”Det føles forkert at sige, man har et barn, når man står på en natklub og tager coke”

Når Sandra Vitayarat kigger på sin 16-årige datter og forstiller sig, at hun skulle foretage sig nogle af de ting, Sandra Vitayarat selv gjorde, da hun var på den alder, ryster hun på hovedet.

– Jeg kan godt se, at jeg var rimelig weird for min alder.

Selvom det vel er en slags standardreaktion for enhver forælder, var dansk-thailandske Sandra Vitayrats ungdom – og barndom – ikke som de flestes.

Hun har altid været en ”powerhouse-agtig” person, som hun formulerer det, og i en sen alder fandt hun da også ud af, at hun havde ADHD.

Det gode ved det er, at hun altid har haft et entreprenant drive udover det sædvanlige og tidligt formåede at få hul igennem med sit kunstneriske virke under navnet Mendoza.

Sandra Vitayarat var imidlertid heller ikke særlig gammel, da hun opdagede, at hun var gravid med sin ældre kæreste.

Det var ikke planlagt, men de var meget forelskede, og derfor besluttede de, at de skulle have barnet.

– Jeg kan huske, jeg var nede på den bar, der hed Flisen, sammen med en masse af min kærestes venner. Jeg drikker en stor fadøl og kan mærke, at det gør ondt i min mave. Jeg siger det til min kæreste, og så begynder samtalen først at handle om abort, men så ændrer samtalens stemning sig og bliver mere cute, fordi vi var så forelskede, siger Sandra Vitayarat.

Dagen efter købte de en graviditetstest.

-Jeg husker, at jeg kommer ud af toilettet, og jeg kan ikke lade være med at grine. Måske fordi der er konsensus om, at ja, det er det der skal ske. Det var faktisk fedt. Jeg kan stadig mærke følelsen i kroppen.

I dag er Sandra Vitayarat 32 år gammel, hun har to børn og så er hun aktuel med et nyt album – det første under hendes nye navn Vita Dosa.

Det er derfor, vi mødes med hende i hendes lejlighed på Vesterbro. Albummet er nemlig et coming of age-projekt, der tager udgangspunkt i hendes barske barndom på bunden af samfundet – og de nedarvede mønstre, der var med til at gøre hende ”uperfekt som mor.”

Hun er godt klar over, at der ikke er særlig mange i den brede befolkning, der kan spejle sig i hendes historie, men hun vil gerne fortælle den.

– Så kan de i det mindste lære at se en side af samfundet, som de ikke kender.

På natklub som 7-årig

Sandra Vitayarat voksede op på Istedgade sammen med sin far og sin storebror, dengang gadebilledet stadig bar præg af junkier, pornobutikker og ”meget visuel dårligdom”, som hun selv siger. Hendes mor flyttede væk, da hun var helt spæd, og meget af hendes barndom var ustabil og rodet på grund af farens misbrug.

Allerede som 7-8-årig var Sandra Vitayarat med, når han tog på natklub på Vesterbro, hvor hun blandt andet fik tiden til at gå med at sælge hjemmelavede uv-armbånd til de andre gæster.

Ofte fik hun flere hundrede kroner for sine ting, når gæsterne forbarmede sig over hende.

– Jeg fandt tidligt ud af, at jeg var god til at indkassere. Jeg er en hustler, og jeg har altid haft det der gen, husker Sandra Vitayarat.

Som 11-årig blev hun introduceret til alkohol og kokain af sin far, og der gik ikke længe, før hun begyndte at hænge ud og feste med ældre venner fra Ungdomshuset, hvor pot og alkohol var en del af kulturen.

– Når jeg tænker tilbage på min opvækst, så er det altid gråvejr og tåget. Det var det jo ikke, men det er sjovt, hvordan minder kan blive fuldstændig farvet af, at ens indre stemning er sådan, siger hun og fortæller, at den stemning har haft stor indflydelse på hendes æstetik som artist.

Som 14-årig flyttede Sandra Vitayarat hjemmefra og boede alene i en lejlighed i Valby, som hun spraymalede overalt og delte med en kælerotte, der løb frit rundt og bed hende i tåen om morgenen. Det var meningen, at hendes far skulle bo med hende, men han kunne ikke og flyttede hjem til sin mor på Istedgade.

– Min lejlighed var virkelig slummet, men jeg var jo ikke særlig gammel og vidste ingenting. Hver måned fik jeg 500 kroner af min far og farmor at leve for, og det første, jeg gjorde, var bare at købe en kasse øl og så finde ud af resten. Jeg var mest bare derhjemme og var sulten.

I den periode startede Sandra Vitayarat sit eget modelbureau ved at hverve unge piger på det hedengangne MySpace, som hun arrangerede photoshoots for og lavede kommercielle aftaler med.

For eksempel blev de hyret til at danse i vinduerne i Fona-butikken på Strøget for at promovere et nyt album fra ACDC. Et event, Sandra Vitayarat også selv deltog i.

– Vi havde kun undertøj på. Det var ligesom Cult-pigerne før Cult-pigerne. De vidste ikke, at vi kun var 14 år, det havde jeg jo ikke sagt, men der var ingen, der tjekkede op på det.

Selv oplevede Sandra Vitayarat det hele som spændende. Hun drømte om at blive club kid, og hun glorificerede festkulturen på en måde, som også endte med at tage overhånd for hende.

Men når hun ser tilbage på det nu, bliver hun frustreret.

– Vi var jo børn. Selvom det var en anden tid, er det skræmmende, at ingen stoppede os, men alle bare så til.

Mor som 16-årig

Da Sandra Vitayarat et par år efter blev gravid, besluttede hun sig for at hanke op i sig selv og få styr på sit liv. I perioden op til var hun begyndt at få kramper i maven, når hun drak, og da det gik op for hende, hvad der var på færde, stoppede hun med at drikke med det samme.

Hun prøvede samtidig at få sit første job og færdiggjorde sin 9. klasse på VUC, alt sammen mens hun fortsat kørte sit modelbureau.

Men livet som mor var selvsagt ikke nemt i en alder af 16 år.

– Det var hårdt. Det sociale pres var virkelig svært, og det blev hurtigt usundt for mig, fordi det eneste, jeg kunne lave med andre 16-årige, var at drikke. De gider ikke komme på besøg og lave ting med ens barn, så jeg var fastholdt i et alkoholiseret miljø med mine venner, som alle sammen var problembørn, stemplet af kommunen.

Sandra Vitayarats kæreste stoppede heller ikke med at feste, og de endte med at gå fra hinanden. Livet som deltidsmor blev ikke nemmere for hende, da hun pludselig et par år senere fik vind i sejlene med den musik, hun havde gået og puslet med.

Det skete nærmest over night, efter hun uploadede sin første sang nogensinde ’Love Druggie’ på YouTube.

– Over en weekend fik den 20.000 plays, og jeg var helt vildt overrasket. Det ville aldrig ske i dag, fordi sådan fungerer internettet ikke længere. Dengang kunne ting gå viralt på en helt anden måde.

På to uger havde hun fået mails fra alle landets store pladeselskaber, og så gik tingene pludselig meget stærkt. Hun røg i rotation på P3, spillede på nogle af de største scener i Europa og optrådte på Roskilde Festival herhjemme. Uden nogensinde at have haft et job stod hun nu i en situation, hvor hun kunne leve af sin musik.

Alligevel græd Sandra Vitayarat stort set hver dag i den periode. Hun var ikke længere sammen med faren til sin datter, og splittelsen mellem at være mor og spille koncerter på Europas natklubber i weekenden ramte hende hårdt.

– Det hele gik så stærkt. Jeg var på autopilot og kunne ikke mærke mig selv. Samtidig føltes det meget som et tabu i musikbranchen, at jeg havde et barn. Der var ret mange, der ikke vidste det.

– Det var et dobbeltliv, jeg levede, for jeg talte ikke om det. Det føltes forkert at snakke om, når man står på Bakken (nu Baggen red.) og tager coke: ”Hey jeg har forresten et barn.” Dagen efter var jeg tilbage og skulle være super ovenpå og tage min datter i Tivoli uden at vise, at der var noget galt. Hold kæft, det var energikrævende at opretholde de to ting.

På et tidspunkt knækkede filmen. Udadtil var Mendoza stadig en fremadstormende furie med et hårdt look og en spicy attitude, men på indersiden havde hun svært ved at slippe af med det misbrug, hun havde arvet hjemmefra.

Sandra Vitayarat droppede sin aftale med Universal Music, der havde presset på for at få flere hits, og hendes privatliv var så tilpas kaotisk, at hun igen havde opbygget et coke-misbrug, der ikke gjorde tingene lettere.

– I stedet for at fikse min situation, søgte jeg hen til et sted, hvor jeg ikke kunne mærke, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg var ikke i stand til at mærke, hvad der gjorde mig dårligt tilpas, men nu er det tydeligt for mig at se, at det der dobbeltliv jo aldrig havde været stabilt.

Corona ændrede alt

For Sandra Vitayarat blev den store pandemi en afgørende kæp i hjulet på det liv, der var ved at spinne ud af kontrol. Pludselig var hun – som alle andre – tvunget til at være derhjemme og til at droppe festerne og musikken.

Samtidig blev hun kærester med sin gamle ven, og det fik hende til at tage livet op til genovervejelse.

– Alt var oppe at vende. Men jeg vidste bare, at min kæreste ville være en god far, og det virkede som meningen, at vi skulle have den oplevelse sammen. Så vi gik for den, befrugtningen. Benene i vejret og sådan nogle ting, og så fik vi et barn sammen. Det var virkelig skønt, og det ændrede fuldstændig min oplevelse af at være mor.

Det er fire år siden nu, og i dag har Sandra Vitayarat ikke længere en oplevelse af, at moderskabet står i vejen for hendes sociale liv eller livet som musiker. Hun hverken drikker eller tager stoffer, og hun indretter bevidst sit musikalske liv efter, hvad der kan lade sig gøre med børn.

– Jeg tager mine børn med i studiet, hvis det giver mening, og hvis de larmer på optagelsen, prøver jeg at se, om jeg kan inkorporere det. Det handler for mig om at være med til at skabe en ny norm for, hvordan man kan være musiker – for det kunne jeg godt selv have brugt, da jeg var yngre.

Med udgivelsen af sit nye album ’Fragile Guardian’, der har været undervejs i 10 år og afspejler hendes rejse ind i moderskabet, står Sandra Vitayarat et sted, hvor hun håber at kunne lukke de kaotiske kapitler fra sit liv og se fremad.

Det betyder også, at hun har et helt andet blik på, hvad succes egentlig er.

– Jeg er vant til at få instant succes. Men nu håber jeg at få meget langsom succes. At bygge mig op over rigtig lang tid og have mig selv med i det.

– Det er måske en mærkelig ting at sige højt for en artist, men jeg drømmer også om at arbejde med musik på en anden måde, lave flere workshops og hjælpe andre med at få en karriere, der ikke nødvendigvis eksploderer med det samme. Succes på dén måde kan ødelægge mere, end det gør godt.