Thomas Buttenschøn: ”Jeg tænker på døden hver eneste dag”
2. oktober 2019En 15-årig Thomas Buttenschøn står i lufthavnen med sine plejeforældre. De skal til Zambia for at besøge Thomas’ biologiske familie. Det er plejeforældrenes idé – Thomas synes, det er åndssvagt, at de skal derned. Han har ikke set sin zambiske familie, siden han mistede sin biologiske mor seks år tidligere, og han er bange for, hvad han vil opleve på turen. I Danmark er der en fest i weekenden, som han bare ikke vil gå glip af. Og Thomas har lige fået en kæreste. På hele turen er han det, han selv kalder ”teenagesur”, og da de kommer hjem, mister han kontakten til familien i Zambia. Det er næsten 20 år siden.
Nutidens Thomas er alt andet end sur, faktisk overraskende glad, når man tænker på, hvad han har været igennem. Thomas er født med HIV i en tid, hvor der ikke fandtes nogen behandling. Søn af en dansk far og en zambisk mor, som begge døde som følge af sygdommen, før han fyldte 10 år. Nu tager han medicin, som holder den i ro og forhindrer ham i at smitte. Alt det har Thomas skrevet om i bogen 'I Begyndelsen Var Døden', og det er den, vi skal tale om i dag.
- Skal vi sidde her? spørger Thomas og peger på en bænk, der står lidt huleagtigt under et stort nåletræ i Assistens Kirkegård. Han sætter sig, og det karakteristiske store hår rager op i de lavthængende grene. Han klapper en gang på håret.
- Selvom mit hår formentlig er fyldt med grønne ting om lidt … ha-ha …
UDØDELIG
For det meste gemmer Thomas sig bag et grin. Men da jeg spørger, hvorfor han udgiver en bog om sin opvækst, bliver der stille. Thomas tænker.
- Jeg tror, det handler om … kærlighed, i virkeligheden, til mine forældre. De er en del af mig. Jeg vil gerne fortælle om mig og mine biologiske forældre, så andre kan forstå, hvad jeg kommer af …
Igen stilhed.
- Jeg vil gerne efterlade et aftryk. Jeg vil gerne have, at mine unger fortæller deres børn, at deres farfar var for vild. At de er stolte af mig. Og så har jeg bare nogle historier, jeg skal fortælle. Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg faktisk hviler nok i min historie til, at jeg tør fortælle den.
Det har du ikke turdet før?
- Neeej … neej, det har jeg ikke. Jeg har været sådan lidt … bange for, hvad folk ville synes. Deres forudindtagede holdninger. Folk har altid haft en idé om, hvem jeg er. Det kom tæt på. Men det er lettere at skrive, hvem jeg er, frem for at skulle kringle mig ud af alle mulige historier. Det er også derfor, det er mine egne ord i bogen. Jeg vil gerne fremstå så ærlig som muligt.
Ærlighed over for offentligheden er noget, der er blevet vigtigt med tiden. Længe havde Thomas en regel for sig selv; han skulle fortælle én løgn, hver gang han talte med journalister. Han var altid en sjov og ubekymret version af sig selv, og det betød, at mange kom til at se ham som unuanceret og naiv.
Havde du ikke lyst til at fortælle sandheden – at dit liv ikke har været let?
- Jo, det overvejede jeg også. Men jeg synes, det er fascinerende at kunne skabe et nyt billede af, hvem jeg er. Det kender de fleste, som har skiftet skole eller flyttet til en ny by – det med at være låst fast i en rolle, og lige pludselig er tavlen visket ren. Jeg har altid elsket at skabe min egen verden.
Indtil Thomas’ biologiske far døde, boede Thomas hos ham. Faren gik meget op i, at Thomas skulle behandles som alle andre, selvom han var dødeligt syg.
- Min biologiske far passede godt på mig, men jeg skulle ikke have nogen fordele eller unødvendige benspænd. Jeg følte ikke, jeg var anderledes end andre børn, skørt nok. Ingen af mine forældre har som sådan fortalt mig, at jeg skulle dø. Men der var en pige på min skole, som sagde, at jeg skulle dø før de andre. Jeg troede ikke helt på det, som barn og teenager er man jo udødelig. Der er ikke noget, der kan ramme en … før man bliver rigtig ramt.
Hvornår bliver man det?
- Da jeg var 12 år, blev jeg indlagt med mange følgesygdomme og lå i koma i tre måneder. Det var rimelig slemt. Jeg var smaddersyg. Men jeg kan ikke huske noget fra det, ud over hvad jeg har fået fortalt. Det skabte jeg også min egen verden omkring. Tilbage i skolen fortalte jeg alle, hvor fedt det havde været at få gaver, få lov til at spise slik, hygge mig og få serveret mad. Indtil en fra mit håndboldhold sagde til mig, at det faktisk ikke lød super fedt, selv om jeg prøvede at få det til at virke sådan. Det tog jeg ind, for det var jo rigtigt. Jeg har også altid skabt min egen virkelighed i mine sange og i min måde at fortælle historier på. Jeg tror, det er derfor, mange har opfattet mig som en glad dreng. De, der siger, mine sange altid er glade, har kun hørt det, der er blevet spillet i radioen. Hvis man lytter til albummene, så tror jeg slet ikke, man er i tvivl om at der er mange nuancer i mit liv.
10.000 KILOMETER
Døden har fyldt gennem hele Thomas’ liv. Alligevel har han en munter tilgang til det. Livet, altså. Han starter også med det gode, da han mindes sine biologiske forældre.
- Et glad minde er deres bryllup. Jeg var tre år, en lille fyr i jakkesæt, men jeg kan bare huske, hvordan de lyste begge to. Nu sidder vi jo på en kirkegård … så lige nu tænker jeg selvfølgelig på at stå og kigge på min fars gravsted. Og på, da han blev kørt afsted fra kirken for at blive brændt. Jeg kan huske, at min tanke var, at det kunne godt være, han var væk, men han var ligesom ikke væk for mig. Han forsvandt ikke … på dén måde, i hvert fald. Min mor ligger begravet i Zambia, jeg ved ikke, hvor hun ligger, for de har ikke helt styr på det. Der ligger en million mennesker på det gravsted, og hun har ikke nogen sten.
Hvordan var det at miste dine biologiske forældre?
- Jeg gjorde alt muligt andet i stedet for at tænke på det. Musikken hjalp mig med at få mit hoved et andet sted hen. Efter det var jeg i flere år ikke i stand til at huske min mors og fars ansigter, når jeg tænkte på dem. Jeg tænkte, at de var derinde et sted, men pludselig var de røget ud. Det føltes virkelig mærkeligt, da det gik op for mig. Nu kan jeg godt se dem for mig inde i mit hoved.
Thomas bruger tid på at finde de rigtige ord, når han fortæller om sin biologiske familie. Der gik næsten 10 år, fra han var 15 år og teenagesur, til han besluttede at tage til Zambia igen.
- Jeg var lidt nervøs for at rejse derned, fordi det var så længe siden sidst, men da jeg mødtes med dem, var de super søde. Siden har jeg været der tre-fire gange om året. Jeg er glad for, at jeg har fået reetableret kontakten nu. At de kender mig, og jeg kender dem.
For nylig mistede Thomas en af sine zambiske halvbrødre, Andrew, som gennem mange år har haft et alkoholmisbrug.
Thomas’ plejeforældre sendte ellers penge til Andrew, så han kunne få en uddannelse ligesom deres tredje bror.
- Andrew har altid været ude på et skråplan. Han drak ligesom sig selv ihjel. Jeg ved godt, at man ikke dør af alkohol sådan dér, han har haft et årelangt forbrug, og vi har prøvet at få ham ud af det mange gange. Jeg troede egentlig også, han var stoppet, det var jeg blevet fortalt. Men de ville nok bare ikke bekymre mig med det. Jeg kunne ikke nå at komme derned til begravelsen, for i Zambia holder de den med det samme. Det ville koste mig alt for mange penge, og jeg kunne ikke aflyse mine koncerter. Jeg endte med at stå til en lydprøve i Fredericia, da min bror blev begravet. Jeg var virkelig ked af det. Det hjalp mig at forsvinde ind i musikken. Jeg har skrevet mange sange, også om min bror, som jeg ikke har udgivet, men brugt til at sætte ord på mine følelser. Det er både en konfrontation og en flugt.
Hvordan er det at sidde her i Danmark og ikke kunne se dine biologiske søskende så ofte?
- Det er jo virkelig skørt. Med den her begravelse er det første gang, jeg for alvor er blevet klar over, at der er 10.000 kilometer mellem os. I mere end én forstand. Og jeg har lyst til at give noget tilbage til min mors land. Det er i bund og grund der, jeg kommer fra. Jeg har lyst til at bidrage til, at tingene bliver bedre.
CARPE DIEM
På et af Thomas’ første album, synger han, at det er vidunderligt og helt vildt underligt ikke at vide, om han er her i morgen. Det er med egne ord ”hans måde at sige carpe diem på uden at have det tatoveret ved siden af amagernummerpladen.” Vi skal huske at nyde det, mens vi er her, mener han.
- Jeg har nok brugt mere tid på at tænke over det, end mange andre har. Jeg tænker på døden hver eneste dag. Stadig. Det har jeg altid gjort. Det kan være, jeg dør i dag. Det kan være, nogen tæt på mig dør i dag. Nogle gange, når jeg kører i bil, tænker jeg, å-åh, hvad hvis der er en, der lige kører ind i mig nu …
Sådan nogle tanker.
Fordi du har oplevet, at folk tæt på dig døde?
- Ja, eller i hvert fald lynhurtigt har været klar over, at det kommer til at ske. Det er den vej, vi skal. Det værste, hvis jeg skulle dø, ville helt klart være, at mine børn skulle vokse op uden mig. For jeg er klar over, hvad det vil sige at vokse op uden forældre, og det er virkelig ikke noget, jeg har lyst til, at de skal opleve. Jeg ved sgu ikke … jeg tror, det er godt for dem, at de har mig – det bilder jeg mig i hvert fald ind!
Thomas ved godt, at hans biologiske forældre ikke har givet ham sygdommen med vilje. Han er nået til det punkt, hvor han accepterer tingene, som de er.
- Alt er tilgivet. Men det har fyldt meget i mine unge år. Specielt som teenager havde jeg den der frygt for at komme til at smitte nogen. Det har været altoverskyggende for mig, det var det værste, der kunne ske. Jeg var bange for at blive afvist. Bange for at blive valgt fra.
Følte du, det var uretfærdigt, at det havde ramt lige præcis dig?
- Ja. Det har jeg da tænkt. Især i teenageårene, når nogle af de andre drenge kørte den der drengejargon, enten i bands, jeg spillede i, i håndboldklubben eller på fodboldholdet. ”Årh, jeg har lige været sammen med hende der”, eller ”jeg har scoret hende der”. De scorede bare en masse piger, syntes jeg. Og jeg stod derude og havde ikke været sammen med nogen.
GOD KAFFE
En tur til lægen for mere end et årti siden vendte op og ned på det hele. Thomas havde hørt, at der var kommet en type medicin, som forhindrede HIV-patienter i at smitte og gjorde det muligt at få børn. Lægen bekræftede det. Nu fylder sygdommen ikke andet end det, at han skal huske at tage sin medicin hver dag. Den har heller ikke stået i vejen for kærligheden, som han har fundet i skuespiller og børnevært Mille Gori. Thomas er blevet forlovet.
- Vi mødte hinanden i cirkus for omkring to år siden. Så arbejdede vi sammen og blev gode venner, og hen over efteråret mødtes vi på Riccos Kaffebar og drak god kaffe sammen. Derfra så vi på hinanden og spurgte, hvorfor vi hang ud – om der var mere i det. Så fandt vi hinanden.
Hvad kan Mille, som du ikke kan?
- Jeg er enormt rationelt tænkende, jeg ved ikke, hvad jeg føler, jeg vil bare gerne have det ordnet! Mille er virkelig god til at føle og mærke ting. Hun har også hjulpet mig med at stå ved den, jeg er, i arbejdet med at skrive bogen og mit seneste album. Det er første gang, jeg skriver sange til min mor. Det har været vigtigt for Mille, at jeg er ærlig, også over for mig selv. Nogle gange er jeg tilbøjelig til bare at finde på noget.
Det har du altid gjort?
- Ja, ja. Så finder jeg bare på et eller andet. Ha-ha. Nej … men nogle gange bliver jeg grebet af bare at skrive. Det har været svært for mig at skrive bogen, fordi det for en gangs skyld skal være ærligt, det hele. Jeg vil ligesom gerne have, at det er mig, der kommer ud i det. Andre gange kan jeg jo bare skrive et eller andet og sige, at det er mig. Mille er virkelig god til at stoppe op og spørge, hvad jeg føler, og hvad jeg har lyst til. Det var det, jeg faldt for. Jeg er sammen med en voksen, jeg kan dele mine inderste tanker og følelser med.
Har du ikke kunnet det med andre kærester?
- Ikke på samme måde overhovedet. Det er første gang, jeg har fundet den her ro, sådan virkelig ro.
Og Thomas virker rolig. Måske fordi han igen har fundet kærligheden. Måske også, fordi han vælger at se lyst på livet.
- Jeg kan jo godt se på min bog, at livet ikke har været nemt. Men jeg husker det, som om det var helt okay. Det kan man nok også fornemme på den måde, jeg fortæller om det på. Det er fint nok, og jeg skal nok klare mig igennem. Jeg har det, jeg har, og så må jeg sørge for at få det bedste ud af det. Selv om du har haft en lortedag, har du måske i det mindste fået en virkelig god kop kaffe. Jeg tror, at jo mere, man fokuserer på det dårlige, jo værre bliver livet. Og jo flere ting, man sætter pris på, jo gladere bliver man for sit liv.
Thomas Buttenschøn, 34 år, musiker og sangskriver. Bor med sin forlovede, skuespiller og børnevært Mille Gori, i København. På deltid med sine to drenge, Jens på otte år og Peter på fem, som han har fra sit tidligere ægteskab. Aktuel med selvbiografien I Begyndelsen Var Døden om Thomas’ opvækst, at leve med sygdommen HIV og om at miste sine biologiske forældre tidligt.
