Familieliv
17. maj 2023

De holder en lang pause, da de bliver spurgt, hvad der har ført til krise i deres forhold

Abdel og Souad tager ud og holder foredrag sammen og taler om at flygte fra et land og falde til i et andet. Om at skamme sig over sine anderledes forældre. Og som mor at have så travlt med at lære alt det nye, at man kan glemme at være den mor, man gerne vil være. Og de elsker hinanden, forresten.
Af: Stinne Kaasgaard og Britta Bjerre
Mig_og_min_mor

Foto: Mathilde Schmidt

Hvad er jeres forholds styrke?

Souad: Vores forhold har på en måde ikke ændret sig, fra da Abdel var lille, og til nu. Vores udgangspunkt har fra starten været kærlighed. Fra mor til søn, og fra søn til mor.

Abdel er en meget kærlig person. Lige fra han var lille, har han udvist et ansvar over for os som familie. Både os forældre og over for sine tre yngre søskende.

Abdel: Min mor synes, jeg har været den tredje forælder altid. Når hun siger det, handler det om, at jeg blev opdraget med “tillid og frihed”. Der var hurtigt en accept af, at jeg godt måtte udfordre, hvordan vi gjorde tingene. Naturligvis med respekt for mine forældre og det, de kom fra. Stille og roligt, ikke?

Andreas, min mand, og jeg siger faktisk begge om vores respektive familier, at vi har taget mange små oprør i stedet for ét stort opgør.

https://imgix.femina.dk/2023-05-02/41.jpg

Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha

Souad: Når man kommer til et fremmed land som flygtninge og som forældre og skal bosætte sig, har man så mange tanker og ting at tage sig af og forstå. Nye traditioner, sociale koder. Det har Abdel været god til at hjælpe os med.

Jeg var gengæld ikke altid så opmærksom på, hvad Abdel havde behov for. Jeg købte måske to trøjer til ham og tænkte ikke på, at han havde brug for fire, fordi der var så meget andet, der fyldte mine tanker.

Abdel: Derfor begyndte jeg at arbejde og tjene mine egne penge, for så kunne jeg selv købe det tøj, der lignede mine danske kammeraters. Jeg har arbejdet, siden jeg var 11, hvor jeg gik med aviser. Sådan løste jeg problemerne selv, så jeg ikke skulle belemre mine forældre med det.

Hvordan ligner I hinanden?

Abdel: Vi elsker mad begge to og taler meget om mad. Vi er også gode til at holde fester. Der er ikke en eneste lejlighed, der ikke bliver markeret. Jeg fylder 40 til sommer, og noget af det første, min mor spurgte om, var: Har du fundet ud af, hvad du vil servere?

Souad: Og jeg tilføjede straks: Hvis du vil, så kom endelig, og hold festen i vores have!

Abdel: Vi kan begge godt lide, at fester foregår hjemme hos os selv.

Hvad har ført til kriser i jeres forhold?

Tavshed. Længe. En ryster på hovedet (mor). En tager en dyb indånding (søn). Og så ...

Abdel: Jamen, selvfølgelig mit udspring.

Souad: Det var et chok for os, da Abdel kom og fortalte om sin homoseksualitet. Det var noget, jeg måtte tænke over i flere dage. Dengang vidste jeg ingenting om det emne. Men krise var det ikke. Vi var ikke uvenner. Jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor vi har været uvenner hen over flere dage.

Abdel: Men det var en indre krise for mig. Jeg vidste aldrig, hvordan min mor og far ville reagere. Og der har været så mange udspring i det for mig. Ét er at springe ud og acceptere sig selv. Det næste er at gøre det over for vennerne. Og over for familien.

Og så en dag at præsentere en mand. Og én, man vil giftes med. Og have barn med. At gå ud i offentligheden med det var også en svær ting. Hver gang der har været en ny milepæl at præsentere for min familie, har jeg med bævende hjerte tænkt: Gad vide, hvordan det her ender? Men det er jo altid endt godt.

Om Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha

Souad Taha, født i Beirut i 1960, flygtede som statsløs palæstinenser fra Libanon til Abu Dhabi og videre til Danmark i 1984 sammen med sin mand og søn.

Bor i Ølstykke med sin mand, er dagplejemor, aktiv som frivillig i flygtningearbejdet i Egedal Kommune og foredragsholder.

Abdel Aziz Mahmoud, født i Abu Dhabi i 1983. Journalist, tv-vært, foredragsholder.

Bor på Vesterbro med sin mand og datteren Ava, der snart fylder et år.

Hvad irriterer jer mest ved hinanden?

Souad: Ingenting. Der er så meget kærlighed, tillid og respekt fra Abdels side, at han må sige og være, lige som han har lyst til. Han driller mig altid. Og jeg kan rigtigt godt lide hans drillerier. Nogle gange, hvis han har været hos os en time, og han ikke har drillet mig endnu, kan jeg blive helt bekymret og må lige høre: Sig mig, har du det godt, Abdel?

Abdel: Stop nu, mama. Du siger jo, at hvis jeg er sød og venlig, tror du, at jeg er syg (latter). Men hvorfor driller jeg? Nok fordi hun tager så godt imod det. Det er også lidt befriende, at nogle af de ting, jeg driller med, var ting, jeg skammede mig over som yngre.

Grammatiske fejl, eller at hun serverede rødbeder til andestegen og troede, det var rødkål. Den slags indforståede danske ting, hun ikke lige havde fået styr på endnu. Dengang syntes jeg, det var pinligt, i dag synes jeg jo bare, det er sjovt.

Artiklen blev første gang udgivet i femina uge 19, 2023.

Læs mere om:

Læs også