Sara Bros søn kom med en opfordring: "Jeg kan godt se, at det kan være pinligt at have mig som mor"
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Mange kan nikke genkendende til, at man fra tid til anden har krummet tæer over sine forældre. Men forestil dig, at din mor er kendt, har mere end 100.000 følgere på Instagram og ofte deler bikinibilleder med dem.
Det er virkeligheden for Sara Bros 14-årige Søn Frits, hvis kammerater har opdaget førnævnte Instagram-opslag.
Det fortæller hun i radioprogrammet ”Du kender typen” på DR.
For radioværten vinterbader, og når hun hopper i baljen, filmer hun det ofte og deler det med alle dem, der lægger vejen forbi hendes profil - inklusiv børnenes venner.
- Der har været en situation, hvor min søn kom og bad mig om at gøre min profil privat. Og det vil jeg ikke, siger Sara og uddyber:
- Jeg ved godt, hvorfor han kom og bad om det. Det var, fordi der var nogen fra hans skole, der havde opdaget min profil – "kan du ikke gøre den privat?". Og det er jo helt klart på grund af al den hud og nøgenhed og bikinifotos, fortæller Sara.
Og hun kan godt sætte sig i sønnens sted.
- Jeg kan godt se, at det kan være pinligt at have mig som mor. Det er jeg helt åben overfor, men der synes jeg bare, at jeg har en vigtigere mission. Så jeg sagde til ham, at det har jeg ikke tænkt mig at gøre, fortæller hun.
Kropsmission
Missionen er at være med til at normalisere vores forhold til vores kroppe. En mission, der begyndte i 2018, efter Sara havde fået fjernet begge sine bryster for at forebygge, at hun igen blev ramt af brystkræft.
Iris Gold hylder den nøgne kvindekrop i ny musikvideo
Hun bærer også rundt på to ar fra da hun fødte sine to børn Frits og Miriam ved kejsersnit, så hendes krop er med egne ord blevet syet og repareret op til flere gange.
- Der gik det op for mig, at jeg tænkte det normale ville være at gemme min krop langt, langt væk, siger hun i programmet og tilføjer:
- Men det havde jeg ikke lyst til. Jeg syntes, det var noget pjat, at jeg allerede nu i 40’erne skulle tænke over, at jeg ikke kunne vise min krop frem, som den er. Så jeg begyndte at blive bevidst om også at være på Instagram, og jeg begyndte også at bade i bikini, for jeg ville ikke finde mig i min tankegang om, at jeg skulle gemme min krop væk, forklarer hun.
Men i begyndelsen blev billederne ikke modtaget, som hun som afsender havde tænkt dem. I stedet svømmede indbakken over med beskeder fra både mænd og kvinder, der gerne ville høre Saras daværende kærestes holdning til, at hun delte fotos med bar hud.
- Så lavede jeg en spørgerunde, hvor jeg spurgte, ”hvorfor tror du, at jeg lægger fotos op af mig selv i bikini?”, fortæller Sara.
Og svarene chokerede hende. For hendes mere end 100.000 følgere var overbeviste om, at radioværten var ude på at høste komplimenter og beskeder fra mænd af seksuel karakter.
Sådan forholder det sig ikke, understreger hun i udsendelsen.
- Jeg gør det selvfølgelig for, at andre mennesker skal kunne spejle sig i det og tænke ”hey, hvis du tør, så tør jeg også”, slår hun fast.
Denne artikel blev først bragt på Se & Hør. Dette er en redigeret version.