Katrine Engberg om sin ægteskabskrise med Timm Vladimir: ”Efteråret for tre år siden var det værste i mit liv”

Egentlig skulle det her interview have handlet om, hvordan en talentfuld danser pludselig bliver til en talentfuld krimiforfatter. Det kommer det ikke til. For da Katrine Engberg først begynder at fortælle om sit liv, ruller hun en historie ud om, hvordan usikkerhed kan vokse vildt uden trygge rammer, hvad ubearbejdet sorg kan gøre ved en, og hvordan alting kan falde på plads, hvis man har modet til at stå en livskrise igennem med vidt åbent sind.

Nogle af hændelserne i Katrines liv virker så magiske, at man har svært ved at afskrive skæbnen. Måske er det bare, fordi Katrine er så god til at forbinde punkterne – det har hun ikke altid været, tværtimod.

Vi starter et sted.

Da Katrine var fem år, tog hendes mor hende til en ballet på Det Kongelige Teater. Det var begyndelsen på en livslang kærlighed til dansen, og da de kom ud af teatret, sagde hun til sin mor, at hun ville have en kjole magen til den, en af danserinderne havde på. Det måtte hun gerne få, på én betingelse: at hun selv begyndte at gå til ballet. Så som 5-årig troppede Katrine op hos en i hendes øjne mindst 100 gammel russisk dame på Østerbro, som indviede hende i dansens hemmeligheder. Og Katrine blev optændt af en hellig ild.

Hun blev så hooked på dansen, at hun efter gymnasiet tog til München for at tage en 3-årig danseuddannelse. 17 år, var hun. Med tre ulykkelige år forude.

– Det var forfærdeligt. Jeg er på mange måder sådan en, der virker klar, længe før jeg er det, en late bloomer. Fysisk var jeg også meget sent udviklet, lille og spinkel, og blev kaldt for strygebrættet. Når man står i et danselokale, mens alle ens jævnaldrende arbejder i en bar og tager på interrail og får kærester, så forlænger man den dér barnlighed. Jeg har været meget lang tid om at blive voksen. Lang tid om at finde … en form for modenhed og mine ben at stå på. Der er en side af mig, der er meget frembrusende, men indeni var jeg ikke særligt levedygtig, så jeg tog hele paletten af dårlige oplevelser og vaner.

Hvad skete der?

– Jeg fik forskellige spiseforstyrrelser og var ekstremt ensom. I perioder spiste jeg meget lidt, i andre overspiste jeg. Jeg havde et neurotisk forhold til mad, som udviklede sig dernede og blev kraftigt forstærket af, at man skulle være så tynd som muligt. Spiseforstyrrelserne var bare ét af mange symptomer på, at jeg mistrivedes. Jeg var enormt ulykkelig og havde en fornemmelse af at mangle fundamental styrke. At min kerne ikke var på plads.

MØDET MED TIMM

Da Katrine Engberg kom tilbage fra München, begyndte hun at danse professionelt og undervise samtidig. Hun var dygtig og bevidst om, hvad hun kunne. Gik ind til de allermest professionelle danseklasser og stillede sig forrest – med kæmpe selvtillid og intet selvværd.

– Jeg trivedes på den ene side godt i den verden; der lå en enorm selvtillid i det, jeg så i spejlet og de andres blikke, men det var en selvtillid, der eksisterede så længe, der var tilskuere på. Når der ikke var, anede jeg ikke, hvem jeg var.

Som 21-årig får Katrine sin første rigtige kæreste, som hun flytter ind hos. Det var sundt for hende, for pludselig var der et menneske, der elskede hende og ikke hendes præstationer. Der var bare lige det ved det, at hun faktisk havde mødt Timm Vladimir få måneder inden og forelsket sig i ham. Men:

– Det var fuldstændig umuligt, for han skulle giftes. Vi mødtes et par gange og snakkede, og han var meget forvirret og urolig over, hvad det her nu var for noget. Var det panik før lukketid? Jeg blev ret ked af det, da han blev gift – jeg havde nok håbet, at han nåede at ombestemme sig. Men nogle måneder efter mødte jeg så den anden mand, som jeg blev rigtig glad for. En vidunderlig begavet mand, som jeg ikke nødvendigvis passede sindssygt godt sammen med, men vi var sammen i fem år og havde det godt.

Her er det så, at man ikke kan lade være med at tro en lille smule på skæbnen, for da Katrine en dag tropper op på sit dansestudie for at være censor til en eksamen står nogle af danserne og træner inde i salen. ’Hvad laver I?’ spørger Katrine. ’Vi træner til Danish Music Awards, vi har et åbningsnummer sammen med værten, som kommer om lidt.’

– Det var Timm. Jeg havde ikke set ham i seks år, og jeg kan stadig huske det øjeblik, han trådte ind ad døren. Jeg havde det, præcis som jeg havde det for seks år siden. Og han kom direkte fra Overformynderiet, hvor han havde været inde og underskrive sin skilsmisse.

LÆS OGSÅ: Timm Vladimir om mødet med Katrine Engberg: "Vi SKULLE bare være sammen"

EFTERREAKTIONEN

Der skete ikke mere mellem Timm og Katrine den dag, andet end at hun endnu en gang blev rystet i sin grundvold over sine følelser for ham. Men det lod skæbnen sig ikke affeje med, for et halvt år senere sidder hun ude på produktionsselskabet Metronome, hvor hun er hyret som koreograf til talentprogrammet ’Popstars’.

– Jeg sidder vitterligt med kuglepennen på papiret, da de siger: ’Og nå ja, værterne er Anette Toftgaard og Timm Vladimir.’ Jeg løfter pennen fra kontrakten og siger, at jeg lige vil tage den med hjem og løbe den igennem. Og så ringede jeg til Timm og spurgte ham, om han syntes, det var en god idé at vi begge to arbejdede på programmet. ’Prøv at høre her,’ sagde han. ’Nu har vi sværmet om hinanden i så lang tid, så måske er det meget fint, at vi lærer hinanden at kende. Det kan være, vi finder ud af, at vi slet ikke er noget for hinanden, og så begraver vi den der.’

– Der skete så lige det modsatte. Efter et par uger flyttede jeg fra min kæreste og måtte bare erkende, at Timm var mit livs kærlighed.

Efter 13 års lykkeligt ægteskab vælger Katrine Engberg for tre år siden til alles store forbløffelse pludselig at flytte fra Timm Vladimir og deres søn, Cassius.

– Dog kun over til min mor på den anden side af gaden, men jeg havde behov for at tænke mig om. Min far døde tre år forinden, og jeg fik en kæmpe efterreaktion på hans død, men jeg kædede det ikke sammen – jeg troede, at det var mit ægteskab, den var gal med, fortæller Katrine, som uden helt at forstå, hvad der foregik, var landet i sit livs største krise.

– Min far var et omvandrende leksikon, et begavet og kulturelt menneske, som talte 14 sprog. På mange måder et fantastisk menneske, som var helt umulig at være tæt på. Han var uddannet lingvist, og det ironiske er, at han ikke var i stand til at føre en helt almindelig samtale. Og det er svært at blive elsket af en, som ikke rigtig ser eller hører dig. Han blev diagnosticeret som maniodepressiv og fik medicin for det, men jeg tror, at han var udiagnosticeret autist, og hvis han havde fået hjælp til at tackle det, var han måske ikke blevet maniodepressiv.

– Da han døde, var det, som om han skred midt i en diskussion. Pludselig var jeg alene med alle de følelser, chokket og sorgen. Jeg har råbt og skreget og diskuteret med ham hele mit liv, men han forstod overhovedet ikke, hvad jeg talte om. Og jeg ville så gerne være nået til et punkt, hvor jeg forstod, at han var syg, mens han levede. Så ville min vrede nok blive punkteret, og jeg kunne have tilgivet ham og fået et ordentligt forhold til ham. Men det nåede vi ikke, så den kæmpe pakke af følelser lagde jeg ned i en skuffe. Jeg græd i 24 timer, da jeg så ham sidste gang på en stålbåre på Frederiksberg Hospital. Så tog jeg på arbejde, og så blev den skuffe aldrig åbnet igen. Indtil det hele eksploderede for tre år siden.

Det var efter en periode, hvor både Timm og Katrine havde arbejdet alt for meget. De rejste på skift og så ikke hinanden ret meget, Katrine var stresset, men følte sig ikke ked af det eller deprimeret, så der var ingen forvarsel.

– Det manifesterede sig som en distance til alt, hvad der var vigtigt for mig i livet. Jeg kan huske at lukke mig ind i lejligheden her og kigge rundt og tænke: ’Gud, bor jeg her?’ Jeg havde en fornemmelse af at kigge på mine ting uden at genkende dem. Jeg mærkede ingen glæde eller tilhørsforhold til nogen eller noget. Det var, som om jeg var gledet ind i det parallelunivers, jeg havde lukket ned for alle følelser. Da det havde stået på i nogle måneder, tænkte jeg, at det måtte være, fordi jeg skulle noget andet. Flytte til Paris og bo på et lille loftsrum og skrive poesi og leve af at sælge kastanjer på gaden.

Og der var ikke noget andet galt i dit liv eller dit ægteskab?

– Intet. Alt var dejligt, men jeg kunne ikke forbinde punkterne. Heller ikke selv om mine bedste venner sagde til mig, at nogle af de ting, jeg sagde om Timm, var de samme, som jeg sagde om min far, om jeg ikke troede, der var en forbindelse der? Nej, nej, sagde jeg, det har jeg jo bearbejdet! Det var så svært for mig som et forholdsvist reflekteret menneske at acceptere, at jeg ikke kunne se, at det var den sorg, der kom og væltede mig af pinden med nogle års forsinkelse. Så alle de følelser, jeg var blevet ladt alene med, da min far døde, vendte jeg mod det menneske, jeg er tættest på: min mand. Pludselig var jeg enormt vred på ham og forholdt ham nogle ting, han slet ikke kunne forstå. Det var hverken ret eller rimeligt, men det var det, der skete.

EKSPLOSIONEN

En dag spørger en veninde Katrine, om ikke det ville være en god idé at se en traumeterapeut – hun kender en god en. Katrine aner ikke, hvad en traumeterapeut er, men hun tager derud og lægger sig på briksen.

– Jeg kan ikke gengive samtalen, men da jeg havde ligget der et minut, begyndte jeg at græde og græde – jeg har aldrig grædt så meget i mit liv. Vi talte kun om min far, selv om jeg var taget derud for at tale om mit ægteskab. Efter en times tid var jeg så udmattet af at græde, at jeg faldt i søvn. Jeg sov kun ganske let et minuts tid og vågnede ved en eksplosion. Jeg troede, jeg var blevet skudt, min krop gik i kramper, og jeg var fuldstændig panisk og råbte på hjælp. Terapeuten tog fat i mine ben, bevægede min fødder og sagde: ’Du er ikke i kramper, det hele foregår inde i dit hoved. Det var det her spøgelse, du skulle slippe, et traume dybt i din krop, som har forladt dig, og det kommer aldrig tilbage.’

– Jeg tror hverken på ånder eller krystalhealing og sådan noget, men jeg sværger – da jeg rejste mig fra den briks …

Katrines stemme knækker over, hun synker en gang.

– Da jeg rejste mig, var jeg mig selv igen. Og jeg tog hjem til Timm og sagde: ’Tilgiv mig, jeg ved ikke, hvor jeg har været, men nu er jeg her igen.’ Det var som at være forhekset, som en trolddom, der blev løftet af mig. Den ubearbejdede sorg og alle de følelser, der fulgte med, havde lavet en prop i systemet, så jeg overhovedet ikke kunne mærke noget. Og efteråret for tre år siden var det værste i mit liv, for alt det, jeg havde flygtet fra, indhentede mig, så jeg tudede i tre måneder. Det var en kæmpe gigadonisk livskrise, men den transcenderede til en ren sorg, som jeg accepterede. Jeg blev i følelsen, prøvede ikke at løbe fra den, og derfor var jeg så ubeskriveligt ulykkelig, fortæller Katrine Engberg, som samme aften faldt over et interview med Sebastian Klein, som har haft en tilsvarende oplevelse efter sin fars død.

– Det interview reddede mit ægteskab! For det var først, da jeg læste det, at jeg for alvor kunne kæde tingene sammen.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: "Jeg sagde til min kone, at hun skulle finde en ny mand"

KÆRLIGHEDEN FLYDER

I tiden efter gik Katrine Engberg rundt og var ked af den smerte, hun havde påført både Timm og sig selv.

– Jeg havde jo gjort ham ondt, uden at han fattede en skid, så for os var det et genopbygningsarbejde. Og selv om det var en svær tid, vil jeg sige, at det var godt, at vi blev genstartet som par. Vi har fundet et nyt fælles sprog, vi har taget stilling til hinanden og vores forhold på en måde, som jeg tror, mange langvarige forhold vil have godt af. Når man har været sammen i 15 år, stivner man nemt i en opfattelse af, at sådan er jeg, sådan er du, sådan er vi. Og der er ikke noget, jeg er mere bange for her i verden end at stivne. Jeg har behov for, at vi udvikler os og kan holde fast i hinanden på tværs af det. Det gør vi virkelig nu. Der er hul igennem, blodet flyder, samtalen flyder, kærligheden flyder. Og det havde nok ikke været tilfældet, hvis vi ikke havde haft den krise. Ikke at jeg vil anbefale livskriser, men jeg kan godt anbefale, at man tager stilling til hinanden og ser ærligt på sin partner og spørger: Gør vi stadig hinanden glade? Vil vi stadig hinanden rigtigt?

Ville I så det?

– Ja. Der var ting, der skulle justeres, og det har vi gjort. Noget af det, vi lærte, var, at 90 procent af det, der foregår i en relation, er noget, der foregår inde i en selv, så meget af det, man forholder sin partner, handler om, hvem man selv er, og hvad man kommer med i sin bagage. For eksempel er det vigtigt for mig, at vi taler sammen i telefonen, hvis vi er væk fra hinanden – ikke bare sms’er, for jeg vil høre hans stemme. Det kan modvirke den ensomhed, der kan opstå i mig, og det har jo ikke noget med Timm at gøre, det er, fordi jeg er den person, jeg er. Hvis man bliver bevidst om de mønstre, kan man arbejde med dem, og ens partner kan hjælpe en til ikke at ryge ind i dem hele tiden.

– Det mest geniale trick til et vellykket parforhold er at stille hinanden to enkle spørgsmål hver dag: Hvordan har du det? Og: Er der noget, jeg kan gøre for dig? Det bruger vi, og det virker.

Føler du, at du har brudt det mønster, du havde med hjemmefra?

– Ja, og det er mit livs største succes. Da jeg var ung, var det eneste, jeg ville have, en meningsfuld kærlighedsrelation og en familie, og jeg har det sådan, at uanset hvad jeg måtte opnå, så er Timm og Cassius den største bedrift og velsignelse i mit liv.

Katrine Engberg, 44, krimiforfatter, danser, instruktør og koreograf. Gift med Timm Vladimir, som hun har sønnen Cassius på 10 år med. Familien bor på Østerbro. Hendes krimiroman "Vådeskud udkommer 6. september.