Medina gravid mor
Familieliv

Da Medina blev mor, skete der noget: "Vi er jo ikke udødelige eller guddommelige. Men vi har det godt"

29. april 2022
af Stinne Kaasgaard
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Efter 15 år med stor succes og lige så store personlige kriser, der har været ved at rive tæppet væk under hende, venter Medina nu sit andet barn. Rollen som mor har givet hende den ro, hun i mange år har søgt.

Hvem er Medina, når hun ikke står på scenen eller ufrivilligt optræder på forsiden af kulørte blade?

Kan det være, at hun i virkeligheden er for følsom til at være popstjerne? Eller har hun, efter hun er blevet mor, omsider fundet den ro, hun altid har længtes efter?

I et stort interview i det kommende Femina, fortæller Medina om stalkere, pressehetz og sammenbrud og om, hvordan det har påvirket hende fysisk og psykisk at leve det liv, hun har levet de seneste knap 15 år.

Men også om, hvad det har givet hende at blive mor til sønnen Tyler fra 2021.

– Det vildeste, der er sket, ved, at jeg er blevet mor – ud over jeg har fået verdens dejligste unge – har været, at jeg har frigjort mig selv. Jeg har aldrig elsket mig selv mere, end jeg gør i dag. Der er kommet en sindssyg ro i mit liv, siger Medina.

Bag om Medina

Dokumentarfilmen “Medina” og dokumentarserien “Medina – hele min historie” er instrueret af Kaspar Astrup Schröder. Han og Medina samarbejdede første gang, da han skød coverbilledet til singlen “Kun for mig” i 2009.

Dokumentarfilmen kan ses i udvalgte biografer fra 3. maj, mens serien kan ses på Kanal5 eller streames på Discovery+ fra 5. maj.

Medina mødte sin mand, Malo Chapsal, i 2018, og to år efter blev hun gravid med Tyler. Han er 14 måneder nu og holder hende stadig vågen om natten, fortæller hun.

Men det er faktisk det eneste svære, hun kan fremhæve ved at at være mor til en étårig. Det, og så at amme ham 17 gange i døgnet de første otte måneder.

– Selvfølgelig har det da været skidesvært, og der har været nogle ting, vi har skullet lære at navigere i, og som vi stadig er i gang med at lære, fordi Tyler kun har været ude af min mave i et år.

– Selvfølgelig har vi været pressede, når vi ikke har sovet – vi er jo ikke udødelige eller guddommelige. Men vi har det godt det meste af tiden, siger Medina, der er gravid i 8. måned med sit andet barn.

Vejen til den ro, hun oplever i dag, har imidlertid ikke været uden bump på vejen.

Medina blev en af danmarkshistoriens største popsensationer, da hun i 2009 slog igennem med "Kun for mig", "Velkommen til Medina" og "Er du ensom", og siden har hun haft en karriere, de færreste musikere tør drømme om.

Men succesen har haft store konsekvenser for hende. Det fortæller hun om i dokumentarfilmen "Medina" og en dokumentarserie i otte afsnit, "Medina – hele min historie", som begge har premiere den kommende uge.

Medina gravid mor
Nikolaj Thaning Rentzmann

– Mit behov for at fortælle folk, at jeg er et menneske, er kun blevet større med årene, fordi jeg i stigende grad er blevet fremmedgjort i medierne.

– Det blev mere og mere okay for dem at gøre mig til til noget, jeg ikke er, siger hun om baggrunden for dokumentarfilmen og -serien, som begge er skabt af instruktør Kaspar Astrup Schröder.

Læs mere i det store interview med Medina, hvor hun også fortæller om at abortere på grund af stress, om mediehetzen efter bruddet med Christopher og om at smide alt, hvad hun har i hænderne for sin psykisk syge lillesøster.

Femina nr. 18 udkommer 5. maj.

Læs også