Underholdning
27. februar 2023

Krisehold hyret til årets Oscar-uddeling efter Will Smiths lussing

For at undgå lignende scenarier, har et krisehold gennemgået en masse mulige situationer for at være forberedt inden Oscar-uddelingen.
Af: Sebastian Myrup Hansen
willl smith

Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix

Artiklen blev første gang bragt hos Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Det er nok de færreste, der har glemt den syngende lussing, som Will Smith gav Chris Rock under sidste års Oscar-uddeling, mens sidstnævnte var i gang med at præsentere de nominerede til en pris.

Holdet bag årets Oscar-uddelingen skyr nu ingen midler for at undgå, at en lignende situation gentager sig.

Derfor har man nu hyret et krisehold til at håndtere uventede situationer, skriver The Guardian.

Det er direktøren for akademiet, Bill Kramer, der afslører, at kriseholdet har gennemgået en masse scenarier i håb om, at man er forberedt på alt, hvad der kan ske.

– På grund af sidste år har vi åbnet vores sind for mange ting, som kan ske under showet. Vi har et helt krisehold klar, noget som vi aldrig har haft før, og mange planer klar, siger Bill Kramer i et interview med Time Magazine.

Det var en joke om Will Smiths kones, Jada Pinkett Smith, manglende hår, der fik skuespilleren til at rejse sig fra sit sæde og gå op på scenen og slå Chris Rock.

Produceren bag sidste års show, Will Packer, har tidligere fortalt, at han troede, at Will Smiths lussing var en del af en joke. Derfor vil man nu sikre, at en sådan fejl ikke opstår igen.

En ting kan akademiet være sikker på – Will Smith kommer ikke til at give endnu en lussing under showet.

Skuespilleren, der sidste år vandt en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle i filmen "King Richard", har nemlig fået ti års karantæne fra Oscar-uddelingen.

Læs mere om:

Læs også