https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/boernefamillie/emmagad2prim.jpg
Familieliv

Børneopdragelse - del 2: Krise på legepladsen

17. november 2014
Af Camilla Rosenlund. Redigeret af Anne Romanelli
Glipper den perfekte børneopdragelseopdragelse indimellem derhjemme, går det nok. Det er straks værre, når du skal håndtere krisen, mens andre kigger på. Her får du eksperternes råd til, hvordan du tackler typiske hverdagskonflikter i offentligheden...

Vi har fundet ni klassiske konflikter fra hverdagen og spurgt børneekspert Charlotte Højlund og familierådgiver Lola Jensen, hvordan du håndterer situationen bedst muligt.

3 kriser på legepladsen

En tur på legepladsen er noget af det hyggeligste, du kan foretage dig med dit barn. Lige indtil dit eller andres børn laver ballade, så du pludselig befinder dig midt i en krigszone.

Konflikt i sandkassen

Dit barn leger i sandkassen med et barn, du ikke kender. Pludselig bliver dit barn vred over, at det andet barn har taget et stykke legetøj, der lå mellem dem, og kaster en skovlfuld sand i hovedet på ham.

Charlotte Højlund: Små børn kan godt forstå, at der er noget, de ikke må. Så tag fat i dit barns arm og forklar, at 'det må man ikke'. Du kan sige, at det andet barn bliver ked af det, når det får kastet sand i øjnene. Din rolle er at fungere som en mægler.

Lola Jensen: Lad være med at skælde ud eller forlange undskyldninger fra dit barn. Nøjes med at fortælle dit barn, at hun ikke må kaste med sand og lige skal sidde lidt hos dig. Efter lidt ro hos dig siger du: "Kom, så leger vi videre."

Utålmodig på rutsjebanen

Dit barn bliver utålmodigt i køen til rutsjebanen. Hun springer over i køen og klatrer efter endt rutsjetur op af rutsjebanens sliske i stedet for at stille sig om i køen.

Charlotte Højlund: Her skal du fjerne dit barn og forklare, at man skal stå i kø, før man kan prøve igen. Børn skal tit have fortalt det flere gange. Så du bliver nødt til at være tålmodig.

Lola Jensen: Tag dit barn ved hånden, før hende tilbage i køen og forklar hende, at hun skal vente, til det er hendes tur igen. For at I ikke skal fortsætte i en uendelighed med at hoppe ind og ud af køen, bør du kun gentage to gange. Herefter tager du hende væk fra rutsjebanen og laver noget andet i en tid, inden I vender tilbage og rutsjer videre.

Det stjålne legetøj

Din pige har sin nye løbecykel med på legepladsen. Da hun stiller den fra sig for at lege med noget andet, er der et andet barn, der låner den og kører rundt på den.

Charlotte Højlund: Forklar dit barn, at det får cyklen tilbage, når det andet barn er færdig med at låne den. Børn bliver meget påvirkede af forældrenes tone og udstråling, så hvis du bevarer roen, vil dit barn også gøre det. På den måde kan dit barn lære, at man godt kan dele ting.

Lola Jensen: Det er din opgave som voksen at passe på dine børns ting. Går dit barn fra sine legesager, er det en god ide at indlede dialogen om at låne hinandens ting på dette tidspunkt. Henled dit barns opmærksomhed på det andet barn og hjælp dem med at lave en låneaftale.

Læs også