vej også selvom den ikke ligner det, man troede, man ville gøre.

Det man ikke sagde højt

Flere peger på, at det sværeste var at turde indrømme, hvordan man havde det. At man følte sig flad, vred, ked af det eller tom. At det føltes, som om alle andre klarede det bedre. At man troede, man var den eneste, der ikke var lykkelig hele tiden.

Og måske er det netop det, man ville ønske, nogen havde sagt: At det er normalt. At det er en stor omstilling. At man godt må være i chok over, hvor voldsomt det hele føles. At man ikke mister sin kærlighed af at sige, at det er hårdt.

De små råd, der gør en stor forskel

Blandt de mange refleksioner går nogle enkle erfaringer igen:

• Sænk barren. Det vigtigste er ikke, hvordan du gør det, men at du er der.
• Accepter forandringen. Det hele bliver anderledes. Også dig. Det er ikke forkert.
• Tag imod hjælp. Du behøver ikke klare det hele selv.
• Sov, når du kan. Spis, når du husker det. Græd, hvis du trænger.
• Du må gerne savne dig selv. Det betyder ikke, at du ikke elsker dit barn.

En ny version af dig selv

Det, forældre ofte vender tilbage til, når de ser tilbage på den første tid, er ikke de praktiske ting. Det er ikke hvor længe baby sov ad gangen, eller hvor mange gange man fik tøjvasket. Det er blikket fra barnet. De første smil. Følelsen af at være uundværlig, også selvom man følte sig helt ny i rollen.

Og så er det lettelsen, når man opdager, at man ikke er alene. At det faktisk er helt normalt ikke at føle sig normal.