For Charlotte Fich blev det et vendepunkt at fylde 60. Her begyndte hun at se sig selv på en ny måde

"Jeg har altid sagt, at jeg var utålmodig, men nu prøver jeg at vende det om til noget positivt: Jeg er bare lynhurtig! Jeg får virkelig tit ting gjort med et snuptag, og jeg er god til at omsætte energi til noget brugbart".

Ordene siges af skuespiller Charlotte Fich. Hun blev allemandseje for sin rolle i ”Rejseholdet” og har desuden spillet med i et væld af serier og film, blandt andet ”Huset” om et dansk fængsel og ”Rita”.

Nu er hun aktuel i filmen ”Hele vejen”, der følger et brutalt og hårdt bandemiljø i området omkring Nørrebro i København.

Her spiller hun en både empatisk og også bestemt medarbejder i et exitprogram for bandemedlemmer. Det er en film om et hårdt miljø meget langt fra Charlottes eget liv, men samtidig kender hun også til hårdheden selv – om end på en meget andet måde.

– Jeg har oplevet, at folk har sagt til mig: ”Jeg var lidt bange for dig i starten”. Det skyldes nok, at man lige skal lære mig at kende. Jeg siger mærkelige ting nogle gange; jeg kan godt komme til at sige det, man ikke må sige. Det reagerer nogle på, tror jeg. Så synes de, jeg er skarp eller skrap. Men egentlig kommer det af en generthed, som jeg kompenserer for, fortæller Charlotte.

– Når jeg bliver vred, skyldes det, at jeg ikke får sat mig selv ordentligt i spil. Jeg får ikke taget mig tiden til at forklare, hvad jeg egentlig mener, vel? I stedet kommer jeg til kun at sige hvert andet ord for ikke at være til besvær eller fylde for meget. Det har jeg virkelig gjort i mange år. Og så sidder folk jo og kigger på mig og forstår ingenting. Det har fået mig til at tro, at de ikke kunne lide mine forslag eller meninger, men det er jo ikke det, det handlede om.

Charlotte er 63 år. For hende blev det at fylde 60 år et vendepunkt. Her begyndte hun nemlig at se sig selv på en anden måde:

– Da jeg fyldte 60 år, tog jeg et opgør med mig selv. Jeg har brugt alt for meget af mit liv på at kæmpe for at stå ved mig selv. Men da de 60 nærmede sig, blev jeg også mere bevidst om omkostningerne, der var forbundet med ikke at anerkende sig selv. Jeg havde ofte en følelse af, at jeg blev set som mindre værd end andre. Men det gjorde jeg jo ikke! Det handlede om en følelse inden i mig. Det erkendte jeg, og jeg besluttede mig for at sige: ”Du ER god, som den, du er. Fylder jeg for meget? Så lad det være sådan”. Det er ikke en dårlig ting, siger Charlotte og uddyber:

– Grundlæggende har jeg ikke været så god til at tage ”den gode plads”, og så er jeg blevet misforstået. Men med årene er jeg blevet god til at tage plads. En god veninde sagde engang til mig: Det er en gave, når man siger noget. Når man blander sig. Det prøver jeg at huske mig selv på. Og jeg har også en meget større viden og erfaring nu – jeg ved faktisk noget om f.eks. at spille skuespil.

Charlotte var barn i 1970’erne med alt, hvad der hørte med. Ligesom så mange andre familier gik hendes egen familie fra at være en traditionel kernefamilie til at blive en skilsmissefamilie med kollektivtanker og fri kærlighed.

Det var forvirrende for barnet Charlotte, der samtidigt kunne se, at bedsteforældrenes liv var det modsatte. Her var der orden og nydelighed – og farfaren syntes for eksempel, at The Beatles ”vrælede”.

– Jeg levede i to lejre: Min farmor og farfars og mine forældres. Ovre hos min farmor og farfar havde man et andet sprog. Så snart jeg trådte ind af deres dør, holdt jeg op med at bande. Hvorimod derhjemme? Der var det fuldstændig lige meget! Jeg fik tidligt en fornemmelse af, at jeg skulle tilpasse mig for at være rigtig, fortæller Charlotte.

– Jeg er vægt, og det er ikke fordi, jeg som sådan tror på stjernetegn, men jeg har alligevel taget det på mig. Jeg vejer, og jeg kan godt lide balance. Samtidig er jeg ret sensitiv og opmærksom, når jeg træder ind i et rum. Det er meget naturligt for mig at se, hvor jeg skal gå hen og lægge et tæppe om de svageste skuldre. Det gjorde jeg også i min skoletid – dem, der blev mobbet, legede jeg med.Charlotte var med egne ord ikke særlig god til at gå i skole. Hun var dårlig til at læse og havde derfor svært ved at koncentrere sig. Dengang kaldte man hende urolig, for hun bøvlede med at forstå, hvad der blev sagt. Til gengæld bidrog hun med noget andet til klassefællesskabet.

– Jeg lavede alle mulige krumspring, for at vi skulle have det sjovt. Lad os gemme os for læreren! Eller ignorere ham! Det var slet ikke for at være ondskabsfuld, det var bare fordi, det lille skuespil var sjovt. Selv om det nok ikke har været sjovt for læreren. Når jeg møder folk fra min barndom og ungdom, nævner de altid det sjov, jeg lavede. Så legede vi indianere, mens vi læste til HF-eksamen for eksempel, fortæller Charlotte.

– Jeg vil ikke sige, jeg har ADHD eller sådan noget, og det er også lige meget, hvis jeg har. Jeg tror på, der er brug for sådan én som mig, der hurtigt får idéer og handler på dem. Jeg har et boblende indre. Som barn blev det nok kaldt uro, men nu siger jeg, at jeg har en energibombe indeni. For at kunne være i livet, har jeg valgt et fag, hvor jeg kan hoppe rundt. Nemlig skuespillet.

Fællesskabets magi

Særligt én værdi tog Charlotte med sig hjemmefra, og det var troen på fællesskabet. Når hun spiller skuespil, er hun en del af et fællesskab, og det er vigtigt.

– Jeg elsker at facilitere fællesskabet, og det gør jeg stadig. Det har jeg fået med fra alle fronter i mit barndomsliv: Det sker i fællesskaberne. Og det tror jeg, verden skal genopdage. Vi er ved at miste fællesskaberne, og uden dem bliver vi ensomme individer, der skal kunne klare alt selv. Men den største lykke findes i at løfte ting sammen, udbryder Charlotte.

– At være skuespiller er jo at lege og leve sig ind i andre mennesker. Du får en tekst som skuespiller, og der står nogle ord. Derfra skal du rejse dig op og gøre noget, der får ordene til at leve. Det er aldrig sket før – du skal lave en hel verden, der ikke findes i forvejen, ud af ord på et stykke papir.Det kræver mod, fortæller Charlotte.

Faktisk helt utrolig meget mod ifølge Charlotte, som har stået over for adskillige udforsringer i sit arbejdsliv. For eksempel i stykket ”Eat the artist”, hvor der var grise(!) på scenen:

– Puha, det var svært. Forestillingen satte fokus på, at vi slagter utrolig mange grise, og at de er meget intelligente, faktisk på niveau med hunde. Holdet havde købt økologiske velfærdsgrise, der blev trænet med kunst og kultur. Der blev læst digte for dem, og de hørte musik. De indgik som artister i forestillingen, som var en genskrivning af ”Svinedrengen”. Det var helt crazy. Jeg kunne sige ”sit” til grisene, og så satte de sig! Og det var altså nogle store grise.

Intuition fylder meget for Charlotte i hendes skuespil. Hun er ikke så litterær i sin tilgang til arbejdet. Tværtimod bliver hun som regel inspireret af virkeligheden. For hende handler det om at lave noget, andre kan spejle sig i. Og det er ikke altid lige nemt.

– Jeg har altid tvivlet på, om det med skuespil var vejen frem. Jeg elsker mit arbejde, men nogle gange kan det også være angstprovokerende at udføre. Og jeg har brugt alt for lang tid på at tænke på, om det var godt nok. Nu er jeg blevet bedre til at møde mit publikum og måske også være lidt ligeglad.

Selvom Charlotte stadig er opmærksom på den gode stemning, når hun træder ind i et rum, er der også i tiltagende grad noget andet, der er begyndt at betyde noget for hende.

– På et tidspunkt må man også sige: Hvad er det så, jeg vil? Man må slippe de der forestillinger om sig selv, der ikke har gang på jord. Dybest set handler det jo om at sige, at man slår til, og om at tillade sig selv at være stolt. På min mors side kæmpede min mormor for et værdigt liv trods trange kår – hjemmet så godt ud, min mor så godt ud. Der var styr på sagerne, ikke? Det ligger nok også i mig, den del af vores familie. Der skal ikke være nogen pletter på tøjet. Men det er jeg altså blevet mere ligeglad med. Jeg bestemmer jo selv.

Mange forskellige former

Med årene er det begyndt at fylde mere og mere for Charlotte, hvilke ”former” hun kan fylde ud og hvordan. Efter en lang karriere kan hun skuespilfaget ud og ind. Hun kender rutinerne og forløbet som sin egen baghave. Og som det nok er, når man, som Charlotte siger, er ”lynhurtig med en skæv hjerne”, fik hun en idé.

– Man siger, det tager 10 år at blive rigtig god til noget. Da jeg så fyldte 50, tænkte jeg: ”Okay, så skal du også til at komme i gang, hvis du vil lære noget nyt”.Det nye, Charlotte satte sig for at lære, var musik.

– Det var jo også en måde at lære mig selv at kende. Når man har skrevet en sangtekst, må man stå helt ved sig selv. Det var fuldstændig mit eget værk, og jeg skulle helt selv tage mine egne valg om den kunst, jeg havde lavet. Hvem skulle vurdere, om det var godt, og hvordan det skulle lyde? Det skulle JEG. Jeg skabte mig selv i en ny form, kan man sige. Og det var kun mig, der skulle stå til ansvar for det. Jeg skabte rammen, og nu var det nogle andre, der skulle være med til at fylde den ud, fortæller Charlotte.

– Jeg brugte syv intense år på at indfri den drøm, men jeg havde jo også arbejde ved siden af, så det var hårdt. På et tidspunkt syntes jeg, jeg havde fået prøvet mig selv nok af – drømmen var opfyldt. Det var processen, der var det vigtige for mig. Måske er det ikke den bedste musik i verden, men hvad så? Jeg gjorde det for mig selv. Ikke for at få en ny karriere.

Charlotte tier stille lidt. Så kigger hun op, som har hun fået en lysende idé:

– Jeg maler også, men altså… Det gør alle mulige, ikke? Og det gør jeg jo så også.

På telefonen viser hun sine malerier frem. De er utrolig livagtige og forestiller blandt andet Fredens Havn i København med alt, hvad der hører sig til af gamle skibe og forladte cykler.

– Jeg vil lege, jeg er nutidig guldaldermaler. Jeg vil male alt det svineri, der også er i verden nu og ikke det glaserede billede. Men teknikken er den samme: Det skal ligne 100 procent. Du fornemmer nok, hvor vi skal hen, ikke? Jeg kan ikke koncentrere mig om at male, når jeg arbejder. Men når der er huller, gør jeg det.

Det er to mærkater, man kan komme på Charlotte, som ikke handler om skuespil: Maler og musiker. Et tredje er farmor, som Charlotte for nylig er blevet.

– Det passer rigtig godt ind i dér, hvor jeg er i mit liv. Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at cykle mere forsigtigt. Jeg kigger lidt ekstra tilbage og er mere opmærksom. Jeg har altid cyklet hurtigt og ville gerne komme først – det er en lille konkurrence at komme først over lyskrydset. Men noget har ændret sig. Det kan jo koste en livet at miste balancen, ikke?, siger Charlotte.

– Jeg kigger også på, at jeg skal ud af arbejdsmarkedet en dag. Og der passer farmorrollen også godt ind. Jeg skal ikke opfinde den dybe tallerken hele tiden længere. Jeg synes, jeg har lavet noget rigtig fedt. Jeg har gjort det, jeg gerne ville med mit fag, og det er jeg stolt af.

Et spørgsmål om mod

Charlotte lægger ikke skjul på, at hun også har prioriteret sit familieliv højt. Hun mødte sin mand, filminstruktøren Per Fly, på en højskole for efterhånden 40 år siden. De har været sammen siden da og er det stadig.

– Vi har kæmpet lidt om pladsen, ikke? Hvem tager sig af alt det ved siden af karrieren? Der har jeg nok taget meget fra. Men jeg er så stolt over, at vi har været kærester i over 40 år. Det har været en kæmpestor glæde og forpligtelse i mit liv. Den tryghed at udvikle et sprog med én. At have en at kigge på sine børn med. At dele forældreskabet og livet sammen. Vi har bygget et palads sammen og bidraget på forskellig vis. Og det gik jeg all in på, siger Charlotte og fortsætter efter lidt tænketid:

– Det går jo hele tiden galt i sådan et parforhold, ikke? Det er det samme med den kreative proces. Der bliver du også i tvivl, om det går galt. Men altså… Indimellem kan det jo føles håbløst svært at være tæt på et andet menneske. Glæden vejer dog op for det. Og vores held er, at vi har været gode til at tale om problemerne. Vi taler om det samme igen og igen og igen, for de samme problemer opstår. Men vi forandrer os også en smule af de samtaler. Der er da mange ting, der er skidesvære at sige til hinanden, så det gælder om at være modig. Og jeg har tvunget mig selv til at være modig. Ikke bare i mit forhold til Per, men i det hele taget.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 15/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.