https://imgix.femina.dk/media/ed9d9fffb4784ad4b8645c1a332ff6a9.jpg
Underholdning

James Morrison: Ta’ ikke livet for givet

1. juni 2012
af Nicola Voss
foto: All Over
Verdensstjernen James Morrison spiller til august i Danmark. FEMINA har sat ham stævne

Han er på tourne i USA, og en mail fortæller, at interviewet vil finde sted kl. 18.20, og at jeg har 10 minutter, fra jeg ringer ham op. Lettere ydmyg trykker jeg nummeret. Får manageren i røret, som venligt siger, at det lige varer et par minutter, før James er klar. Jeg venter. Kigger på mine noter. Venter lidt mere, og endelig er der lyd i den anden ende af mobilen.

- Hej, det er James, siger han på rungende britisk engelsk med sin velkendte hæse stemme. Ganske uprofessionelt glemmer jeg at kigge på min blok med spørgsmål og spørger i stedet ind til, om han nyder New York.
- Ja, det gør jeg. Det er en dejlig, solrig dag, og livet på touren er godt. Jeg kan rigtig godt li' at gå rundt i byen og finde de små lokale pladebutikker, men jeg går ikke rundt på sightseeing.

Nej, selvfølgelig får jeg fremstammet på et engelsk med meget kraftig dansk accent. Heldigvis tvinger min forfængelighed mig til at kigge ned på blokken, hvor jeg har skrevet spørgsmålene på engelsk (og øvet mig på at udtale dem korrekt).

Et mærkeligt liv
Hvordan er dit liv, spørger jeg og håber at få et par guldkorn ud af ham nu, hvor jeg allerede har brugt 4 minutter af verdensstjernens tid. En verdensstjerne, som indrømmer, at hans sange er gode, fordi de er personlige, men som egentlig ikke er specielt veltilpas med at skulle åbne op for følelseslivet over for de mange journalister, som alle ønsker en lille bid af mandens inderste.

- Det er et mærkeligt liv for mig. En stor del af tiden lever jeg, ligesom jeg allerhelst vil leve. Jeg er kreativ, engageret og nyder det. Men jeg savner også min familie. Jeg er jo blevet far, og det er svært at være væk. Det kan jeg sagtens blive trist over, for man får jo aldrig tiden igen. Så det er et offer. Men man er nødt til at gøre, hvad man må gøre.


Musikken og familien

Og dét, James Morrison absolut må gøre, er at lave musik. Verden fik for alvor øjnene op for ham med numrene "Wonderful World", "Undiscovered" og ikke mindst "You Give Me Something". Senest har han udgivet albummet "The Awakening", som er et album fyldt med personlige tekster om de sidste års sol og regn i stjernens liv. Han mistede sin egen far, der bukkede under for mange års alkoholmisbrug, men er også blevet far til en lille pige. Og selv om musikken lever i årerne, gør datteren det samme.

- Det er fantastisk at være far. Jeg elsker det. Fuck hvor jeg elsker det! Det sætter tingene i perspektiv. Der er så mange ting, som jeg slet ikke kan forstå jeg nogensinde har bekymret mig over. Det er slet ikke vigtigt nu. Man skal ikke tage livet for givet, og man skal leve hver dag, som var det den sidste. Og så skal man følge sine drømme. Det er også vigtigt.

For selv om han kun er 27 år gammel, har han mere livserfaring end de fleste. En livserfaring, der afspejler sig i sangerens tekster og som altid betegnes som ærlige.
- Ærlighed er vigtigt for mig. At være ærlig over for andre mennesker og være sand over for dem, og i lige så høj grad over for én selv. Det er vigtigt.


Selvtillid og mangel på samme

Han kender til livets skyggesider, med en opvækst, hvor faderen tidligt forsvandt fra familiens liv til fordel for alkoholen. Moderen var derfra alene med James og hans to søskende og som barn var James en genert dreng.
- Jeg prøver bevidst ikke at tænke over, hvad jeg fortryder, men hvis der er noget, jeg fortryder, så er det måske, at jeg havde så lidt selvtillid som barn. Jeg var for eksempel helt vildt akavet over for piger. Jeg var så optaget af at være en gentleman, at jeg aldrig turde tage det første skridt.

Han griner ad sig selv. Føler sikkert, han er langtfra den generte dreng, han engang var. Men drengen lever stadig i ham. Det er tydeligt, da vi pludselig taler om Danmark.

- Jeg har en svaghed for Danmark. Jeg var med I et dansk band i starten, og vi havde det så sjovt!

Begejstret fortæller han om en særlig aften med danskerne, hvor der tilsyneladende kom rigeligt med alkohol inden borde. Han griner så meget, at det næsten lyder som ekko. Jeg griner med. Mest af situationen. I røret har jeg en verdensstjerne, som lige nu flækker af grin over mindet om en vild bytur. Det er menneskeligt og sandt. Det er typisk James Morrison - som slutter samtalen på dansk med kraftig britisk accent og siger:
- Wi sås!

Den 2. august kan du opleve James Morrison i Århus, hvor Musikhuset byder på udendørs koncert på Amfiscenen. Læs meget mere om koncerten under åben himmel lige her.

Du har også mulighed for at vinde billetter til koncerten. Læs mere om det lige her.

Livsnyder og gentleman: Mød George Clooney her

Læs også