Leonora Christina Skov: "Pride handler ikke bare om tolerance og kærlighed"

Hvordan har du det med at have udgivet en så ærlig bog om forholdet til din mor?

– Godt. Dels fordi den har ramt mange mennesker, dels fordi det er utrolig dejligt, at en så ulykkelig situation kan vendes til noget bedre. Min mor efterlod sig jo ikke andre end mig, og ellers var hun bare et menneske, der levede og døde uden at kende andre. Det er muligt, hun ikke havde lyst til det, men i døden har hun da fået en meget større betydning, end hun havde for mange mennesker i levende live.

Har ”Den, der lever stille” hjulpet dig med at bearbejde manglen på accept fra din mor?

– Ja, læsernes respons har. Jeg mærker en meget klar kærlighed fra alle, der læser den. Da jeg skrev den, var jeg slet ikke klar over, at jeg skrev til 120.000 mennesker. Det er så mærkeligt. Tidligere følte jeg mig meget beskudt. Folk var forbeholdne, når jeg kom ud, og jeg skulle besvare alle mulige krigeriske spørgsmål. Nu bliver jeg taget imod med åbne arme, og folk kan meget bedre connecte med mig. Der er en eller anden form for rustning, der er lagt væk.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: Det har været en udfordring at leve så anderledes end alle andre

Er du blevet mere sikker i dig selv efter tilbagemeldingerne?

– Ja, især i forhold til at møde mennesker. Tidligere havde jeg altid en frygt for, at de ikke kunne lide mig, fordi folk gjorde sig så mange forestillinger om, at jeg sikkert var lesbisk på en meget vred måde. Nu kan jeg holde mine foredrag uden at skulle være angst for, at de sad på første række med hænderne foldet foran kroppen.

Lesbisk på en vred måde ..?

– Vi er så få, der er sprunget offentligt ud, så der er ufattelig mange dårlige konnotationer til det dér lesbisk. Bøsser har ry for at være ”fest”bøsser – for at have mange penge og god smag. Lesbiske er betonagtige og hader mænd. Eller alternativt får man at vide, at man ikke har prøvet en eller andens pik. I årevis måtte jeg høre på, at jeg bare skulle prøve deres pik, så ville det gå meget bedre. Jeg har sgu følt, at det var rimelig meget op ad bakke, og jeg har ofte fortrudt, at jeg er sprunget ud offentligt, fordi det har været så svært.

Hvordan er det at blive omfavnet af omverdenen for en bog, der handler om ikke at blive omfavnet af sine allernærmeste?

– Det har været en udfordring at tage imod det. Mit selvbillede er bestemt ikke tegnet af en, der står i centrum af noget som helst. Nu bliver jeg klappet ad, omfavnet på gaden og får gaver af mine læsere. Det føles stadig meget surrealistisk.

IKKE UD OVER KANTEN

Får du henvendelser fra homoseksuelle, som ikke er sprunget ud endnu?

– Ja, og jeg har ikke tidligere haft noget stort homo-publikum, mærkeligt nok. Jeg lignede heller ikke de fleste andre lesbiske i den måde, jeg klæder mig på. Jeg har også været kritisk over for miljøet, fordi jeg har følt mig ret ekskluderet i det. Jeg har rigtig mange unge læsere på 12-14 år. I dag fik jeg en mail fra en kvinde, som havde talt så godt om min bog til sin søn, at han havde fået mod til at springe ud over for hende. Det havde givet ham den opfattelse, at hun nok ville støtte ham. Også helt unge religiøse minoriteter, som er blevet udstødt, fordi de var homoseksuelle, skriver tit. Når jeg signerer bøger, er der altid to-tre, der fortæller, at de ikke har kontakt med familien, fordi de er sprunget ud.

Hvad siger du så?

– Hvis jeg står over for et menneske, der virker skrøbeligt, så siger jeg ikke, at de bare skal bryde ud – for det kan man knække sammen på. Jeg skal ikke skubbe folk ud over kanten. Man skal eddermame være stærk for at lave det brud. Der er også en blidere version, hvor man stadig ses, men holder fast i, at man vil tale om sin partner.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: "Jeg fik frihed, men ikke fred, da min mor døde"

Hvilken reaktion på ”Den, der lever stille” står stærkest for dig?

– En ung kvinde kom med sin mor, som stod i baggrunden med tårerne løbende ned ad kinderne. Hun havde ikke været særlig sød, da datteren sprang ud, men da hun havde læst min bog, havde hun givet datteren en undskyldning. Når min bog kan afstedkomme en helhjertet undskyldning fra en mor, der har indset, hvad hun har gjort, så har den fandeme gjort noget godt. Nogle gange har det føltes så meningsløst at skrive for så få læsere og aldrig kunnet leve af det. Men nu tænker jeg, okay, der var en grund til, jeg blev født. Der var en grund til, jeg valgte at skrive. Det er det her. Og det er, hvad sådan en bog kan blive – et springbræt til en samtale, der ellers er svær at tage. Jeg havde heller ikke troet, at den bog ville ramme alle de heteroseksuelle, der aldrig har følt sig elsket.

Skal du til Copenhagen Pride i år?

– Ja, det skal jeg. Da jeg lige var sprunget ud, var Pride’n helt ny. Jeg var med det andet år, og da var den ikke særlig professionel – dårlige mikrofoner, og drags, der råbte. I flere år kunne jeg ikke forbinde mig med festbøsserne, så jeg stod på sidelinjen. Så blev det utrolig mærkeligt, at alle heteroerne begyndte at gå med i Pride’n, og at jeg som homo stod og klappede ad dem. Det gik jo ikke. Sidste år gik jeg med i fortroppen sammen med Annette, min kone, og det føltes virkelig godt. Det var meget rørende at være med, jeg skulle have gjort det for mange år siden.

Hvad handler Pride’n om?

– Nogle mener, det handler om os alle sammen og tolerance og kærlighed. Dér har jeg det sådan, at jamen, det gør det faktisk ikke. Det handler faktisk om homo-, bi- og transpersoners rettigheder den dag, for lige præcis den dag er vi nødt til at give plads til de minoriteter, der rent faktisk er. Det er dem, vi støtter. Så kan heteroerne sådan set udfolde deres kærlighed alle andre dage. Men alle er selvfølgelig velkomne, og jo flere heteroer i paraden, jo bedre!

Leonora Christina Skov, 43 år. Fik sidste år prisen Årets Laks for sin selvbiografiske roman “Den, der lever stille“, som giver en stemme til alle LGBT+personer med problematiske oplevelser i bagagen.