Underholdning
29. april 2019

Maria Rich spillede bankdamen Anna i Bedrag: Det har overrasket mig, at folk holdt med Anna

Det var i rollen som den forsmåede bankdame Anna, at skuespiller Maria Rich fik sit folkelige gennembrud. Men hun har knoklet i årevis på de skrå brædder, og kan faktisk fejre 20 års jubilæum som skuespiller i år.
Af: af Susse Wassmann
Maria Rich

Foto: Carsten Seidel. Makeup: Henrik Steen

Maria Rich er ikke typen, der sidder og venter på, at tingene sker for hende. Hun sætter en ære i at forme sit eget liv, og hvis hun får en dør i hovedet, finder hun det positive i situationen og skifter kurs – eller smadrer døren ind til det, hun vil.

Hun havde altid betragtet teatret som et magisk sted, og skuespillerfaget som den ypperste kunst. Tænk at stå deroppe på scenen selv! Men hun turde ikke sige det højt, for sæt nu, hun var en dårlig skuespiller? Det ville jo være en forbrydelse mod det smukkeste fag i verden!

Så 19-årige Maria lagde planer i alle mulige andre retninger. Hun kunne jo blive arkitekt ligesom sin far, tænkte hun, så hvorfor ikke søge ind på arkitektskolen? Ansøgningen stillede den opgave at tegne et byrum, der betød noget for hende. Nu gik hun rundt inde i København for at finde det rum. Regnen silede ned, så hun sprang fra port til port. I en af portene hang et opslag på en dør om et 10-måneders teaterkursus. Hun stod længe og kiggede på det. Så krøllede hun sine skitser sammen, åbnede døren og gik ind og meldte sig til teaterkurset i stedet for.

LÆS OGSÅ: Xenia Lach-Nielsen om sit forhold: Vi har en fuldstændig omvendt kønsfordeling

I år har Maria Rich 20-års jubilæum på de skrå brædder, men netop fordi brædderne overvejende har været skrå, er det først nu, hun har fået sit folkelige gennembrud som bankdamen Anna i TV-serien ”Bedrag”.

– Det er lidt absurd, at det bliver opfattet, som om jeg kommer ind direkte fra gaden og spiller den rolle – det gør jeg absolut ikke. Jeg er et slidsomt menneske, der har knoklet og fagligt udfordret mig selv i årevis på scenerne. Men TV og teater er bare to forskellige verdener, to forskellige familier. Og jeg har dyrket teaterfamilien mest i min karriere, siger Maria Rich, som tager imod i sin garderobe på Det Kongelige Teater, hvor hun igen står på de skrå brædder, i forestillingen ”Mixdouble”.

Vil du blive ved med det – selv om du bliver tilbudt flere film- og TV-roller nu?

– Uden tvivl. Teatret er mit kraftcenter, og jeg elsker den direkte kontakt med publikum, som er meget præcist defineret i teaterrummet. Med ”Bedrag” kan jeg jo ikke se mit publikum i øjnene, det bliver snarere på turen i Netto, jeg møder dem, hehe. Folk kommer jo hen og kommenterer Anna: ”Vi holder med hende! Du gør det skidegodt!”. Sådan noget. Det, der gør mig allermest glad, er, at de siger, at jeg har lavet en god karakter med Anna. Det betyder, at de er bevidste om, at jeg har formet noget, og kommenterer jo på den måde på min faglighed. Det synes jeg er superfedt.

Og folk holdt med Anna?

– Ja, det har også overrasket mig. Jeg har en fornemmelse af, at man forstod hende, fordi hendes person er foldet så meget ud, at vi får en forståelse for hendes tankegang og skæbne. Det beviser jo, at vi kan forstå hinanden her i verden, hvis vi ved, hvorfor vi gør tingene. Det kan godt være, vi kan se det forkerte i hinandens handlinger, men forståelsen kan vi bevare – selv for de værste handlinger.

– Hvis den bankfilial havde værdsat Annas viden og erfaring, ville ”Bedrag” ikke være blevet til en kriminalhistorie. Det bliver den, fordi Nete bliver udnævnt til filialdirektør, og dermed hylder man ungdommen i stedet for. Så der er en pointe i, at vi går glip af noget i vores samfund på den konto. Der er nogle benspænd dér, som ikke altid falder retfærdigt ud.

RONJA RØVERDATTER

Maria Rich er vokset op i Hellerup, faderen var arkitekt, moderen sygeplejerske.

– Det var et ”hippiehjem” med musik og maleri og sjov og ballade. Et hjem, hvor der blev grinet og pjattet rigtig meget, der var altid mange gæster og liv i huset. Nogle af mine venner tager faktisk stadig hjem og besøger mine forældre uden mig den dag i dag, fordi det var et hjem, der samlede mange mennesker i alle generationer.

Hvilke værdier har du med hjemmefra?

– Helt klart meget humanistiske værdier. Medmenneskelighed, forståelse for andre menneskers valg og handlinger. Min mor var hjemmesygeplejerske og beskæftigede sig med mennesker, der lå på det yderste i deres liv, så det var historier om at sidde og holde folk i hånden, mens de sagde farvel, vi hørte ved middagsbordet derhjemme. Vi var en stor flok børn med 11 fætre og kusiner, og havde et stærkt familiesammenhold. Så alt i alt et meget trygt og kærligt hjem, fortæller Maria Rich, der ikke passede ind i den gængse pigerolle i det nordsjællandske miljø.

– Jeg følte mig mere som Ronja Røverdatter, da jeg voksede op. Jeg havde en vildskab i mig, der ville ud. Det har jeg stadigvæk, griner hun.

På teaterkurset fandt Maria Rich en kanal for vildskaben og en masse ligesindede, der havde lige så meget energi og craziness som hende. Der var fuldt knald på følelserne og højt til loftet, og Maria elskede at stå op hver dag og beskæftige sig med skuespil fra morgen til aften. Planerne om at finde på noget andet at lave blev definitivt droppet, og året efter søgte Maria Rich ind på teaterskolen og kom ind i første forsøg.

LÆS OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen: Jeg er meget bevidst om, at livet er nu og her

SINDSSYGT HANDLEKRAFTIG

Som færdiguddannet behøvede Maria Rich ikke at sidde og vente på, at telefonen ringede, for allerede mens hun gik i skole, havde hun drukket kaffe med samtlige teaterdirektører i Danmark.

– Jeg har aldrig været den ambitiøse type, der satte sig høje mål, men jeg har altid været vanvittigt ihærdig, så allerede på tredjeåret tænkte jeg: Shit, det er nu, de begynder at lave repertoirer på teatrene, de er nødt til at vide, at jeg er her ..! Så jeg skrev rundt til alle teaterdirektørerne: ”Hej, jeg hedder Maria Rich, har du lyst til at mødes til en kop kaffe?”. De sagde ja alle sammen, så jeg turede rundt til alle de her direktører og drak en masse kaffe, griner Maria Rich.

Du lyder meget handlekraftig?

– Sindssygt handlekraftig! Jeg er ikke sådan et menneske, der forventer, at det hele bare kommer til mig – jeg er mere typen, der gerne vil forme mit liv selv. Det er måske en nysgerrighed … en evig inspiration. Hvis jeg ser noget for mig, der kan blive til en historie, et menneske, der virker dygtigt, et teater, der laver nogle spændende ting, så opsøger jeg det og spørger – i al ydmyghed – om de mon kan bruge mig. Det er nok sådan en evig ambition om at få nogle spændende opgaver i hænderne.

Er du også sådan privat?

– Ja. Dybest set har jeg et budskab med alt, hvad jeg laver. Jeg vil gerne have, at publikum får en følelse af, at de skal gå hjem og se dem, de elsker, i øjnene, og sige til dem, at de elsker dem. At de føler, at de skal have noget ud af livet, mens de er her, og få skabt nogle ægte relationer. Et ægte nærvær. Her og nu. Det budskab har jeg altid med på scenen, og jeg vil gerne have, at publikum får sat gang i den bevægelse i sig selv. Anna har for eksempel sat sig selv til side alt for længe, hun har fjernet sin egen personlighed og er skrumpet ind indeni. Så budskabet er: Frisæt den personlighed, du har. For du har kun nuet at være i.

ROSENRØD OVERFLADE

Gør du selv det – kan du leve op til det budskab?

– Ja, det kan jeg nemlig. Jeg prikker hele tiden til mig selv: Er det nu det, du vil? Har du lyst til det, du gør lige nu? Det er måske ikke så praktisk at få denne her mand med en kæmpekarriere, og de her tre børn, men jeg VIL have den mand, og jeg VIL have de børn. Jeg VIL leve mit liv sammen med de mennesker – så må det kræve den energi, det kræver.

– Det er da et kæmpe puslespil at få hverdagen til at fungere, når man er fem mennesker under samme tag – der er meget, man hele tiden skal blive klogere på som forældre. Vores børn er meget forskellige, så når man har lært noget om det ene barn, kan man ikke automatisk bruge det på det andet. Der er helt klart mange ting i hverdagen, hvor jeg lige skal tænke mig om en gang til, men jeg er ikke bange for min tvivl – den er en god motor for mig. Hvis der er noget, jeg er i tvivl om, er det, fordi der er noget, jeg skal tænke over, gøre anderledes. Og jeg siger altid mig selv: Er jeg bange for det her? Godt, så gør jeg det!

Er du meget bevidst om, hvad du vil, og hvad du ikke vil?

– Ja, men ikke på den ambitiøse måde som i: Jeg VIL til Hollywood! Det handler mere om værdier, om, at dem, jeg elsker, ikke skal være i tvivl om det. Når jeg er sammen med dem, er jeg ægte sammen med dem. Det bedste liv er jo ikke nødvendigvis, at tingene er rosenrøde. Det er de kun, hvis man lever på overfladen.

TRUMMERUM NEJ TAK

Maria Rich er i dag gift med en af Danmarks dygtigste arkitekter, David Zahle, som er partner i det verdenskendte firma BIG. De mødtes til en fest på Filmskolen – og flyttede sammen dagen efter!

– Den aften vi mødtes, fortalte han mig, at han lige havde revet hele sin lejlighed ned, fordi den skulle bygges helt om. Dagen efter var jeg henne og se den – en lillebitte Nørrebro-lejlighed, der lignede et krater! Toilettet stod inde i stuen, og ALT var flået ned. Dér kunne han jo ikke bo, så han boede hos mig. Lejligheden endte med at blive helt fantastisk, men det vidste jeg ikke den dag. Jeg tænkte: Fuck, jeg er faldet for en utopist med de vildeste drømme, som aldrig bliver til noget ..! Det viste sig at være lige modsat.

Det var to store karrierer, der skulle i gang på det tidspunkt, og så valgte I at få tre børn?

– Haha, ja der var ingen af os, der tænkte på det på den måde – at vi skulle have store karrierer. Det har da været en logistisk udfordring, men vi er fleksible mennesker begge to, og ingen af os ønsker en trummerum-tilværelse. Det har vi så heller ikke fået.

Hvad kan I sammen, du og David?

– Vi har stor forståelse for hinandens energi og vildskab. Og så er vi gode til at handle og tage store beslutninger sammen: Vi skal bo her. Vi skal have et barn mere. Er vi bange for det her? Godt, så gør vi det! Hvis noget ikke lykkes, tror jeg indimellem, det er meningen, man skal sadle om. Gå en anden vej end den, man tror, man skal. Så hvis jeg får en dør i hovedet et sted, spørger jeg mig selv, hvad det betyder. Hvis det er, fordi jeg skal en anden vej, så finder jeg en positiv reaktion i mig selv og skifter kurs. Hvis jeg virkelig VIL det – så smadrer jeg døren ind til det.

Maria Rich, 45, skuespiller. Gift med arkitekt David Zahle, som hun har tre sønner, Arthur, Samson og Gulliver på hhv. 15, 11 og syv år, sammen med. Familien bor på Vesterbro. Spillede bankdamen Anna Berg i TV-serien "Bedrag". Derudover har Maria Rich spillet på stort set alle de københavnske teaterscener og været en fast del af ensemblet på Mungo Park. På film fik hun sit gennembrud i ”Små ulykker”, og blev kåret som shooting star på Berlin Filmfestival i 2002. På TV har man kunnet opleve hende i bl.a. ”Rejseholdet”, ”Forsvar” og ”Sommer”.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs mere om:

Læs også