Nicolaj Kopernikus: At blive ældre føles lidt som at komme hjem
17. oktober 2016I tredje omgang af de populære ”Klassefesten”- komedier, ”Dåben”, er han endnu en gang i selskab med Troels Lyby og Anders W. Berthelsen, og de tre gymnasievenner er lige så meget i panikalderen, som de hele tiden har været. Særligt Andreas (Anders W. Berthelsen) har det hårdt, for han er stadig ikke kommet videre efter sin skilsmisse fra smukke Hanne (Therese Glahn), som til gengæld har fået ny mand og en lille datter, som de beder Andreas være gudfar til. Totalt panik! For man kan jo ikke ankomme til ceremonien og være over skudsagtig uden kæreste. Så Andreas, Niller og Thomas tager på singlehøjskole, og så er rammen sat for den tredje drengerøvsfilm for oldboys, som de tre venner har for vane at lægge hele Danmark ned med.
Privat er Nicolaj Kopernikus ikke grebet af alderspanik overhovedet.
– Man har jo en lineær opfattelse af tiden i forhold til, at man står op om morgenen, så bliver det senere på dagen, og så bliver det senere i livet. Men det er faktisk ret sjovt at spørge folk om, hvordan de opfatter deres liv, fra de bliver født, til de dør. For mit eget vedkommende bliver jeg bedre og bedre til at forstå, at alder jo er en opløst tilstand. Forstået på den måde, at det bare er et tal i den lineære sammenhæng. Og at man sagtens kan være barnlig og ungdommelig, selv om man er oppe i årene.
Hvad mener du med ”opløst tilstand”?
– Fornemmelsen af ikke at opfatte tingene som noget afsluttet, men som noget, der kører i et hjul. Det synes jeg må være det ypperste at kunne. Indimellem tager jeg mig selv i at tænke: Nu er jeg meget voksen. Nu er jeg meget gammel. Nu laver jeg gammelmands-ting. For eksempel er det lige nu et stort samtaleemne hjemme hos os, at jeg er begyndt at spille golf, hvilket jo har image af gammelmands-sport. Og jeg er begyndt at vinterbade, som også har en aura af at være noget, gamle mænd gør. Jeg hører mere P1 end P3, jeg kan godt lide et godt glas rødvin, og jeg kan bedre lide mørk chokolade end lys.
– Sådan nogle ting – som fortæller én, at NU er man oppe i årene! Men jeg føler mig ikke sådan. Jeg føler mig frisk og ungdommelig, både fysisk og psykisk. Inderst inde føler jeg nok, at jeg stadig er 30 år.
Føles som at komme hjem
Har du fået mere ro på ... er du blevet bedre til at leve?
– Hmmm, siger Nicolaj Kopernikus og læner sig langsomt tilbage i stolen.
– Det er jo et stort emne, det her. Og det er dejligt at tale om ... men det kan være, der bliver nogle lufthuller mellem formuleringerne ... Det er okay ...
– Da jeg var yngre, var der uendelig højt til loftet. Alt kunne lade sig gøre. Der var fuld hammer på. Og ved du hvad? Det har jeg sgu stadig. Hvis man skal tale om en forskel på dengang og nu, er det, at man begynder at acceptere den, man er. Forliger sig med alle de skavanker og kvaliteter, man har. What you see is what you get. Og der følger så en masse fejl og mærkelige ting med, og selvfølgelig kan man forbedre sig og dygtiggøre sig på alle mulige ledder og kanter, men ...
Men ..?
– Jeg forsøger ikke at være en anden end den, jeg er. Så på en måde føles dét at blive ældre lidt som at komme hjem.
Læs også: Tv-værten Mikkel Fønsskov: Det bliver meget let bærende for ens identitet, at man er homo
Jeg har en mening om ret mange ting
En af de ting, Nicolaj Kopernikus er blevet bedre til med årene, er at glo ind i en væg.
– Hvis man skal tale om en rød tråd i de udfordringer, man bliver stillet over for i livet, så kan jeg da godt se et mønster efterhånden. Jeg er et ret dominerende menneske. Meget mere dominerende, end jeg nok udstråler. Det er nok noget, der er blevet formuleret mere med årene.
Hvordan mener du?
– At jeg har en mening om ret mange ting. Og at nogle nok tænker, at JEG tænker: Min måde er den bedste måde at gøre tingene på! Dér har jeg meget at lære endnu. Bare med os tre drenge, for eksempel, Troels og Anders og jeg. Hvis vi er ude at rejse sammen, er det næsten altid mig, der tager teten. Og hvis jeg nogle dage tænker: Nej, i dag gør jeg det ikke!, så sker tingene i et andet tempo, end min krop synes, de skal.
For langsomt?
– Ja. Og det har noget at gøre med, at jeg er et relativt hurtigt menneske. Jeg har en hurtig energi, er hurtig på løsninger. Og det er ikke altid nødvendigvis rigtigt. Nogle gange kan det være rigtigt at sidde og kigge på det og tænke: Nååå, det kan godt være, der er en anden måde at gøre det her på ... Det er jeg blevet bedre til. Og det er det skønne ved det. Jeg lærer ikke hele tiden at være foran tingene. Det skal man jo ikke – heller ikke på en scene. Man skal være lige dér, hvor det sker.
– Det bliver mere og mere vigtigt for mig, at der ikke behøver at ske noget hele tiden. Jeg er født med en stor portion energi, tager hurtige beslutninger og bumbum. Men efterhånden som jeg er blevet ældre, søger jeg modsætningen for at stå imod det. Jeg synes, man skal øve sig i at bare sidde og glo ind i en væg.
Sådan for real?
– Ja. Og jeg er blevet meget, meget bedre til bare at sidde og kigge og lave ingenting. Men altså ... jeg tænker jo. Den står ikke stille.
Elbil og økomad
Privat er Nicolaj Kopernikus gift med koreograf og instruktør Birgitte Næss-Schmidt, har tre børn i alderen 18, 14 og ni, og bor i hus i Gentofte. Og så kører han i elbil. En Renault Zoe, som holder herude på vejen og ser ret lækker ud.
– Det er klart, at det er godt for miljøet at køre elbil, men hvis du tager miljødelen ud, så findes der altså ingen andre biler, der er så lækre at køre i. Den siger ikke en lyd, den accelererer som en drøm, og det føles lidt som at køre radiobil. Jeg har helt klart en fornemmelse af, at om 15 år – måske før – så vil vi spørge os selv, hvorfor fanden vi har kørt i noget, der har larmet og oset så meget.
Du går op i miljøet?
– Ja. Jeg køber altid økologisk, og apropos opfinder-halløjet så synes jeg, vi står midt i en pissespændende tid, hvor vi har mulighed for at vende alting på hovedet med en teknologi, der er helt oppe at køre. Vi har simpelt hen mulighed for at omtænke hele vores måde at leve på. Og tænk, hvis vi havde nogle visionære mennesker i regeringen, som var villige til at lave det rigtige regnestykke, når de nu sidder og skal finde ud af økonomien i det. Lad os sige, at dét at løbe alle fem Søer i København svarer til at ryge fem smøger – det er du jo nødt til at have med i regnestykket på sigt.
– Jeg vil hen til den by, hvor du kan sidde inde på Rådhuspladsen og drikke kaffe ved en syvsporet vej uden at høre en lyd. Og jeg tror på det! Jeg tror på, at det bliver lige så old-school at køre i fossile biler, som det er blevet at sidde 20 mennesker og ryge cigar i et lille rum, hvor man ikke kan se hinanden for røg. Det gør vi jo ikke mere. Fordi vi véd, at visse ting bare ikke er hensigtsmæssige.
– Så vi mangler nogen, der tænker længere og anderledes. Og jeg bliver glad, når jeg ser på den nye generation, som har så meget power. Jeg kan høre det på mine egne børn. Det er en betænksom generation, som tænker over miljøet, som føler et fælles ansvar, og det gør mig sgu glad og stolt.