Teaterdirektør Jon Stephensen: Lidt mere klimavenlighed, lidt mindre chef

TEMA: Det spørger man ikke en mand om!

Hvor meget barsel tog du? Hvilke omkostninger har det for din familie, at du arbejder så meget?

Kvinder i topstillinger bliver tit stillet bløde spørgsmål, som mænd i lignende stillinger ikke bliver stillet. Men det gør vi i dette tema, hvor teaterdirektøren, ministeren og den administrerende direktør taler om barsel, fyringer og følelser. Her kan du møde teaterdirektør Jon Stephensen.

Tog du barselsorlov?

– Ja, forstået på den måde, at jeg var stoppet som teaterdirektør på Østre Gasværk og var uden job, så jeg havde faktisk 12 måneders barsel. Ville jeg have taget barselsorlov ellers? Ja. Jeg synes, det er på høje tid, at der kommer øremærket barsel til fædre. Ville jeg tage ni måneder og lade mor nøjes med tre? Ja. Det er ikke, fordi jeg ikke har ambitioner, men jeg skal i hvert fald ikke stå i vejen for, at en kvinde ikke får indfriet sine karrieredrømme.

Hvor meget arbejder du?

– Jeg gør det jo ikke op i timer … men 50 timer om ugen i hvert fald. For mig er det noget med flydende overgange. En livedebat i ”Søndagsfrokosten” (DR/P1) er jo arbejde, men det er også sjovt og en del af en søndag. Jeg arbejder helt klart i overkanten af, hvad jeg burde.

Har du dårlig samvittighed over for Rose?

– Nej. Jeg sørger for at gøre det, så det ikke er noget, hun mærker. Men indimellem synes hun, det er irriterende: ”Far, skal vi ikke lave noget andet?”, eller: ”Far, stop nu det der!”. Så må jeg lave en legeaftale og så arbejde imens. Jeg har hende 7-7, så jeg kan udrette ret meget, i de syv dage jeg ikke har hende – og mindre, i de dage jeg har hende. På den måde er det work-life balance.

Hvad har din karriere kostet dig på privatsfæren?

– Haha, den har nok kostet det, at arbejdet har fyldt så meget, at … noget andet har fyldt mindre.

Du har ikke været så god til det med kærligheden?

– Nej, det tror jeg nok, jeg må sige. Det har … ikke været så afgørende. I perioder i hvert fald. Arbejdet har simpelthen bare været endnu mere væsentligt … Det har været, som det har været, og det er fint. Men det er alligevel tankevækkende, og det kan godt være, jeg vil fortryde det på et tidspunkt. Man siger jo, at det, man fortryder, når man ligger på dødens rand, er, at man arbejdede for meget i sit liv. Alle undersøgelser siger, at ja, jeg kommer til at ærgre mig over det. Eller jeg BURDE ærgre mig over det. Nu er det jo heller ikke sådan, at man ikke kan blive klogere. Jeg kan sagtens nå at få et liv sammen med en kvinde – og prioritere tingene lidt anderledes.

Hvad betyder dit køn for din ledelsesstil?

– Altså … mit køn betyder vel, at det er mere … job done: Lad os nu se at få lavet det her, det er ikke en hyggeklub! Mens der med en kvindelig chef er lagt op til, at der er nogle bløde værdier, der er lige så vigtige og nok mere naturligt til stede. MEN – det ER faktisk mig, der køber kager til kaffen, for jeg har ingen sekretær, så når vi har personalemøder, prøver jeg at skabe en lille form for hygge, for det står der i politibogen, man skal!

Hvordan har du det følelsesmæssigt med at fyre folk?

– Det har jeg det faktisk skidt med, det er jeg ikke særlig god til. Omvendt så ER jeg blevet mere kold i røven omkring det. Hvis det er nødvendigt, er det nødvendigt. Nu har jeg heldigvis ikke så mange, jeg kan fyre, men det er tit, man skal sige: ”Nej, det blev ikke dig”, til skuespillere, man har haft til casting. Det er ikke sjovt, men for fa’en, sådan er livet.

Helle Thorning-Schmidt blev i TV2’s programserie ”Felix rykker ind” spurgt: ”Når du bliver allermest ked af det, har du så været derude, hvor du tænker: Er det det værd?”. Ville man spørge en mand på den måde? Vi prøver. Og Jon svarer:

– Altså, det er en del af livet hele tiden at afveje, hvor langt man skal gå for noget … kæmpe for en forestilling f.eks. Alt bliver målt og vejet i den branche, jeg er i, så en del af det at være teaterchef er KAMPEN. Det er den rene skyttegravskrig fra den ene forestilling til den næste. Man kæmper fandeme. For sine ansatte, for sine skuespillere, for teatret. Så gu kæmper jeg. Men om det er kampen værd? Hvis man begynder at stille sig selv det spørgsmål, er man allerede lidt på vej ud ad døren. Det spørgsmål kan man stille sig, når man skriver sine erindringer. Dem skal jeg ikke skrive nu, jeg skal bare se at komme derudad.

Hvad gør du for at passe på dig selv?

– Jeg spiser sundt, ryger ikke, drikker ikke særlig meget, og så løber jeg. Det er både noget fysisk og noget mentalt at være i god form. Jeg skal være i form for at kunne lede et teater som det her. Og så har jeg også en datter, som fandeme ikke skal føle, at far falder af på den. Jeg er jo lidt ældre end de fleste fædre med børn på otte. Og selvfølgelig er jeg også forfængelig.

Har du ændret tøjstil til noget mere maskulint og aseksuelt for at blende ind på chefgangen?

– Haha. Jeg har lagt mærke til, at ledere er blevet mere sweater-
agtige. Måske blender de ind i tidens toneklang. Lidt mere klimavenlighed, lidt mindre chef. Jeg behøver ikke selv længere at have skjorte under jakken til et bestyrelsesmøde, jeg kan godt have en T-shirt under. Så jeg har faktisk ændret tøjstil til noget mere aseksuelt og mindre maskulint. Det er ikke powersuitet, der præger mere, og jeg er egentlig også lidt ligeglad, jeg går i det, der passer mig. Forleden havde jeg møder på teatret hele dagen – i løbeshorts, fordi jeg ikke nåede at klæde om, efter at jeg havde løbet.

Jon Stephensen, 59 år, siden 2011 teaterdirektør på Aveny-T, far til Rose på otte år. Bor alene og har Rose 7-7.