Palle Strøm: Jeg følte mig altid som en outsider
12. juli 2012LIVET
Hvordan blev du Palle Strøm?
- Jeg tror, jeg blev Palle Strøm, fordi jeg som barn og ung altid følte mig som en outsider. Jeg havde meget min egen verden. Det er nok en af hjørnestenene i, hvordan jeg blev mig selv. Jeg så utrolig meget tv og lavede mærkelige ting for mig selv. Det har skabt en eller anden originalitet. Eller: jeg håber, at en af mine kvaliteter er at have en form for kreativitet og ind imellem, hvis jeg er heldig, originalitet. Outsider-følelsen handler nok om, at jeg var efternøler. Min storesøster er seks år ældre og min storebror ni år ældre end mig, så jeg var en form for enebarn. Jeg følte aldrig helt, at jeg hørte til i nogen grupper. Jeg så engang et fantastisk portrætprogram om Beatles. Der var noget, der virkelig slog mig: Poul McCartney syntes, at Ringo, George og John havde noget sammen, som han ikke var med i. Men det viste sig, at de alle troede, at de tre andre havde noget sammen, som de ikke selv var med i. Sådan har jeg også altid haft det. Jeg føler mig tit beslægtet med folk, der føler de har outsiderrollen. Jeg gik ikke til fodbold og havde ikke den sociale kontekst, men det er på godt og ondt. For mig er der i hvert fald også masser af godt i det. Det er ikke en klagesang.
Læs også: René Dif: Der er sgu meget vildt i det her liv
DØDEN
Hvad bør ethvert menneske opleve før døden?
- At sætte sig selv fri. At sprænge alle rammer for hverdage og tanker om sig selv og pis og papir og småting og tilpasningslån og fis og tagrender. Det er vel i virkeligheden dét. Om det så er i glimt, eller om man kan gøre det mere blivende, ved jeg ikke. Men det er det største, man kan opnå.
…OG KÆRLIGHEDEN
Hvor og hvornår har du været allermest lykkelig?
- Jeg er begyndt at løbe, og der er noget, man kalder "runners high", som er meget konkret, kemisk, fysisk og psykisk på samme tid. Man føler et løft, en virkelig lethed i fysisk forstand. Man kan opleve måske et minut, hvor man synes, at livet er generøst og sorgløst og tænke: Livet er simpelthen så fantastisk. Den følelse har jeg også haft i selve livet. Livets "highs". Jeg har billeder i mit hoved fra øjeblikke sammen med kærester, med min datter, med venner. Store kærlighedsøjeblikke. Øjeblikke, hvor alting bare er blevet til poesi eller til vanvid. Hvor jeg har tænkt: Det her er fuldstændig vanvittig fantastisk. I de øjeblikke er der noget anarki, som ophæver vaner, rutiner og tid. Lige når jeg er i det, er det sorgløst. Når man bare ER, når man føler sig 100 procent til stede - i det lille bitte øjeblik er man Buddha i sit eget liv.
Har du en tilbagevendende drøm?
- I en ikke-erotisk kontekst??? Jeg skal lige forbi de erotiske tilbagevendende drømme for at komme frem til en ikke-erotisk, ha ha! Nej, jeg har ikke en tilbagevendende drøm. Men jeg har en drøm om i mit vågne liv at leve et mere roligt liv. Et mere analogt, simpelt liv. Og her snakker jeg ikke om at flytte på landet og kun spise perlebyg. Jeg mener bare et liv med lidt større eftertænksomhed.