Marie Louise blev forladt, og hendes ven blev skudt: ”Når lokummet virkelig brænder, bliver nogle ting meget enkle”
7. oktober 2019Der er nogle år, man husker for det gode. Og nogle år, man husker for det dårlige. For kriminalreporter Marie Louise Toksvig hører 2018 til i sidste kategori. Først sagde hendes mand gennem 12 år, chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, at han ville skilles, og netop som skilsmissen var overstået, blev hendes ven og kollega, Nedim Yasar, skudt.
– Det var som at løbe et maraton og så et til og så et til og så et til. Det var følelsen af, at der hele tiden kom noget bagfra. Og jeg er rigtig glad for, at jeg ikke fyldte 50 det år, for så havde klichéen været fuldbragt, som en tragisk Danielle Steel-roman, siger Marie Louise Toksvig, der fyldte 50 den 28. august 2019. Et år og tre måneder efter hun fandt ud af, at den mand, hun elskede, ville skilles.
– Det var en mandag morgen i maj. Min søn var taget i skole, og jeg kunne bare mærke, at der var et eller andet galt … en fornemmelse mellem skulderbladene. Så mens vi sad med morgenkaffen, spurgte jeg Poul: ”Er du sur?” Det var han ikke. Og så spurgte jeg ham, om han var på vej væk fra mig, og dér var svaret ”måske, ja, jeg ved det ikke”. Om aftenen spurgte jeg ham, om han havde haft det sådan længe, og om der var noget vi kunne gøre. Men efter fem minutter stod det klart, at han havde besluttet sig, og så begyndte vi at tale om, at huset skulle sættes til salg, siger Marie Louise og fortæller, at skilsmissen var ”breaking news” for hende. Hun levede det liv, hun gerne ville, med den mand, hun gerne ville leve det med.
– Vi havde haft 12 fantastiske år. Vi boede i et stort dejligt hus, og jeg levede en meget privilegeret tilværelse med et freelanceliv, hvor jeg kunne lave det, der interesserede mig, selv om det ikke var synderlig profitabelt. Jeg havde, inden børnene blev store, kunnet være den mor, der bagte chokoladekage og altid havde overskud til, at deres venner kom på besøg. Vi havde sommerhus, rejste dejlige steder hen osv.
Hvad gør man så, når tæppet på den måde bliver revet væk under en?
– Jeg har erfaret, at når der sker noget alvorligt, så nytter det ikke noget at fedte rundt. Men når lokummet virkelig brænder, bliver nogle ting meget enkle, fordi jeg meget klart ser, hvad jeg skal, og hvad der er vigtigt. På det tidspunkt havde jeg været i gang med bogen om Nedim i et år, og jeg fik det sådan: Den bog skal være færdig! Og så skrev jeg de sidste tre kapitler i løbet af en uge. Måske var jeg i chok, mit liv som jeg kendte det, var blevet annulleret: Mit hjem, min familie, mit hus, mit forsørgelsesgrundlag. Jeg vidste, at der lå et bjerg af praktiske og følelsesmæssige udfordringer foran mig, så jeg skulle have bordet ryddet og hænderne fri til at tage mig af det hele, siger hun, der ikke følte nogen vrede. Som hun siger:
– Vrede er en følelse af afmagt, den er ukonstruktiv, og jeg havde brug for at være konstruktiv. Mange sagde til mig efterfølgende: ”Husk, du må også gerne være vred”, men jeg var ikke vred! Det er i orden at vælge sit eget liv og gøre, hvad man vil med sit liv, også selvom det gør ondt på andre. Og jeg respekterer Pouls ret til den beslutning, han traf. Det, der er vanskeligt, er, at han traf den alene. Men det var hans beslutning, og den handlede ikke om mig.
– At han ville skilles, var uden for min rækkevidde. Jeg havde det sådan: Dér var hans bord, og dér var mit bord, og jeg måtte forholde mig til det, der var på mit bord. Jeg kunne ikke lave ham om eller få ham til at mene noget andet. Altså, jeg vil også gerne have større bryster og længere ben, men det får jeg jo heller ikke af at stå og stampe i jorden. Ja, jeg var ked af det, såret og skuffet, men det var, som det var, siger Marie Louise.
At afslutte et ægteskab
Sammen med Poul Madsen havde hun tre sammenbragte børn: Marie Louises søn fra et tidligere ægteskab, der var 16 år på det tidspunkt og stadig boede hjemme, samt Pouls to børn, der var i slutningen af 20’erne og begge flyttet hjemmefra.
– Det allervigtigste for mig var at opføre mig anstændigt og hæderligt. Det kunne godt være, at jeg ikke kunne vise dem, hvordan man laver et langt, lykkeligt ægteskab, men så kunne jeg vise dem, hvordan man afslutter det på en ordentlig og anstændig måde. Det var min opgave at bære dem igennem processen.
En anden ting, hun også gik op i, var, at tingene skulle siges, som de var.
– Jeg interesserer mig for virkeligheden. Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig med skyld, skam, angst, liv og død, og når man gør det, skal man stå ved det og være oprigtig. Og jeg kan ikke udstå bluff.
Så da Poul Madsen fortalte, at han ville offentliggøre skilsmissen på Facebook, bad hun ham skrive det, som det var.
– Jeg havde det sådan, at hvis der skrives offentligt om det, skal det også være sandheden. Du skal ikke skrive, at det er en beslutning, vi har truffet, når det er dig, der har truffet den. Du skal ikke sige noget, der ikke passer. Der skulle ikke stå noget med, at vi var vokset fra hinanden. Det var ikke rigtigt.
Selv sendte hun en mail ud til de nærmeste.
– Dér skrev jeg, at det var noget, han havde besluttet, og så skrev jeg også, at jeg var ikke interesseret i spørgsmål om, hvorvidt der var andre inde i billedet, og at jeg heller ikke havde behov for at svine ham til. Der er ingen grund til at gøre tingene grimmere, end de er.
Det med, om der var en anden kvinde inde i billedet, har hun bevidst ikke gået op i – helt fra start og til et år efter, hvor Poul Madsen blev gift med en 25 år yngre kvinde.
– Allerede da vi havde vores første samtale, sagde jeg til ham: Jeg stiller ikke spørgsmålet om eventuelle andre. For jeg havde det sådan, at hvis der er en anden, er det i sagens natur ikke noget, jeg er en del af. Der var ingen grund til at snaske rundt i det, for det interessererede mig ikke. Jeg kunne ikke drømme om at stjæle hans telefon for at kigge i den. Jeg skal ikke nasse rundt i noget, der ikke har med mig at gøre. Der var rigeligt i mit rum til, at jeg behøvede invitere mere ind i det.
– Og så er jeg også skruet sådan sammen, at jeg nemt bliver forført af mænd, som gerne vil have mig. Og det vil så også sige, at jeg ikke tænder på mænd, som ikke vil have mig, så da han sagde, at han ville skilles, var det også som en ledning, der blev klippet over.
LÆS OGSÅ: Robert Hansen ovenpå alvorlig sygdom: "Jeg har simpelthen haft så meget angst"
Men hvad med facaden? Og tankerne om, hvad andre folk tænker?
– Det folk siger bag ens ryg, kan man jo heldigvis ikke høre. Og jeg er i det hele taget vældig lidt optaget af, hvad andre synes. Og der gik virkelig lang tid, før det gik op for mig, at man som kvinde på knap 49 år skulle føle en skam over at være blevet dumpet. For det gjorde jeg ikke. Jeg har ikke noget at skamme mig over.
– Der er måske mange, der er blevet dumpet, der tænker ”det er også mig, der er for grim, for dum, for gammel osv.”, men sådan har jeg det ikke. Jeg hørte engang et interview med Helle Thorning, der blev spurgt, om ikke hun var lidt for hård, og så svarede hun, at hun var ”sød nok”. Og det er også sådan, jeg har det. Jeg er pligtopfyldende, rimelig rar og flink. Og jeg gør mig umage. Umage med mit liv, umage som mor og papmor, umage med mit arbejde og med mine relationer. Jeg gør det så godt, jeg kan! Det kan godt være, at jeg ikke kan få en modelkarriere, men jeg er da også meget pæn. Og Poul og jeg lykkedes med det, vi gerne ville. Vi fik det liv og den hverdag, vi gerne ville have med børnene. Den pakke kunne han ikke have fået meget bedre.
Men hvordan kunne hun lade være med at spørge til andre kvinder og nærstudere de billeder, der blev offentliggjort af Poul Madsen, hvor han ses kysse og gå hånd i hånd med en ung kvinde?
– Først og fremmest interesserer det mig ikke. Måske er det kommet med alderen. Jeg ved, hvad jeg har godt af, og hvad jeg ikke har godt af. Jeg ved, at hvis jeg spiser for fed mad om aftenen, kaster jeg op om natten. Og når jeg er i krise, ved jeg, hvad jeg har brug for, siger hun, der også af hensyn til sig selv lod være med at dyrke bitterheden.
– For mig handlede det ikke kun om at være et godt menneske for andre, men også om at gøre noget godt for mig selv. For jeg oplevede jo, at hver gang jeg valgte at være anstændig og ordentlig i stedet for at blive nedrig, aggressiv eller bitchy, gav det mig en god følelse. Jeg fik lidt mere ro i kroppen, god samvittighed, stolthed og en styrke i at vide, at jeg var et ordentligt menneske. Jeg tror ikke, vi skal underkende, hvor meget bedre man får det med sig selv af at være storsindet, overbærende, tilgivende og respektfuld. For omvendt: Når man lukker lort ud, står man selv tilbage med smagen af lort i munden. Så man kan sige, at det var en bevidst strategi, der gavnede mig selv. Og måske forhindrede mig i at synke ned i uskøn smålig bitterhed, som jeg ville have hadet mig selv for.
Midaldrende dame i panik
Muligvis var det også den strategi, der holdt hende oppe og gjorde, at hun kun ”crashede” to gange i det halve år, der gik, fra skilsmissen blev besluttet, til huset var solgt og bodelingen overstået.
– Når man er midt i sådan noget, så har man det sådan, at det praktiske bare skal køre. Der er ikke overskud til, at noget ikke virker. Og den første gang, jeg crashede, var da min bil brød sammen. Dér havde jeg det sådan: ”Jeg kan fandeme ikke køre bil uden at ødelægge koblingen, og jeg kan ikke være gift uden at blive skilt!!!” Den anden gang var, da skilsmissen var på plads, jeg var lige flyttet ind i min midlertidige lejelejlighed, min søn var godt i gang på sin efterskole, og jeg skulle til at forberede interview til BogForum, og så brød min computer sammen. Dér gik jeg ned til manden i Elgiganten og sagde: ”Nu siger jeg til dig: Her står en midaldrende dame i panik, og det er et mirakel, at jeg ikke begynder at tude. Det her er en katastrofe!!!”. Bagefter gik jeg hjem i bad og fandt en knude i mit bryst. På det tidspunkt begyndte jeg nærmest at grine. Hold kæft, det var rock bottom!
Computeren blev fikset, og knuden viste sig ikke at være alvorlig. 15. november overtog de nye ejere Marie Louise og eksmandens fælles hus.
– Det var præcis seks måneder siden, at Poul sagde, at han ville skilles, og jeg tænkte: Nu er huset solgt, vi har forhandlet bodeling og den 20. kommer min bog om Nedim. Nu begynder noget nyt. Og det gjorde der jo så også …
19. november blev Nedim skudt, efter han sammen med Marie Louise havde holdt bogreception i Ungdommens Røde Kors’ lokaler i Nordvest.
– Nedim var min ven. Et meget hjerteligt menneske, som man ikke kunne undgå at holde af. Han var startet som gæst i mit radioprogram og blev senere medvært, og jeg skrev hans historie om hans vej ud af bandemiljøet. Jeg var 20 år ældre end ham og talte med ham om hans liv, kæreste, familie, økonomi og blev hans rådgiver og hjælper. Jeg kunne enormt godt lide ham og følte stor omsorg for ham.
– Den sidste gang jeg så ham, var efter receptionen, hvor han stod sammen med nogle venner ved sin bil, hvor han var ved at læsse bagagerummet med blomster og vin, som han havde fået til receptionen. Jeg var lige nået hjem, da en fælles ven skrev og spurgte, om jeg vidste, hvor Nedim var, for hun havde set, at der var skyderi på Hejrevej. Jeg ringede til ham, forgæves selvfølgelig, og så jeg skrev til ham: ”Ring lige, hurtigt.”
Den besked fik Marie Louise aldrig svar på. En kollega fik via kilder inden for politiet hurtigt at vide, at det var Nedim, der var blevet skudt, og sammen tog de tog ind på traumecentret på Rigshospitalet, hvor Nedim dagen efter døde af de skud, der havde ramt ham i hovedet.
– Mine kolleger fra Politiradio kom og ventede med mig. Vi var alle sammen i chok og helt forfærdede.
– Vi sad der hele aftenen. Jeg ville gerne være der, når Nedims familie kom. Jeg ville se dem i øjnene. Det var mig, der havde fået Nedim i radiostudiet, mig der havde skrevet bogen, og mig der havde gjort ham kendt, så hvis de ville råbe mig ind i hovedet, at det var min skyld, skulle de have mulighed for det. Men da klokken nærmede sig midnat, overbeviste mine kolleger mig om, at familien måske slet ikke havde lyst til at møde os lige der.
Marie Louise selv følte sig ikke skyldig.
– Da jeg sammen med mine kolleger gik fra hospitalet, sagde jeg, at jeg tænkte, at jeg burde føle, at det var min skyld, men at det gjorde jeg ikke. Hvis vi havde haft den ringeste fornemmelse af, at det her kunne ske, ville både Nedim, jeg og politiet have forholdt os til det.
I dagene efter var Marie Louise Toksvig at finde på de fleste tv- og radiokanaler herhjemme, hvor hun fortalte om Nedim og drabet.
– Jeg ville ikke sige noget offentligt, før jeg havde talt med familien. Det var det vigtigste: At jeg skulle kunne se dem i øjnene. Men de ville gerne have, at jeg fortalte om Nedim, og det blev min opgave midt i det her: Jeg skulle fortælle historien om Nedim, for det kunne han ikke selv.
Og det gjorde hun. Men hvad med hende selv? Hvordan kom hun igennem?
Det har hun flere forklaringer på. Bl.a. menneskene omkring hende. Som niecen, der godt vidste, at hun ikke kunne gøre så meget, men som gjorde det, hun kunne: Kom og luftede Marie Louises hund. En kollega, der kontaktede hende, da nyheden om Nedims død var ude, og sagde, at hun ville være Marie Louises rådgiver i forløbet, ”for det ville hun få brug for”, og derefter ringede tre gange om dagen – også bare for at tjekke om Marie Louise havde fået noget at spise.
Marie Louise kontaktede også selv en tidligere politimand, der var blevet terapeut.
– Det var i december sidste år. Der var nogle stressting: Jeg kunne ikke huske så godt og følte mig totalt udmattet. Han konstaterede, at det ikke var én ting, men derimod den samlede belastning, der var blevet for stor. Og at jeg var i sorg, chok og havde stress. Og så kunne jeg ligesom tage afsæt i dét. Det gjorde det nemmere at erkende, at jeg ikke var på fuld kraft, da han satte konkrete ord på det.
I dag er det snart halvandet år siden, at Marie Louise Toksvig blev klar over, at hun skulle skilles. Og lidt under et år siden, Nedim blev skudt. Undervejs har hun arbejdet, bl.a. på kriminalprogramserien Blodspor på Kanal 5/Dplay, og hun har købt en lejlighed, som hun er flyttet ind i sammen med sønnen, der er vendt hjem fra efterskole.
Hvordan har hun det?
– Efter at have følt, at jeg har løbet det ene maraton efter det andet, fik jeg det sådan i sommer: Jeg gad ikke tage løbeskoene på. Jeg skulle have skrevet en bog, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke engang skrive en sms. Der var pludselig blevet stille, og jeg blev så træt. Så besluttede jeg at betragte mig selv som sygemeldt i nogle uger. Det hjalp.
Og hvad så nu?
– Det er jeg først lige ved at finde ud af. Men jeg er i gang med bogen.
