
Christopher forlod Cecilie og børnene for at jage succesen: Nu fortryder han

Foto: Hanne Juul
I 2023 sparkede Christopher døren til det store udland ind. Han sprang ud som skuespiller i Netflix-filmen ”A Beautiful Life”, som fik enorm international opmærksomhed. Blot få måneder forinden var han blevet far for anden gang.
Men toget havde kurs mod succes, så han valgte at stige på og forlod familien for at tage på verdensturné. I et halvt år var han stort set ikke hjemme.
Det fortryder han nu.
YouTuberen Rasmus Søndergaard har fulgt popstjernen i 24 timer, og undervejs kommer Christopher ind på den hårde periode, som fik ham til at ændre kurs.
- Det gjorde mig mæt på en måde, som jeg aldrig havde været mæt før, fordi det var så hårdt, og jeg savnede dem så meget.
- Jeg ville helt klart have gjort nogle ting om og sagt nej til nogle ting, og der er nogle ting, jeg fortryder. Jeg gik glip af rigtig meget, så jeg synes, den pris var lidt høj i forhold til, hvad jeg fik.
Han erkender dog, at det var noget, han skulle igennem for at finde ud af, at lykken ikke ligger i at være en feteret verdenskendt popstjerne.
- Jeg skulle ud og mærke ”Okay, nu er det ægte ikke sjovt, nu vil jeg rigtig gerne hjem”. Det skulle jeg ud at mærke, for at jeg kunne ændre kurs og være sådan: ”Det gør jeg i hvert fald aldrig igen”. Så det var rigtig fedt at komme hjem og bare kunne mærke, at det er dét her, der er meningen.
Han lægger ikke skjul, at han altid har drømt om og stræbt efter det store internationale gennembrud, så da døren pludselig åbnede sig, blev han nødt til at gå efter det.
Men han opdagede samtidig, at han blev grådig. Tilfredsstillelsen udeblev og mere ville bare have mere, indrømmer han.
- Da jeg så kom hjem, kunne jeg mærke, at guldet er lige her.
Nu tager han aldrig afsted mere end tre uger ad gangen.
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:
Udvalgt indhold

Hannes skjorte var våd af sved, da hun stod foran bestyrelsen. Nu har hun en vigtig dagsorden

Er du i et forhold og har fået et crush på en anden? Det her skal du være opmærksom på, siger parterapeuten
