Familieliv

Blog: Om at få brysterne tilbage

af Janni Thuesen 12. september 2010
Foto: Privat
Journalist Janni Thuesen blogger om at blive mor for første gang... Behøver vi sige mere?

Nok er min guldklumps to små, hvide bisser i undermunden noget af det kæreste, når han blotter dem i et kæmpe smil. Men når de låser sig om brystvorten i et intenst sug, så er det *** med hyggeamningen!!! Men hvordan få man lillemanden vænnet fra brystet. Og hvad med moren - kan hun gennemføre en kold tyrker?

Det er lige før, jeg ikke husker de første par uger efter fødslen, hvor amningen var så svær for mig. Jeg havde det helt forfærdeligt med, at vores baby var så afhængig af mig 24/7.

Det var svært at få ham til at tage fat. Det var svært at vide, om han fik mad nok. Det var svært at gå nogen steder uden ammepuden. Det var svær at amme, når vi havde gæster. (Hvilket vil sige hele tiden, det første stykke tid.) Det var svært at være den, der skulle putte sønnike hver aften, fordi det krævede et bryst. Jeg hadede, at jeg aldrig vidste, hvornår han havde brug for mig, men bare skulle stå klar på sidelinjen. Hele tiden.

Janni Thuesen

JournalistSønderjyde, nytårsbarn, pseudotvilling gennem 32 år.Mor til Villi på første år. (Feb. 2010)Livet er fyldt med nye udfordringer...

Det var egentlig først for godt to måneder siden, da min lille purk rundede de fire måneder og begyndte på at få grød, at det gik op for mig, at den følelse var forsvundet. Pludselig savnede jeg vores fælles stund. Og det var jo, fordi det pludselig gik op for mig, at grøden var det første skridt (om end han er meget langt fra at gå) væk fra mig. For da grøden kom, måtte nogle af døgnets mælkemåltider gå. Og selv jeg kunne regne ud, at det var et spørgsmål om tid, før han slet ikke behøvede mig mere for at få sulten og tørsten stillet. Og det var en underlig erkendelse.

Min drengs afhængighed af mig var nemlig blevet til en gensidig afhængighed af hinanden. Jeg har jo lært at leve med, at jeg ikke kan gå nogen steder uden baby. At hente ham om natten og falde i søvn sammen, mens han stadig hænger ved brystet. At jeg kan gøre ham glad og tilfreds ret hurtigt og nemt efterhånden…

Og nu hvor den mælkehvide stråle skal kappes, så føles det underligt og så uigenkaldeligt.

Men beslutningen er endelig blevet taget. I går gav jeg den sidste tår - efter at have overvejet det i godt en måned. Besluttet at stoppe, men så liiige forlænget en weekend…en uge..to uger... Der var altid lige en god grund til at blive ved. Men som med rygning, så fandt jeg ud af, at der blev nødt til at ske et clean cut. Jeg måtte tage mig en kold tyrker. Ellers er jeg ganske sikker på, at min dreng med stor sandsynlighed også ville hænge i bh'en om endnu seks måneder. Og det kan også være den rigtige løsning for nogle. Men ikke for mig.

Nu tager jeg igen små skridt ud. Tager et glas rødvin uden at tælle timer til næste amning. Nyder min morgenkaffe uden, at det går ud over lilleprinsens mave. Og farver mit hår med god samvittighed. Det blev en halvlunken tyrker, da det tog det meste af en måned at tage beslutningen. Og en ny spand iskoldt vand hver dag, når farmand putter drengen med en lunken dunk mælk. Det bliver min tur igen til at putte, når mælkekirtlerne er lukket til og abstinenserne ditto har lagt sig. Det glæder jeg mig til. Indtil da nyder jeg min nyvundne "frihed".