Underholdning

Maise Njor: ”Sov godt, fede spasser, godnat ...”

af Sanne Hukiær Christensen 5. september 2011
Mød Maise Njor, der i sin nyeste bog guider dig til at blive bedre til at sige fra

Hun er ikke just kendt som en kvinde, der har problemer med at meddele sig til verden. Men Majse Njors nyeste bog "Mit liv som mundlam", handler faktisk om, at blive bedre til at åbne munden og sige fra.

Antallet af nætter, hvor hun har ligget søvnløs for at gennemspille en scene fra tidligere på døgnet, hvor en kollega, en veninde eller en totalt fremmed har lammet hendes mund, har hun ikke tal på.

- Så ligger du der og spiller filmen om og om igen, indtil du har fundet det helt rigtige svar, og så kan du jo ikke ringe personen op klokken 4 om natten. Øjeblikket er forpasset.

Hårde engelske skolepigerNår hun skal komme med et bud på, hvorfor hun selv har haft tendens til at agere vejbane for verbale damptromler, leder hun efter svaret i barndommen.

-Måske har det betydning, at vi flyttede til England, da jeg skulle starte i 7. klasse. Mine forældre insisterede på, at jeg skulle i en helt almindelig kommuneskole, selvom de andre udenlandske børn kom i international skole. Der tror jeg, jeg blev meget bevidst om … ikke at være ensom, men alene. De engelske skolepiger kunne være ekstremt hårde ved hinanden.

- Hvordan hænger det sammen med, at du er blevet så dårlig til at sige fra?

- Jamen, jeg bliver somme tider så forskrækket over, hvordan folk kan tale til hinanden på en måde, som jeg aldrig kunne drømme om. Helt gammeldags bliver jeg stødt på manchetterne og tænker: "Altså, hvor kommer du fra, siden du kan tillade dig at tale sådan til hende?"

Et spørgsmål om selvværdNår beskyttelsen gælder hendes tre døtre eller andre, Maise Njor er vidne til bliver overfuset, åbner hendes mund sig ganske instinktivt.

- Jeg er klart bedre til at sige fra, når det gælder andre. Der skal jeg ikke tage stilling til, om jeg selv er vigtig nok. Jeg kan tit have det sådan, at jeg tænker: "Gud, jeg har slet ikke fået trukket vejret helt ned i maven, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg godt må være her, så jeg må ikke tage lige så meget luft som de andre." Men jeg betaler jo lige så meget i skat, så jeg må vel også godt tage noget luft, jeg må også godt lige være her.

- Dybest set handler det jo om selvværd. Hvis man skal starte med at sige til sig selv, at man er nok værd, er man nogle gange nødt til at tage nogle utraditionelle metoder i brug. Da jeg var i Istanbul med tre veninder, købte jeg nogle helt vildt dyre håndklæder. Jeg har ret til ikke at stå og tørre mig i gamle, engang hvide håndklæder. De mobbede mig helt vildt, fortæller hun.

Fyld papiret og rummet - Nu har du flere gange sagt noget, som peger på, at du gerne vil kunne gå ind i et rum og fylde det ud?

- Stemmetræneren, som jeg taler med i bogen, siger jo, at man skal forestille sig, at man er i en boble. Så kan man sige: "I dag vil jeg faktisk gerne fylde så meget her, i dag har jeg fire kvadratmeter." Der er jeg altså ikke nået til endnu, men det må kunne læres. Jeg skal lære det!

- Hvad ville det føre med sig?

- Så kunne folk måske ikke ramme mig så hårdt. Jeg synes, jeg er på vej dertil. Jeg kan stadig blive rigtig irriteret over folk, der taler grimt, men jeg ligger ikke vågen om natten længere. Jeg kan godt putte dem i seng, inden jeg selv går i seng, og sige: "Sov godt, fede spasser, godnat …"

Læs også:Nikolaj Lie Kaas: Jeg taler ALT for meget om følelser

Med Cecilie Beck i Afrika

Lotte Reimar: Jeg har prioriteret mit arbejde højere end mine børn