Cameron Diaz

Foto: MEGA

Hårtrends

Internettet går amok over Diaz' frisure - hvor er det nu lige, vi har set den før?

5. maj 2022
af Kicki Bengtsen
Foto: MEGA
Man bliver næsten helt nostalgisk... Cameron Diaz har nemlig genskabt en ikonisk frisure.

"There's something about Mary".

Sådan lyder den ikoniske replik i filmen af samme navn, hvor Cameron Diaz spiller den kvindelige hovedrolle.

Filmen, der på dansk hedder "Vild med Mary", var et kæmpe hit, da den udkom tilbage i 1998, og nu har skuespillerinden formået at genskabe noget af hypen.

Hun har nemlig rekonstrueret den noget nær legendariske frisure, som hun har i en helt speciel scene i filmen.

I den pågældende scene har man kort forinden set Ted Stroehman (spillet af Ben Stiller) onanere, før han skal på date med Cameron Diaz' karakter, Mary.

Han har dog ikke formået at tørre alt sin sæd væk, og da han ankommer til hendes dør, tror hun fejlagtigt, at sæden er hårgel, hvorefter hun bruger det til at sætte håret.

I filmen ender Cameron Diaz' frisure med at sidde noget opsigtsvækkende, og det er altså dette hun har genskabt nu.

Det har hun gjort i forbindelse med promoveringen af sin nye Avaline-vin.

I den forbindelse havde hun fået sin ven Benito Skinner - kendt som Benny Drama - til at hjælpe.

- At Benny Drama kom forbi med Avaline-dåser var ikke den mærkeligste del af vores middag, skriver Cameron Diaz på Instagram, hvor hun i en video fremviser den ikoniske frisure.

Cameron Diaz delte videoen onsdag, og det er siden da strømmet ind med likes og kommentarer fra fans, der er vilde med genskabelsen af frisuren.

- Cameron, du er årsagen til, jeg er homoseksuel, skriver en kvinde og fortsætter:

- "Something About Mary" var et mesterværk.

- Er du sikker på, det er hårgel, skriver en anden, som har tilføjet en blinkesmiley.

- Det her er det sjoveste, lyder det fra en tredje.

Mange andre fans skriver også, at de ville ønske, at Cameron Diaz kom tilbage på det store lærred.

Den 49-årige skuespillerinde trådte nemlig tilbage fra Hollywod i 2018 og åbnede i stedet sit eget vinfirma, Avaline, med sin veninde Katherine Power.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også