Suzanne Brøgger: Danmarks første frigjorte kvinde

TEMA: KÆRE KVINDE

145 års kvindeliv! Det er alligevel noget, ikke? Det skal selvfølgelig fejres, at vi så længe har haft fokus på kvinders liv, tanker og udvikling og har fulgt kvindelivet med alle dets facetter. Derfor har vi inviteret tre markante og bemærkelsesværdige kvinder - Sara Omar, Hella Joof og Susanne Brøgger - til at skrive hver deres hyldest til kvinder, til at dele deres tanker om kvindelivet før, nu og i fremtiden. Her får du Suzanne Brøggers essay.

Agnes Henningsen er gået over i eftertiden som den første erotisk frigjorte kvinde. Og vi har indtil nu – hvor tidsånden synes at skifte til strammere normer – levet i kølvandet på frigjorthedens bølge. I dag ville vi have været chokerede over den lethed, hvormed Agnes H. favnede den skandale, hun blev til del, da hun blev påtvunget en skilsmisse fra Mads Henningsen, også kaldet ”Troldmanden” – far til hendes tre børn.

Tilværelsen er gået i stykker. Han har ”kysset” en elev. ”Var der ikke snarere tale om voldtægt?”, har jeg skrevet ude i margenen i mit gamle slidte eksemplar af Agnes Henningsens evigt interessante memoirer. Ingen forlader kone og børn og fødeland for så lille en forseelse, skriver hun. For i hendes øjne er ingenting sket, ikke noget, der er værd at tale om. ”Glem det! De kys kommer doktorens datter hurtigt over. Hun ser da ikke ud til at ha’ taget skade, som hun leger dér i skolegården uden mén. Hun har bare været fremmelig, fremme i skoene”. Og – ligesom så mange andre elever – forelsket sig i læreren, den tilbedte magister. En dag, mens han ligger i sengen med feber, kommer hun ”forbi med en stil”. Et erotisk fremmeligt pigebarn har draget fordel af magisterens sygeleje. Han har ikke kunnet stå imod, og nu er familien udskammet på livstid. Agnes H., der ellers plejer at flyve gennem livet, er slået helt ned. Hun har været lykkelig gift i sit pivåbne ægteskab med den mand, hun havde mødt som 16-årig og forelsket sig i på grund af hans poetiske tale om Marie Grubbe, der bare har én længsel: At brænde sammen med livets lidenskab. Men nu er lærerfruen allerede ved at brænde ud og skal klare sig som alenemor med tre – snart fire – børn. Ægteskabet står ikke til at redde, fordi det i offentlighedens øjne er for fuldt af ”mærkværdigheder”. De har ikke levet, som et ægtepar ”bør være” – hun selv med to mænd samtidig. Agnes Henningsen var fra starten betaget af Troldmandens ærlighed: Han fortalte altid, hver gang hans erotiske eventyr blev fuldbyrdet – og følte hver gang skyld. Men dét behøvede han jo slet ikke! Mads Henningsens skæbne står til skræk og advarsel for eftertiden. Fordi han tragtede efter det pæne, borgerlige liv, men var erotisk anlagt og fuld af fortrydelse og skyld. Og må nu flygte til Amerika for at rense sig.

AGNES HENNINGSEN

Dette brud kunne man også kalde det moderne gennembrud. For det er her, som ganske ung, Agnes H. sætter sig for at hele dette splittelsens sår ved helt og aldeles at satse på den erotiske frihed – uden skam, uden skyld og uden fortrydelse. Separationen giver hende nye indsigter, da hun opdager, at forelskelsen i Troldmanden har forvandlet sig til medlidenhed. Her er det måske, hendes livslange kamp for frisindet krystalliserer sig. Hun mister nemlig respekten for forelskelsen som autentisk sandhed – forelskelsen, som ifølge klicheen gør fri. Men hvad er den egentlig værd, når den så let lader sig forvandle til sin modsætning? Hun indprenter sig herefter en mere objektiv virkelighed og lærer recepten på at give sig hen uden forelskelse: Én del absint og ni dele ensomhed. Hun opdager desuden, at alt modet og al selvstændigheden er gået af hende, da hun står med hele ansvaret for børnene. Ikke desto mindre – og det er hendes kunst – omsætter hun såret, splittelsen og skyldfølelsen i kampen for frisindet, der er marven i hendes erindringsværk, og som bygger på så mange livfulde kærlighedshistorier, at de den dag i dag fungerer som en livseliksir, man sagtens kan unde sig mindst én gang om året! Bøgerne er fulde af appetit på alt – både mennesker og mad – der er rigeligt med kramsfugle med æblemos og masser af smør i. Hun spiser en kæmpe fransk bøf, da hendes mand er landsforvist, og noterer sig, tilfreds, at den store appetit altid har været hendes måde at sørge på.

Men det mest beundringsværdige i mine øjne har alle dage været, at hun kunne skrive med børnene omkring sig. Det siger sig selv, at hun havde hushjælp, for det havde man bare, råd eller ej. Men hun skrev – imponerende – mens børnene legede helt stille på gulvet! Indimellem koketterer hun med frisindet som en form for humor, når hun er parat til at dele sin mand med stuepigen eller råder hende til at tage sig et job på Amerika-damperen for at se, om det kan blive til noget mellem de to – ikke helt troværdigt, menunderholdende er det. Hun har selverkendelse nok til at vide, at koketteriet er hendes svaghed. Bare en mand synes det mindsteom hende, bliver hun en hel ”sprællemand”af koketteri. Både hun selv og hendes søstre lider af en overdreven ærbødighed over for det andet køn. ”Måske også fordi der var bondeblod i os”. Hvis ikke en mand gør kur til hende, bliver hun usikker på, hvordan hun skal tiltale ham. Helt umuligt er det at tiltale en mand som en jævnbyrdig. Agnes H. lider altså af feudale rester, hvilket må med i forklaringen på hendes behov for oprør. Efter ægteskabet med Troldmanden vil hun ikke giftes mere. Laver i stedet sine egne kriterier for, hvornår en mand egner sig for hende: Vil hun bryde sig om at få et barn med ham? Igen og igen længes hun ”som en gal” efter at møde en fremmed elsker, der har lyst og råd til at få et barn. En tommelfingerregel er, at man ikke bedrager en fin, ordentlig mand med en bedårende flab. Men hvad er det for en tommelfinger? Betyder det, at man helt skal afholde sig? Eller at flaben ikke tæller med? Der er jo altid spørgsmålet om ”hud”. Som en bedårende flab siger: ”Vi har samme hud”. Og hun koketterer med, at hun hellere vil dele en åndfuld herre med andre kvinder end have en lumsk kedelig en for sig selv. Hun kunne aldrig finde på at ringeagte kvinder, der sælger deres legeme, kun mænd, der sælger uægte ånd. ”Vil De det samme som jeg?”, bliver hun spurgt på en billet under bordet. ”Ja, men bare med en anden!”, er en anden Agnes H.-replik. Hun skrev for teatret og var replikkens mester. Hun kalder mænd for ”det skinsyge køn” – godt set! For vis mig den mand, der ikke er plaget af konkurrence på alle livets områder – hvor må det være trættende.

Som ung havde hun drømt om at ”gå helt til bunds”. I litteraturen var de ”faldne” kvinder nemlig altid de mest interessante. Og ”falden” blev man af at lære mænd rigtigt at kende, når de viste sig for én, som de var – med hud og hår. Hun havde drømt om at gå til bunds, dengang hun var en sikker kone med mand og børn og hjem. Men nu, hvor hun skal klare alt selv, vil hun hellere opad! Og det skal hele tiden gå så galt, at det kun kan gå frem. Hun skammer sig over bare at tænke på sig selv for at overleve og begejstres af to ”åndsfyrster”, der formår at tænke ud over sig selv og eget land: Georg Brandes, kulturradikalismens aristokrat, der hævdede, at ”lighed” var dødsdømt, fordi de svage og dovne, bærmen, altid vil synke til bunds. Og den revolutionære Holger Drachmann. To mænd, der holder hende oppe. Så længe den slags mennesker fandtes, jubler hun, kan hun ikke gå til bunds. Desuden har Drachmann profeteret, at hun var skabt til at gøre mange mænd lykkelige. Men den, der ejer den gave, må også vænne sig til at skulle gøre mange mænd ulykkelige. Hun kom til at lide af en livslang slå op-hovedpine. Kunne man nøjes med at lade det ”glide ud”? Eller var det nødvendigt med et af de dér brutale punktumsbreve, man altid fortrød? ”Det kan siges ganske anderledes, hensynsfuldt og smukt”, som Agnes H. skriver og tilføjer: ”Nå ja, men hvor smukt?”. Hun kunne aldrig afslutte et forhold uden at gennemgå de sværeste lidelser. Men var det først færdigt som med Mads Henningsen, der ville genforenes med familien i Amerika, var alt forbi. ”Hellere et fremmed bybud end en herre, jeg endelig er blevet færdig med”.

Hvordan var hun blevet så frigjort? Det var dels hendes egen ligefremme – ”landlige” – natur. Aldrig var hun så glad og forfrisket, som når hun kom tilbage til provinsen, som hun stammede fra: De små byer Rudkøbing, Korsør – og det store vide land. Storbyer og villakvarterer huede hende ikke. Hun drømmer om at flytte til Roskilde, hvor også Gustav Wied bor. Det var provinsen, der fik hende for alvor i gang med forfatteriet, provinsfolk, hun ville og kunne skildre. Altså en anden type mennesker end de frigjorte på parnasset, som hun senere blev kendt for at kende. Frigørelsen lå i tiden – og Agnes Henningsen var tiden.

Med det nymodens (by)fænomen skilsmisse, gør den ny, frigjorte kvinde sit indtog. ”Du har altid været mig overlegen, det var altid din vilje, der gik igennem, selv om jeg først forstod det, efter at vi var blevet gift”, siger Mads Henningsen på falderebet. Men det er jo ikke sandt. Årsagen til skandalen var jo ikke hende, men ham alene – og samfundets dom. Og det er fra nu af, hun må kæmpe på egen hånd for at få det bedste ud af ulykken, svigtet som hun er af næsten alle. Det store i Agnes H. er, at hun altid tænker på andre først. Ikke bare de nærmeste, men alle, der har brug for hende. Men efter skilsmissen er hun nødt til at være ”hensynsløs, egenkærlig og beregnende”, for det gælder forældreretten, ansvaret og forsørgerbyrden, som hun står alene med, og hun må med knust hjerte sætte børnene i pleje hos svigerforældrene i Fredericia, hvor det højeste, man kan opnå, er at smage ”toppen af farfars søndagsæg”. Hun tør ikke længere binde an med kunsten, som er et så usikkert felt, man ikke kan leve af, og vil hellere være jordemor. Men præsten nægter at give hende den nødvendige sædelighedsattest! Hun overvejer at blive fotograf eller damefrisør: ”Slank, sortklædt og mondæn”, da hun har pantsat sin pæne fløjlskjole.

Men digteren Carl Ewald, som hun en overgang bor i ”kollektiv” med i Ny Kongensgade, og som – med fru Ewalds venlige interesse – bliver far til Agnes Henningsens søn, den legendariske kulturradikaler PH, opmuntrer hende til forfatteriet. Også af jalousi, fordi han ikke kan overskue, at hun skal ud på arbejdsmarkedet, hvor hun risikerer at møde andre mænd end ham. Carl Ewald var som så mange andre mænd af den opfattelse, at utroskab var mandens privilegium. Ligestilling måtte man se langt efter i intimsfæren. Og det har alle dage, siden ”sædelighedsfejden”, Den store Nordiske Seksualkrig, været spørgsmålet, om den seksuelle frigørelse skulle ske på mandens præmisser, som en Georg Brandes gerne så det – ligesom socialisten Holger Drachmann, der udbrød: ”Hvor pragtfuld bliver ikke den kvinde med flere mænd, der har bevaret kærlighed til elskov?”. Han uddybede, at det er naturligt for en mand at ville ha’ sin kvinde for sig selv, ligesom det er naturligt for kvinden at ville ha’ sin mand for sig selv. Men gennem generationer har den forstandige hustru lært at bøje sig, så nu er det på tide, herren følger efter: ”Hvad fanden mener han ellers med ligeberettigelse?”. Der var ikke mange, der på den tid forestillede sig, at den seksuelle frigørelse nogensinde kunne ske på kvindens præmisser – efter et mere monogamt ideal. Ville det være muligt?

Det spørgsmål er der ikke noget endeligt svar på. Overalt i verden praktiseres forskellige former for flerkoneri. Men ingen steder ”mangemænderi”. Herhjemme blev det tilsyneladende kvinderne, der sejrede i ”sædelighedsfejden”. Næsten ingen mænd her til lands proklamerer deres polygame rettigheder åbent, bigami er forbudt, og sidespring forekommer mest i det skjulte. Utroskab er det ”arrangerede” ægteskabs gebet, hvad enten det er arrangeret af familie, slægt eller af et TV-selskab. Men i et kærlighedsægteskab, indgået af individernes fri vilje, holder det sjældent. Efter ægteskabet med Mads Henningsen praktiserer fruen sit ”mangemænderi”, kun så længe hun er fri – eller ”mellem mænd” – i færd med at ”erobre byen” og ”falde for enhver”. Sådan en ville nu til dags, hvor de unge kvinder insisterer på selv at bestemme, hvem de vil falde for og hvordan og hvornår og hvor, blive kaldt for slutty – løsagtig. ”Alle og enhver” var i Agnes H.’s tilfælde dog sjældent hvem som helst. Men ofte en åndfuld herre, der replicerer: ”At falde for enhver kan kun den kvinde sige, der føler sig højt hævet over mandens moral”. Men lad Agnes Henningsen selv få den sidste replik: ”Ikke noget andet end tiden kan gøre den elskede elskov til kærlighed”.