skærebræt
Liv

Eksperten advarer: Så mange bakterier lever der i dit skærebræt

20. december 2023
Af Ebba S. Dahlman, femina.se. Oversat af redaktionen
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Marie-Louise Danielsson-Tham, professor i fødevarehygiejne, var for nylig på besøg i det svenske tv-program "Nyhetsmorgon" for at fortælle om hygiejne i køkkenet – og hun havde en skarp advarsel med.

– I hver revne er der mellem en million og ti millioner bakterier. Måske er det alligevel ikke så hygiejnisk, sagde Marie-Louise Danielsson-Tham, professor i fødevarehygiejne, da hun gæstede et svensk tv-program og havde køkkenhygiejne på dagsordenen.

Som ekspert på emnet manede hun en myte i jorden og advarede om ét specifikt køkkenredskab, som i værste fald kan få helbredsmæssige konsekvenser.

Det drejer sig om skærebrættet – mere specifikt træskærebrættet. Marie-Louise Danielsson-Tham forklarede, at træskærebrættet trods den almindelige opfattelse ikke er såkaldt "selvrensende".

Når skærebrættet bruges hyppigt, og når træet ældes, opstår der revner i træet. Og det er netop disse revner, der gør skærebrættet sundhedsfarligt at bruge.

– Hvis man har haft kylling på skærebrættet, er der stor risiko for, at farlige bakterier sætter sig fast i sprækkerne, siger professoren.

Når skærebrættet efterfølgende bruges til at skære råvarer såsom brød og grøntsager, som ikke skal varmebehandles, risikerer disse bakterier at blive overført til os mennesker via maden.

I Sverige er ehec-bakterien (associeret med råt kød) blevet mere og mere almindelig. Bakterien er mere smitsom end salmonella og kan give voldsomme mavesmerter og diarré.

Ifølge Marie-Louise skal der så lidt som ti ehec-bakterier til, før en voksen person bliver syg.

Hendes løsning på problemet er kun at bruge de trendy træskærebrætter til at skære brød.

Derudover forklarer professoren under indslaget, at træskærebrættet på trods af sit flotte udseende har mange ulemper. De kan blandt andet ikke vaskes i maskinen, og bakterier kan ikke fjernes manuelt, medmindre du skyller det i 60 graders vand i mindst 30 minutter.

Selv da er det svært at rense sprækkerne, hvor bakterierne trives. Det demonstrerer Marie-Louise ved at vise en bakteriekultur, der er spiret, efter hun kørte en steril vatpind ned i en revne.

Her var der mellem en million og ti millioner bakterier.

Hun anbefaler i stedet at bruge plastikskærebrætter. De er måske mindre miljøvenlige, men det er unægteligt et mere hygiejnisk alternativ.

Derudover synes hun, at man skal have skærebrætter i forskellige farver for at signalere, hvilken der bruges til kød, til fisk og til grøntsager – og dermed skelne mellem disse tre almindelige fødevarer.

For at være på den sikre side bør du også skifte skærebræt ofte.

– Måske kan man skifte det to-tre gange om året, siger Marie-Louise Danielsson-Tham.

Denne artikel blev første gang bragt af femina.se. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også