Oh Land: "Det har været en livslang proces at lære at leve med smerterne"

Det var en mørk aften i Michigan for seks år siden: Nanna er på tour i USA med sit band, og de er stoppet for at få en bid mad. På vej tilbage til bandbussen går de hen over en plæne, og pludselig forsvinder jorden under Nanna.

– Jeg er lidt natteblind, så jeg havde ikke set den brønd, der var midt på plænen. Pludselig forsvandt jeg bare ned i et hul og landede med benene nede i nogle rør. Jeg nåede at holde mig oppe i armene, og mit band, som gik bag mig, så mig bare forsvinde. Fordi jeg var så stædig, kørte vi ikke på skadestuen, hvilket vi skulle have gjort, for jeg brækkede faktisk et ribben og sprang et led i både hoften og ryggen. Men det fandt jeg først ud af lang tid efter.

Men det må da have gjort vildt ondt?

– Det gjorde vanvittigt ondt. Men vi skulle lave et vigtigt radiointerview dagen efter, og jeg vidste, at vi skulle køre halvanden time, tilbage hvor vi kom fra, hvis vi skulle på skadestuen, og så ville vi ikke kunne nå interviewet. Så jeg tog bare en masse smertestillende, fortæller Nanna.

Det var et dårligt valg. Som mange andre af de valg, Nanna Øland Fabricius tog i den periode, som var ekstremt stresset for hende. Da hun endelig kom til lægen, viste det sig, at der var gået betændelse i hendes ene ben, fordi hun ikke var blevet syet med det samme. Fem huller havde hun i benet, og de fysiske ar har hun stadig. Til gengæld var hændelsen i Michigan med til at hele nogle af de psykiske sår, hun gik rundt med.

– Det var en virkelig hård tid for mig, og det her gjorde noget ved mig psykisk. Det blev et symbol på, at jorden var ved at forsvinde under mig i den periode, og jeg lærte rigtig meget af det. Du har en kort tidsmargin til at tage det rigtige valg for dig selv, og det er vigtigt, at du giver dig selv ro til det og gennemtænker konsekvenserne. Det er jeg blevet meget bedre til.

Hvad vil du sige, er den største forskel på Nanna dengang og Nanna i dag?

– Den største forskel er, at jeg ikke er så bange for at genere nogen længere. Før var jeg meget bange for, at nogen skulle synes, at det var irriterende, at jeg ikke dukkede op. At de ikke kunne regne med mig, at jeg ikke var pligtopfyldende nok, ikke ville det nok. I stedet for at tage stilling til, at det faktisk var mig selv, det gik rigtig hårdt ud over. I dag er jeg mere ligeglad med at gøre livet en lille smule mere besværligt for andre, hvis jeg rent faktisk gør mig selv en tjeneste. Det var et signal om, at jeg skulle til at slappe af og gøre de ting, jeg havde lyst til, og ikke kun de ting, jeg skulle.

ARVEN FRA DANSENS KYNISME

I samme periode falder Nanna ud over scenekanten under en koncert i England, fordi hun bliver blændet af et for skarpt lys. Også det betaler hun for i dag. For hun gik ikke af scenen, selv om hun var fyldt med blod, skrammer og blå mærker. Hun ignorerede smerterne, som hun plejede at gøre, og fortsatte sin turné.

– Den disciplin kommer helt klart fra dansens verden, for der er sgu ingen kære mor. Det er ikke specielt heroisk at gå på scenen med 40 i feber, det gør alle, og hvis du ikke gør det, er det, fordi du ikke vil det nok. Så er der bare en anden, der tager din plads, sådan fungerer dansens kynisme. Danseverdenen er en ungdomsverden, hvor du kan have seneskedehindebetændelse i weekenden og være rask ugen efter, fordi du restituerer hurtigt som ung. Men jo ældre du bliver, jo hårdere bliver det, og så er det vigtigt at have nogle ”voksne” omkring sig, som kan fortælle en, at man ikke behøver at være tapper. Dengang i Michigan havde jeg brug for en, der sagde til mig: ”Så må du græde resten af aftenen, men der bliver ikke noget radiointerview.” Det er en voksenautoritet, som du skal lære dig selv, for der er jo ingen, der leger din mor, når du selv er voksen. Og det kan være svært at lære.

For at forstå den ekstreme disciplin og tilsidesættelse af sig selv skal vi et stykke tilbage i Nannas liv. Til dengang dansen var hendes liv og det, hun satsede på som karriere. Indtil en skade satte en stopper for det.

Som 8-årig starter Nanna på Søstrene Johnsens balletskole i Ordrup nord for København, og først syntes hun egentlig, det var lidt kedeligt. Men der gik ikke længe, før hun blev stillet forrest i timerne, læreren havde opdaget Nannas talent, og efter et år foreslog de hende at søge ind på Det Kongelige Teaters Balletskole.

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen: "Når man bliver skilt efter så mange år, er det også noget, der har været på vej et stykke tid"

ALT VED MIG VAR FORKERT

– Min mor var meget imod det, hun er operasanger på teatret, så hun kender miljøet og den disciplin, der hersker derinde, og hun syntes, at det var hårdt for et barn at træde ind i så seriøs en ramme. Jeg var en vild og fjollet drengepige, jeg kom fra et spraglet, kunstnerisk og højrøstet hjem og var opdraget til at være antiautoritær. Men der var ikke noget at gøre – jeg ville ind. Og jeg ville ikke have tilgivet mine forældre, hvis de havde sagt nej.

– Det var magisk at være der, når vi spillede forestillinger, men hele livet omkring det var hårdt for mig at finde mig til rette i. Fordi jeg pludselig oplevede, at alt ved mig var forkert. Jeg talte forkert, jeg gjorde ting forkert og skulle lære at gebærde mig på ny. Jeg var jo ikke vant til at sige ”hvabehar” og holde til højre og hilse på alle, der kom forbi. Jeg var et rigtigt barn – ikke en lille voksen, som man skal være derinde, fortæller Nanna.

Efter to et halvt på balletskolen valgte hun selv at stoppe.

– Jeg var ked af det, hver dag jeg kom hjem, så min mor sagde: ”Nanna, du behøver altså ikke at vente på, at du bliver smidt ud, du kan godt stoppe selv.” Da stoppede jeg med at græde og blev helt overvældet over at blive præsenteret for mit eget frie valg. Det var den første vigtige læring for mig, en kæmpe sejr og meget lykkeligt.

Nanna vender tilbage til sin gamle skole. Hun vedligeholder dansen to timer hver dag efter skole og har også bevæget sig ud i andre danseformer end den klassiske ballet. Alligevel vælger hun at flytte til Stockholm efter 9. klasse og gå på deres kongelige balletskole.

Du havde det jo ikke godt på balletskolen, hvorfor så tage til Stockholm og gøre det en gang til?

– Fordi jeg ikke var færdig med dansen, og deroppe kunne man tage en moderne linje samtidig med den klassiske. Men jeg kan næsten ikke huske noget fra de tre år, primært fordi jeg ikke havde nogen at dele det med. For jeg var enormt ensom. Så i min bevidsthed er de tre år bare én lang dag. Jeg var lige fyldt 16 og boede alene i et lejet kælderværelse ude i forstæderne, det var ret heftigt. Men jeg har fået mange værdifulde erfaringer med derfra: Jeg lærte at klare mig selv, jeg lærte at være alene, og jeg lærte ikke at kede mig. Det er måske den største gave, jeg har fået, for jeg blev virkelig god til at bruge tid med mig selv. Måske lidt for god.

I sin ensomhed i kælderværelset uden for Stockholm begyndte Nanna at skrive.

– Der var ikke Skype dengang, jeg havde ikke min egen laptop, og det var for dyrt at tale i telefon, så jeg skrev. Hver eneste dag. Dagbog, tanker – alt muligt, som senere er blevet til sange. Det var for at underholde mig selv, simpelt hen. Jeg talte med mig selv på papiret i mangel af venner.

SMERTER FORSVINDER PÅ SCENEN

Efter et par år i Stockholm får Nanna den skade, der sætter en stopper for hendes drømme om at blive danser. En såkaldt intraspongiøs diskusprolaps, som er tanden værre end en almindelig prolaps og meget svær at komme af med. Som skadet danser bliver man dog ikke væk fra timerne – man kommer og ser på de andre, så man kan følge med. Og det var her, Nanna opdagede, at hun kunne noget med musik.

– Jeg begyndte at spille klaver til timerne og opdagede, hvor sjovt det var. Jeg har altid spillet klaver uden rigtig at have lært det – hjemme hos os var det at spille et instrument ligesom at tage opvasken; man gjorde det bare. Og jo mere jeg brugte de muskler, jo bedre blev jeg. Så når alle var gået, blev jeg siddende og spillede videre.

– På det tidspunkt havde jeg fået nogle venner, og det hjalp også rigtig meget, at jeg fik en kæreste. Han var både balletdanser og jazz-trommeslager, så jeg fik et kendskab til musikken, jeg ikke havde haft før. Jeg blev nysgerrig på mig selv i musikken, og det var dér, mine to verdener blev forbundet, fortæller Nanna.

Som 19-årig vender Nanna hjem til København og bruger oceaner af tid på at genoptræne og gå hos alverdens eksperter for at få bugt med smerterne. Hun tog arbejde på en café og rejste alene til Thailand – alt sammen for at øve sig i at være et helt almindeligt uambitiøst menneske.

Smerterne fik hun aldrig bugt med.

– Dem har jeg dealet med lige siden – det har været en livslang proces at lære at leve med dem og finde ud af, hvordan man undgår at det går ud over ens livskvalitet.

Hvordan gør man det?

– Det ved jeg faktisk ikke. Nogle gange får det bugt med mig, og i de perioder, det har været rigtig slemt, har jeg været svær at komme i kontakt med, fordi det er nemt at gå ind i sig selv og sin smerte og ikke være til stede. Lidt som en spændetrøje, man ikke kan komme ud af. Når jeg har været god til det, har jeg kunnet lade det være en baggrundsstøj, som jeg har kunnet glemme, og været til stede i den ting, jeg gjorde. Og der har musikken altid kunnet aflede mig – faktisk kan jeg ikke mærke smerterne, når jeg er på scenen, fordi adrenalin er smertestillende. Det handler om, hvor meget du kan styre din opmærksomhed. Du skal træne dig op til ikke at lade dig opsluge af smerterne, fortæller Nanna.

LÆS OGSÅ: Sangerinden Aura: "Der er mange mennesker, der spundet guld på mig"

JEG HAR FØLT MIG 100 ÅR GAMMEL

Hun tøver lidt, smiler og ser ligesom forsigtigt på mig.

– Det er meget nyt, det her, så det er svært for mig at tale om …

Hvad?

– Jeg har faktisk ikke haft ondt i et par måneder.

Okay!

– Ja. Så jeg føler mig meget heldig lige nu. Jeg har gjort alle de ting, der burde gøre, at jeg har ondt – rejst frem og tilbage over planeten et par gange, turneret, arbejdet meget – men smerterne er der ikke. Jeg vågner ikke længere flere gange om natten og tager smertestillende, det føles lidt, som om jeg måske har været igennem en 15 år lang helingsproces, som måske er ved at være slut. Men jeg tør ikke helt tro på det endnu.

Det er da fantastisk, Nanna!

– Ja, lad os nu se. Jeg har ikke set mine smerter som noget særligt interessant, for alle kæmper jo med et eller andet. Men jo, det tapper en. Jeg har følt mig meget ældre, end jeg er, fordi jeg har skullet tage nogle røvkedelige hensyn hele tiden: ”Nu kan jeg ikke sidde op længere, nu kan jeg ikke stå, jeg kan ikke gå til den middag, jeg kan ikke have de sko på.” Jeg har følt mig 100 år gammel, så jeg har virkelig skullet lære at forstå, at jeg faktisk er ung, jeg er smidig, jeg kan ting, jeg er ikke handicappet. Jeg har skullet kæmpe med min selvopfattelse, fordi jeg jo ikke ligner en, der har det, som jeg har.

– Det har været vigtigt for mig at føle mig stærk, at kunne mærke min egen styrke. Og jeg har lært, at jeg er virkelig god til at udholde ting. Jeg kan om nogen spænde ballerne og holde ud. Mine omgivelser har været så søde og prøvet at hjælpe mig på alle mulige måder, men de har også kunnet mærke, hvilken vilje de har været oppe imod fra min side. Hvis jeg har sagt: ”Jeg SKAL det her! Jeg KAN det her!”, selv om jeg har humpet op på scenen, så har de jo også kunnet se, at det er en ægte glæde og frihed, jeg rent faktisk får, når jeg går op på scenen. Den er der jo ingen, der har lyst til at tage fra mig. Og når jeg først står der, er der ingen, der kan se det på mig.

Efter 15 år med konstante smerter kan man ikke bare lige sådan blive smertefri uden at reagere. Nanna beskriver det sådan her:

– Det er som at være vant til at bevæge sig i cement og så pludselig bevæge sig i ren luft. Som om der er noget, der mangler, og jeg tumler lidt af sted. Men jeg er så glad. Selv om det føles helt uvirkeligt.