Underholdning

Jesper Lohmann om singletiden: Jeg var virkelig træt af mig selv

webversioneret af redaktionen 13. april 2015
foto: Stine Heilmann
Skuespiller Jesper Lohmann synes ikke, det gjorde noget godt for ham at være single

Skuespilleren Jesper Lohmann er gift med Charlotte Rathnov, der ligeledes er skuespiller, og sammen har de drengene Laurits på otte år og Ole på seks.

Men før Jesper Lohmann fik familie, levede han alene, og den periode var ikke noget, der gjorde noget godt for ham. Det fortæller han i et interview med FEMINA i denne uge.

- Det er som at mangle halvdelen af sig selv. Bare sådan noget som almindelig menneskelig kontakt. Det er måske derfor, vi render rundt og krammer hinanden i én uendelighed. Da du kom ind ad døren, tænkte jeg: Skal vi nu kramme? Altså, jeg krammer gerne, der er ikke noget galt med det, men … det kan nogle gange tage overhånd. Men vi mennesker gør det jo, fordi vi bare har brug for andre kroppe. Det gør noget ved os helt korporligt ikke at have kontakt med andre mennesker, og jeg tænker IKKE kun på sex. Men at man ikke har fysisk kontakt i samme grad, som man ville have det, hvis man boede sammen med et andet menneske af kød og blod. Et menneske, som man kunne varme sig ved og mærke. Og mærke andre end sig selv.

Farshad Kholghi var skrækslagen for at få børn. Læs interviewet med ham, da han lige havde fået sin lille datter

Følte han var gået i stå

Jesper har haft godt af at mærke andre end sig selv.

- Jeg har fået to fantastiske børn. Og så oplevet … fornøjelsen ved ikke bare at være sig selv. Og det kan man kun være taknemmelig for, for inden var jeg SÅ træt af mig selv. Det ville du også have været, hvis du var mig. Der er et før og efter mine børn. På det tidspunkt havde jeg lige mistet min far, og … jeg følte ligesom, at jeg var gået i stå og blevet 40 og havde ikke børn og havde ikke familie.

Usundt i længden?

- Ja, det var det sateme. Og jeg var så dødtræt af det. Jeg begyndte sådan at hade weekenderne og excessede lidt for meget. Jeg syntes bare, jeg var en gentagelse af mig selv, så det var lidt rart at få sat en stopper for det. Der var … lidt for mange ligegyldigheder. Jeg var virkelig træt af mig selv, jeg var virkelig træt af mit liv og den dér gentagelse, og det var så … depressivt. Det var jeg sikkert også selv, men jeg kom igennem det.

I dag danner han par med Charlotte Rathnov. Men hvorfor holder det stadig mellem de to?

- Åhr, det ved jeg sgu ikke … vi kæmper som alle mulige andre. For der er faser i det, ikke? Kærligheden får bare et andet ansigt, når man har fået børn. Og der er mange faser. Der er mange rum, man går ind i. Virkelig. Så det er vel noget med at blive ved med at åbne dørene ind til de rum og se, om der er noget at hente derinde. Og ligesom være åben for, at ting kan se ud på forskellige måder, siger Jesper Lohmann til FEMINA.

”Jeg fatter ikke, hun har giftet sig med mig”, siger Knud Romer om sin kone