Ulla Terkelsen om korrespondentlivet: Jeg har altid været rodløs

Fredag den 13. november sidste år gik Ulla Terkelsen ud for at spise middag med sin niece Karen og dennes niårige søn Elmer i Paris, hvor hun bor. Hun efterlod sin mobil hjemme i lejligheden – meget usædvanligt for hende – og da de kom hjem igen, var Ullas mobil ved at eksplodere af beskeder. Paris havde – igen – været udsat for et voldsomt terrorangreb. Da Elmer sov de uskyldiges søvn, gik Ulla i action-mode. Arbejdet kaldte. Men næste morgen gik det overraskende op for hende, at hun havde nået en slags terrormætningspunkt: Hun ville hellere spise morgenmad med Elmer.

Ulla beskriver lidt forundret erkendelsen i sin nye bog ”Med kærlig hilsen ...”, der er en slags historisk rundrejse i det Europa, hun elsker – og med smutture til hendes eget liv.

På trods af sine 72 år, er Ulla Terkelsen stadig en særdeles aktiv udenrigskorrespondent. Så at hun havde nået et mætningspunkt ved terrorangrebet i Paris forklarer hun med, at hun tillod sig at tænke, at der jo også VAR andre kolleger derude, som kunne byde ind med noget. Men sådan tænkte hun aldrig før i tiden.

– Jeg har været en meget sådan dominerende journalist i mange årtier. Før i tiden ville jeg have taget det som noget helt naturligt, at det var mig, der rykkede. Dér ville jeg have sat mig på det. Meget mere. Det VAR også mig, der rykkede først den aften i Paris. Men der rykkede også en hel masse andre ind, som kunne tage over. Jeg sætter mig ikke stort og bestemt på det hele.

Læs også: ”Unge kvinder i dag er kloge, smarte og selvbevidste, siger Ulla Terkelsen”

Ulla siger selv, at der nok er dem, der vil beskylde hende for at være kålhøgen – som betyder selvsikker, indbildsk, overlegen og pralende, kæphøj ...

Kunne du lide at være dominerende?

– Neeeej, jeg syntes, det var naturligt, for jeg syntes selv, jeg var dygtig. Jeg begyndte som 19-20-årig som international journalist med alt, hvad det kræver. Derfor syntes jeg, det var naturligt, det var mig, der lavede det. Men nu synes jeg også, det er hyggeligt, når der er en hel masse af de andre, og kombinationen af det og af, at jeg havde besøg af Elmer og min niece, gjorde, at jeg egentlig hellere ville spise morgenmad med Elmer, end jeg ville stå med en mikrofon i hånden. Det tænkte jeg over bagefter. At det egentlig var sådan pudsigt, at jeg hellere ville spise morgenmad med Elmer ...

Der kommer måske et tidspunkt, hvor man HAR bevist sig selv?

– Jeg synes ikke, det er noget med at bevise sig selv, for det HAR jeg gjort så mange gange. Og det er mit liv at rykke rundt og være hurtig på store historier over hele verden, jeg er jo landevejsrøver, jeg befinder mig bedst på landevejen, så det er ikke livsformen, jeg tager afstand fra, men en fornemmelse, jeg har af, at nu skal der også nogle andre til. Og så er det også, fordi jeg var meget knyttet til Elmer, fordi han var det første lille barn, jeg oplevede på nært hold, siden min egen søn var barn.

Fingerede hjerteanfald

Ulla ser helt forundret ud, da jeg spørger, om hun informerer sin nu 48-årige søn, hvis hun skal ud på noget, der nærmer sig risky business.

”Overhovedet ikke!”. Hun har en livline til TV 2. Det er nok. Ikke desto mindre har hun i sagens natur oplevet brændende lokummer i sit arbejdsliv.

– Der ER situationer, hvor man føler, man er i en blindgyde med hensyn til fysisk fare, og det er ubehageligt. Under urolighederne i Egypten, under præsident Mubaraks fald, blev en kameramand og jeg jaget op og ned ad gaderne og var også lige ved at få tæv. Det var ekstremt ubehageligt, men jeg fingerede et hjerteanfald, så kom der nogen med et meget ulækkert tæppe, så skulle jeg ligge på det og videre ind på et hospital, heldigvis fik vi en taxa og kom væk.

Læs også: ”Vi har en aftale om, at jeg ikke må dø”, siger udenrigskorrespondenten Puk Damsgaard om forholdet til sin mand

Hvordan fandt du på det?

– Det kom spontant. Hvilket virkelig ku’ tyde på en dårlig karakter! Men det var en god og subtil udnyttelse af selvopholdelsesdriften, fordi de syntes, det var så synd for den dér ældre kvinde, der sad og hylede og skreg. Jeg har også engang gjort det i en lufthavn, hvor den samme kameramand ikke kunne komme med flyet. Jeg råbte og skreg: DET ER MIN SØN, JEG KAN IKKE FORLADE MIN SØN. Og det var jo synd for den stakkels ældre kvinde ... så kom han med, kameramanden. Vi kom med det sidste fly ud af Bagdad! I sådan nogle situationer skaber jeg mig, men jeg gør det med et meget praktisk formål. Ellers var han ikke kommet med, vel?

Jeg aner det ikke

Med sine 72 år har Ulla Terkelsen overskredet pensionsalderen. Selv siger hun, hun tager det ”dramatisk mere roligt” end før i tiden, men også at hun bliver ved med at arbejde ”til jeg ikke gider mere, eller de ikke gider mig mere ...”.

Det er også forbundet med identitetstab at sige farvel?

– Ja, det er det. Så må jeg se, hvordan det går. Der er jo forfærdelige historier om folk, der dør, fem minutter efter at de er holdt op, haha. Jeg ved jo ikke, hvordan det er, jeg har ikke prøvet det ...

Hvem er man så?

– Ja, det ved jeg ikke. Det må vise sig ... altså man må ikke blive forelsket i sin egen livsform, vel? For så er det jo fattigt, ikke? Man må ikke blive så forelsket og optaget af sin egen livsform, at man tror, den er totalt identisk med, hvordan man er. Man kan godt forsøge at finde nogle andre roller og foretage sig andre ting. Jeg læser utrolig meget og er meget interesseret i musik, opera og kunst og har en masse forskellige venner i forskellige lande. Jeg tror i og for sig nok, jeg skal få tiden til at gå, men hvorvidt jeg kan leve uden den dér adrenalinpumpe, det må komme an på en prøve.

Jamen, det ER vel en slags forelskelse?

– Jo, det er en forelskelse i en livsform, men ... lad os så sige, at den holder op, så kan der komme andre forelskelser, så kan der komme andre måder at leve på. Men jeg har jo ikke prøvet det, så jeg ved det ikke, men jeg er ikke BANGE for det.

Hun har planlagt nogle ting, der skal kunne afbøde omvæltningen lidt, som at kunne bo forskellige steder og have venner, hun kan bytte lejlighed med, så der bliver lidt bevægelse.

”Jeg skal nok blive ved med at være i en kosmopolitisk og bevægelig sammenhæng. Det tror jeg, vil afbøde forskellen fra mit nuværende liv, hvor det er mit arbejde at rejse, til det ikke længere er mit arbejde, men jeg hvor jeg gør det af lyst eller uro. Men jeg HÅBER, den overgang bliver forholdsvis blød, men jeg aner det jo ikke.

Er du blevet rodløs, eller var du det fra starten?

– Jeg tror altid, jeg har været rodløs. Der er mennesker, som af naturen er rodløse, og så er der nogle, der er bodenständige ... meget mere bundet til tid og sted. Mange mennesker går utrolig meget op i deres boliger, og hvor mange kvadratmeter de har, og haven og huset og alle de dér ting. Det har jeg aldrig interesseret mig ret meget for. Det er ikke, fordi jeg på nogen måde foragter det liv, der er anderledes end mit, jeg tror altså bare, jeg tilhører landevejsrøvernes brigade, de farende folk. Jeg tror, det er et gen, det er noget medfødt.

Bliver du høj af det?

– Nej, det ved jeg ikke, jeg ved ikke, hvad det er at være lav ..., siger Ulla Terkelsen.