Sara Blædel: "Det var mig selv, jeg ikke kunne falde på plads i"

Det var på et hotelværelse i Chicago, at det ramte hende: Sara Blædel blev pludselig smerteligt bevidst om, at hun simpelt hen bedre kunne lide livet, da hendes forældre var i det. Og der var ikke noget som helst, hun kunne gøre ved det. Hendes mor og far døde to år forinden med kun tre dages mellemrum – "det er bare så typisk mine forældre, at de selvfølgelig følges ad hele vejen", som hun skrev på Facebook.

– Selv om mine forældre var gamle og havde nået endestationen, og alt var fint på dén måde, så mangler de jo alligevel. Jeg læste et sted, at sorgen over at miste nogen, som er blevet gamle, jo ikke bliver mindre, og det er rigtigt. Det er mere chokerende at miste nogen, der stadig er unge, men sorgen og savnet er det samme, siger Sara Blædel, som lige der i Chicago indså, at hun virkelig havde et problem. – Jeg blev forskrækket over den erkendelse, for jeg havde jo alt: Jeg havde succes med mine bøger og blev hentet i limousiner og havde et fantastisk liv – alligevel var det en helt konkret konstatering indeni mig, at jeg bare bedre kunne lide livet, som det var, da de var her. Det duer jo ikke. Men jeg kunne ikke slå mig selv oven i hovedet og sige: "Hold så op med det, Sara!" For det er jo kærlighed, man føler. Den kan man ikke bare fjerne. Hvad savnede du mest? – Jeg havde et vildt tæt forhold til mine forældre – de var søde og sjove, og vi ringede sammen hele tiden. De var også virkelig besværlige og alt det, der hører med til at have forældre, men jeg kunne så godt lide følelsen af, at de var i mit liv. Alle rutinerne med juleaften, fødselsdage, middage, telefonsamtalerne … Som man jo godt kan fylde ud med andre mennesker, men det er bare ikke det samme. Og jeg var godt klar over, at det var jeg nødt til at deale med.

Mor og søn i New York

Da Sara Blædel året efter forældrenes død blev skilt, havde hun en følelse af, at hendes liv skulle relanceres. Så hun flyttede fra Virum, hvor hun havde boet med sin mand, og et stenkast fra sine forældre, til Kartoffelrækkerne på Østerbro, hvor hun var vokset op. Det måtte da være et godt sted at "komme hjem", tænkte hun. Lande i sig selv igen. Det var det bare overhovedet ikke. – Jeg faldt aldrig til i Kartoffelrækkerne, selv om det var de bedste vilkår, jeg kunne få. Men det var nok ikke omgivelsernes skyld. Det var mig selv, jeg ikke kunne falde på plads i. Ikke at det var nogen traumatisk skilsmisse, den var helt uproblematisk, men jeg kom til at stå og flagre lidt alene uden hverken mand eller forældre. Heldigvis har jeg nogle tætte venner, som har kendt mig altid, og det er en kæmpe gave det dér med at have livsvidner, synes jeg. Det bliver ligesom mere og mere vigtigt, jo ældre man bliver, og de var en kæmpe støtte. Men jo, jeg blev eddermame alene. Så da Saras søn, Adam, proklamerede, at han ville på kursus på filmakademiet i New York, tænkte Sara: "Det er da en god idé! Jeg tager med!" Hendes bøger gik godt i USA, og hun havde været der flere gange, så en måneds tid derovre ville være kærkommen. – Ha ha, den havde han altså ikke set komme! Så skal det her unge menneske løsrive sig og alene til New York, og så tager mor med! Det har vi grinet meget af. Men det betød bare, at han kunne bo lidt federe og få maden serveret, så det var okay. Og vi var splittet så meget op i vores hverdage, at det var rigtigt rart ikke at være alene om at finde ud af alting derovre, for der er så mange ting, der er helt anderledes end herhjemme. Og jeg må ærligt indrømme … Jeg var 52 og syntes pludselig, at jeg skulle bo i udlandet – det var altså en stor mundfuld. Men det var SÅ godt for min psyke at gøre noget radikalt anderledes. LÆS OGSÅ: Marie Louise blev forladt, og hendes ven blev skudt: ”Når lokummet virkelig brænder, bliver nogle ting meget enkle”

Jeg gider ikke date

Så Sara og Adam pakkede sydfrugterne og drog til The Big Apple – Adam skulle være der i fem måneder, og Sara i én. Troede hun. – Men der var så meget smæk på Louise Rick-universet derovre med pr-ture og bogturnéer, så jeg ikke kan mindes, at jeg har arbejdet så meget før. Jeg gik fra at ville leje en møbleret lejlighed i fem måneder til at leje en umøbleret i et år, så Adam og jeg stod bogstaveligt talt midt i en lejlighed på Manhattan uden en skid. Vi havde intet – kun to senge, der blev leveret. Så vi skulle bygge et hjem op sammen helt fra bunden. – Og i dag kan jeg mærke, at den rejse var sindssygt god for mig, for jeg har det helt anderledes nu. Det var så fedt at prøve en helt anden hverdag med nogle helt andre rutiner, jeg elskede det. Det hele blev ligesom sat sammen på ny … jeg blev sat sammen på ny. Jeg kunne ikke mærke det lige med det samme, men da jeg kom hjem igen, var jeg klar over, at det var overstået. Jeg kan ikke lade, som om at livet er, som det var før, men nu har vi fået nogle nye rutiner, nye måder at gøre tingene på. Vi har så meget andet nu, som er vores referencer, fordi vi stod derovre sammen og skulle skabe et liv fra bunden. Og det var det, der skulle til. Da Sara Blædel kom hjem til Danmark, blev kartoffelrækkehuset skiftet ud med en lille lejlighed i hjertet af København, hvor hun bor alene i dag. Og det dér med at være alene – det elsker hun. – Jeg er sådan en type, der har brug for ekstremt meget alenetid, og jeg føler mig aldrig ensom. Der er nogen, der får energi af at være sammen med andre hele tiden, jeg har det lige omvendt: Det dræner mig totalt for energi. Jeg kan godt lide at være social, jeg kan bare ikke holde det ud hele tiden. Ikke nogen ny mand i dit liv? – Ikke lige nu, nej. Og det er vildt, som folk går op i det. Jeg gider ikke at date, og jeg kommer ikke til at gøre det. Jeg kan supergodt lide mænd, men der er også virkelig mange, jeg ikke gider at bruge min tid på. Det ville da være dejligt, hvis man på et tidspunkt møder en og tænker: "Nå, der var du!" Men det er ikke noget savn, ikke noget, der fylder i mine tanker. Jeg har det virkelig, virkelig godt i mit liv, jeg har en ekstrem frihed til at gøre, hvad jeg gerne vil, og jeg har meget vanskeligt ved at forestille mig, at jeg kommer til at bo sammen med en igen, siger Sara, som forleden så et voksent par, som tydeligvis havde været oppe at skændes. – Jeg lægger jo mærke til folk, og jeg kunne se, hvor ked af det hun var. Det var SÅ følelsesladet. Og ved du hvad? Det har jeg slet ikke lyst til! Pyh, hvor ville jeg ikke kunne overskue det igen, ha ha. Selvfølgelig er det vidunderligt, hvis det er det helt rigtige, men jeg er ikke interesseret i et kæresteliv bare for at have det. Så jeg leder ikke efter det. Og nogle gange føler jeg, at man nærmest skal undskylde, at man ikke har en kæmpe længsel efter at møde en mand igen. Det er, som om folk tænker: "Ja ja, det er bare noget, du siger, fordi der ikke er nogen, der vil have dig." Det er jo noget pis. Halvdelen af os er singler, og hvorfor skulle man ikke have det skønt med det? Det kunne være, at vi skulle vende den om og spørge folk: "Gud, er du i et forhold? Har du tænkt dig ordentligt om? Er du sikker på, at det er en god idé?" Ha, ha!

Jeg tager aldrig nogensinde noget for givet

Den ro i livet, Sara Blædel har fundet i dag, tilskriver hun paradoksalt nok først og fremmest den massive modgang, hun havde i sine yngre år: Under et efterskoleophold blev hun så hundesyg af allergi over for e-numre, at hun måtte ligge i sengen i fem måneder, som 23-årig måtte hun afbryde sin grafiske uddannelse på grund af voldsom allergi over for fremkaldervæske, og sidst, men ikke mindst, blev hun nogle år senere sendt totalt til tælling af en lammelse i armen, som kostede hende tre år på hospitalet og var et smertehelvede uden sidestykke. – Det er først hen over den senere tid, at jeg for alvor er blevet klar over, hvor vigtig den tid var, for jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis ikke jeg havde været igennem de ting. Jeg var blevet en anden Sara … sikkert sådan en, der ville alt muligt smart, men ikke havde nok selvtillid til at gøre det. Ungdomsusikkerheden havde ikke sluppet mig dengang, og jeg gik nok og lavede nogle ting, som var mere overfladiske, end hvad der var alderssvarende. LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det, synes jeg er noget vrøvl" Historien om Saras arm er helt kort, at hun havde et ekstra ribben oven over kravebenet, som lægerne ikke havde opdaget. Fordi hun arbejdede som tjener og red en eller to heste om dagen, havde hun udviklet så store muskler i området, at der ikke var fri passage for nervebanerne under ribbenet. Hendes fingre var kravlet helt ind under hånden, og hun havde udsigt til invalidepension som 28-årig, da lægerne i anden forbindelse tog et røntgenbillede af hende og opdagede det ekstra ribben, som blev fjernet med det samme. Og pludselig var Sara smertefri og fungerede normalt igen. – Jeg var bitter og ked af det i lang tid efter, hele mit liv havde jo taget en kolbøtte fra alting til ingenting. Men mens jeg lå på hospitalet, startede jeg forlaget Sara B., fordi jeg bare havde brug for noget, der kunne flytte fokus fra smerterne. Det kunne lige så godt have været en spillehal eller et omrejsende cirkus, men det blev et forlag, og det var åbningen og vejen ind til bøgerne. Og jeg havde nok aldrig skrevet en bog, hvis ikke jeg var kommet ud for det. Plus at der var en masse ting, jeg aldrig havde lært. I dag tager jeg aldrig nogensinde noget for givet i mit liv, for jeg har prøvet så mange gange, at ting er stoppet. Jeg tager det ikke som en selvfølge, at gode ting bare bliver ved. Hvad betyder det for dig at være nået så langt? At være Danmarks krimidronning? – Jeg sad netop og talte med en veninde om det forleden, og det, der betyder noget for mig, er de oplevelser, jeg får via mit forfatterskab. Det andet er jo ikke noget, jeg går og tænker over til hverdag. Men at blive taget ind i en vennekreds med nogle af de største amerikanske krimiforfattere, dét synes jeg er stort. At folk som Michael Connolly og Karin Slaughter synes, det er helt naturligt, at jeg er en del af dem. Det er fandeme en gave! Der kommer jo et tidspunkt i ens liv, hvor det ikke er de ydre ting eller etiketterne, der betyder noget – hvor man i stedet samler på gode oplevelser. De oplevelser fylder meget mere for mig, end at det går godt for mine bøger.  Sara Blædel, 55, Danmarks krimidronning. Mest kendt for sine bøger om kriminalassistent Louise Rick, som bliver udgivet i 38 lande. Har sønnen Adam fra et tidligere forhold og var gift med Lars Kirchhoff til 2014. Bor i dag alene i en lejlighed i København. Lige nu kan du læse den tiende Louise Rick-krimi, "Pigen under træet", som udkommer 15. november.