Da Carlo blev født, var Filippo ekstatisk. Men pludselig hørte han sig selv sige: “Kan man ikke aflevere ham tilbage?”

De varme stråler vand rammer Marias hud. Badet er et sted, hvor hun kan få lov til at ånde og for en kort stund passe sig selv. Freden afbrydes af skingrende gråd fra stuen. Maria slukker for vandet og skynder sig ind i stuen. I krybben ligger deres nyfødte søn Carlo og græder. Ved siden af sidder Filippo. Som forstenet stirrer han tomt ud i luften.

“Hvorfor fanden gør du ikke noget?” råber Maria, mens hun tager Carlo op i sine arme.

Carlos gråd har lammet Filippo. Kan det virkelig være rigtigt, at han ikke kan tage sin egen søn op, når han græder? Filippos verden bryder sammen.

Han styrter ud mod gangen og sparker med al sin kraft til døren op ind til soveværelset op. Tankerne er så grumme, at hans frustrationer må ud på den ene eller anden måde. Filippo vælter tøjskabet, og der ender med at være tøj over hele værelset. En af de mange sutteflasker kaster han hårdt mod væggen, så mælken splatter ud over gulvet.

Maria kan ikke trænge igennem til ham og stoppe ham.

“Pak en taske og find et andet sted at være, for du kan ikke opføre dig sådan herhjemme!” Siger hun bestemt til ham. Denne version af Filippo kan hun ikke genkende. Denne mands handlinger frygter hun.

Filippo gør det, Maria siger, og tager ud til sin søster for at overnatte.

Han kan ikke huske meget fra den aften, men han kan heller ikke helt fortrænge den. Episoden står som det mest voldsomme eksempel på den depression, han gik igennem.

Da Carlo kom til verden sidste år, var Filippo Campeotto ekstatisk. Men livet som far var slet ikke som forventet. For Filippos vedkommende endte det med en efterfødselsreaktion, hvor en depression overtog hans tanker og til sidst hele hans liv.

En graviditet for to

Da, de to streger lyste op på den lille hvide graviditetstest, blev Maria og Filippo spændte på deres kommende familieliv. De skulle være en familie på fire og ville omsider få deres første barn sammen.

Graviditeten er som regel en lang proces, hvor manden står på sidelinjen, indtil den dag baby kommer. Men sådan skulle det ikke være for Filippo. Han gik all-in på det at være gravid. Han hentede mad til Maria, cravede det samme som hende, købte alt fra legetøj til barnevogn – alt tænkeligt udstyr, og fulgte med i babys udvikling på en app.

Maria havde prøvet livet med spædbarn før, da hun allerede har en datter.

“Du har ingen ide om, hvad der kommer til at ske,” sagde Maria til Filippo. Maria forsøgte virkelig at få Filippo til at forstå alvoren i det at få et barn.

“Nej, men jeg glæder mig alligevel. Lad nu vær med at tage glæden fra mig.”

Så kom dagen, de havde bygget op til i ni måneder. Det var en kæmpe forløsning. Endelig var Carlo kommet til verden. Endelig kunne Filippo holde ham, selvom han næsten ikke turde løfte ham op.

– Fødslen var det største, jeg nogensinde havde været med til. Det var næsten afhængighedsskabende.

Men Filippos billede af, hvordan det var at være far, krakelerede hurtigt efter det.

– Jeg havde en skør ide om, at når baby kommer, så er det bare smil, glade dage og high fives. Men sådan skulle det vise sig ikke at være.

Glæden ved at komme væk hjemmefra

Efter fire timer på hospitalet kunne den lille familie tage hjem. Filippo tog den første måned af Carlos liv hjemme med både barsel og ferie. Selvom det var en hård måned, hvor Carlo døjede med kolik og skreg meget, levede de i en babyboble.

Da Filippo startede på arbejde igen, viste de første tegn på efterreaktionen sig. Som nybagt far ville man måske glæde sig til at komme hjem til sin familie efter arbejde. Sådan var det ikke for Filippo. Han ville først hjem fra arbejde, når børnene var blevet lagt i seng.

– Jeg kom ind på kontoret og sagde ting som ’der er ingen babyer her, hvor er det skønt!’ Det grinte vi af på kontoret.

Den slags kommentarer kom der flere af. Filippo kom sent hjem om aftenen, begyndte at drikke en øl eller to i smug, og hjalp ikke meget til med babyen. For når han forsøgte at hjælpe, var der ingen reaktion fra Carlo. Ingen kommunikation, ingen kontakt. Intet smil.

– Jeg forstod ikke, at der kunne ligge denne her lille baby, som jeg blødte for, svedte for, græd for. Uanset hvad jeg gjorde, så lå han bare og skreg. Når der så var stille, så håbede jeg på at få et smil, men det kom slet ikke. Det var som at kaste energi ned i et sort hul. Al min positive energi røg i den baby.

Efter halvanden måned begyndte Filippo at være så frustreret, at han sagde ting som:

“Jeg gider ikke det her alligevel. Jeg elsker ham ikke. Kan man ikke aflevere ham tilbage? Det var nemmere, da vi ikke havde ham.”

Så begyndte vredesudbruddene at starte. Han kastede med ting, smadrede ting, smækkede med dørene. Maria var nødt til at sætte foden ned, for hun kunne mærke, at hun frygtede Filippos reaktioner og det, de kunne medføre.

Mand i forfald

Efterreaktionen blev stærkere og overtog langsomt Filippos sind. Han vidste godt, at det ikke var ham selv, der talte, men depressionen. Det var ikke tanker, der hørte hjemme i Filippos hoved.

Når han stod der med Carlo liggende foran ham, grædende, hylende, endte hans tanker et meget mørkt sted.

“Jeg ville ønske, jeg kunne kyle ham ud af vinduet, bare så jeg kan få ro.”

– Jeg var skubbet helt ud over kanten. Det var nærmest som om, der var en dæmon i mit hoved. Jeg var så forladt, at jeg stod og overvejede, om den tanke, jeg havde, ville blive ført ud i livet.

Han havde ikke lyst til at fortælle Maria om sine tanker. Han følte ikke, at der var nogen grund til at skabe en frygt for noget, han inderst inde godt vidste, aldrig ville ske. Men Maria blev lukket ind. Hun så, hvordan den mand, hun elskede, stoppede med at passe på sig selv. Han stoppede med at gå i bad, spiste ikke, gik ikke til frisøren, lod skægget gro langt og vildt.

– Jeg fik lyst til at tage mine ting og smutte, så måtte jeg bare være enlig mor. Men når det handler om børn og familie, giver man ikke op, fortæller Maria.

Et eller andet sted, ønskede Filippo, at Maria bare ville give op, tage børnene og forlade ham. For hans tanker om at skade Carlo blev stærkere dag for dag. Det påvirkede hele familien. De kunne alle mærke, hvor ondt han havde indeni.

– Jeg kunne ikke overskue at være mig selv, så hvordan skulle jeg kunne overskue at være far?

Hjælpen findes

Filippo og Maria blev screenet for fødselsdepression og -reaktion både før og efter fødslen. Ingen af dem slog ud i første omgang. Filippo slog ud efter 2,5 måned. Parret vidste allerede, at der var noget galt, men nu kunne han behandles for den depression, der havde udviklet sig.

Filippo var til flere lægebesøg, kom på medicin og sygemeldte sig fra sit arbejde i to måneder. Han fandt familieterapeuten Torben, der før havde behandlet fødselsdepressioner og -reaktioner – med mænd i stolen. Særligt samtaleterapien spillede en stor rolle i at få Filippo tilbage.

”Det har hjulpet mig at være væk hjemmefra, få støtte og support. Det har hjulpet mig fra de helt mørke tanker at være på antidepressiv medicin, men vigtigst af alt har været at få terapihjælp. Det har været overskyggende. Man skal tale det ihjel, som Maria plejer at sige. Og så skal man ikke være bange for at sige, at man har brug for hjælp – heller ikke som mand.”

Torben gav Filippo små opgaver med hjem. Det var bedre at få dem fra ham, end få dem som en løftet pegefinger fra Maria. Det kunne være han skulle give Carlo et bad, gå en tur med ham i barnevognen eller skifte en ble. Helt basale forældreopgaver. Men det hjalp, og Filippo begyndte at glæde sig over rollen som far til Carlo.

”Jeg har lært, at for hver gang, jeg har sagt, hvor dårligt jeg har det, har jeg fået det lidt bedre,” fortæller Filippo og følger op ”hvis Maria ikke havde reageret, som hun gjorde dengang, havde jeg ikke været en del af familien i dag.”

”Jeg har ikke kunnet kræve mere af Filippo, end han reelt har kunnet give. Det handler om at være overbærende og forstå processen, man går igennem – for den er lang. Det går ud over mange flere, end man egentlig tror. Jeg tror, det er de færreste familier, der kan gå alene gennem det her,” siger Maria.

Nu er det lidt over et år siden Carlo blev født. I dag føler familien sig første gang frie. Maria er ikke længere bange for at lade Carlo være alene med Filippo. Og der hersker ikke længere tvivl, om hvorvidt Filippo elsker Carlo. Det gør han. Hver eneste dag.