https://imgix.femina.dk/media/0fca260333a14f47a92a7d262b768a2b.jpg
Underholdning

Sofie Gråbøl: Jeg er ikke særlig markant

24. marts 2010
af Susse Wassmann og Sanne Hukiær Christensen
Foto: Ditte Capion-Damgaard
På scenen kan hun spille noget så ondt som Lady Macbeth, men virkelighedens Sofie er en noget anden person. Hun blev en overgang mobbet som barn, og det har sat sig i skuespiller Sofie Gråbøl

I disse dage fortolker Sofie Gråbøl Shakespeares skrupelløse Lady Macbeth på Østre Gasværk. - Lady Macbeth er mørket. Hun er den mørke side af den stærke kvinde. Umiddelbart er Lady Macbeth meget langt fra mig som menneske, men vi er nede at røre ved nogle eviggyldige følelser som grådighed, magtbegær, moral og samvittighed, siger Sofie Gråbøl.

Om Sofie Gråbøl

Sofie Gråbøl, 41, er vokset op på Frederiksberg sammen med sin bror, filminstruktør Niels Gråbøl, og sin mor, som var arkitekt. Hun fik sin filmdebut som 17-årig i Henning Carlsens "Oviri", hvor hun spillede over for Donald Sutherland. Gennembruddet kom året efter med rollen som den unge Tove Ditlevsen i "Barndommens Gade". Siden har hun spillet med i et utal af film og teaterstykker.

Angst for øde øer
For Sofie er det vigtigste altid at føle sig som en del af en sammenhæng. Og det værste, man kunne udsætte hende for, var at sætte hende ud på en øde ø. - Jeg kan ikke forestille mig noget mere angstfyldt! At være totalt overladt til sig selv. Så hvis folk spørger mig, hvad jeg ville tage med på en øde ø, vil det altid være mennesker. Masser af mennesker! Det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af at være alene, det er jeg faktisk rigtig god til, men jeg kan godt falde ned i sådan noget trist noget, miste modet og blive depressiv, hvis jeg ikke er i en eller anden sammenhæng, siger Sofie gråbøl.

Mobbet i skolen
- Du har engang beskrevet dig selv som et gennemsigtigt menneske? - Hmm … Jamen, jeg opfatter ikke mig selv som nogen særlig markant person. Ikke at jeg tillægger det noget godt eller dårligt, det er bare en konstatering.- Jeg blev jo mobbet i skolen på grund af mit mærkelige hjemmesyede flippertøj, og det har påvirket mig rigtig meget. Det varede kun et halvt år, men det gjorde sindssygt meget ved mit selvværd. Det gik helt grundlæggende ind og blev en erfaring, som var så basal. Hendes bror, filminstruktøren Niels Gråbøl, skildrede deres barndom delvist i filmen "Det Store Flip".

40 var faktisk fint nok
Om usikkerheden er fulgt med trods hendes indiskutable succes siden ungdomsårene, er et spørgsmål med flere svar for Sofie. -Jeg havde en kæmpe krise, i året op til jeg fyldte 40, som kulminerede i sådan et vanvittigt neurotisk forhold til min 40-års fødselsdag, fordi det blev billedet på, hvem jeg så var. Jeg endte med at aflyse det hele, jeg ville slet, slet, slet ikke noget som helst overhovedet! Da jeg vågnede op næste morgen og var 40, havde jeg det jo fint. Og så fik jeg en voldsom lyst til at fejre den fødselsdag og ringede til alle mine venner og spurgte, om de kunne komme i overmorgen, fortæller Sofie med et selvironisk grin.

RELATEREDE LINKS

Mikael Wulff
økologi mode

Læs også