the_Holiday
Underholdning

Her er listen over de 15 bedste julefilm

1. december 2023
Af Signe Bjørg Granberg
Foto: Instagram/SIPA/Ritzau Scanpix
Findes der noget bedre end at gense en ægte juleklassiker? Vi har støvsuget streamingtjenesterne og fundet 15 af de bedste julefilm til dig, som du kan se igen og igen.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.

Der er mange fantastiske julefilm at kaste sig over på tværs af streamingtjenesterne, og vi kommer her med vores bud på 15 af de bedste af slagsen – rangeret i vilkårlig rækkefølge.

  1. Love Actually
  2. The Holiday
  3. Alene Hjemme 1 + 2
  4. Den tid på året
  5. The Nightmare Before Christmas
  6. It's a Wonderful Life
  7. Klaus
  8. Die Hard
  9. The Family Stone
  10. Far til fire i byen
  11. Polarekspressen
  12. Fars fede juleferie
  13. Et juleeventyr
  14. Bossen og Bumsen
  15. Spirited

LOVE ACTUALLY (2003)

Richard Curtis' vidunderlige julefilm kan i år fejre 20-års-jubilæum, og for de fleste af os betyder det, at vi har set den (mindst) 20 gange.

Ensemblefilmen, hvor en række forskellige karakterers historier væves sammen på humoristisk og rørende vis, har samlet alt, hvad der kan krybe og gå af britiske skuespillere, bl.a. Hugh Grant, Emma Thompson, Laura Linney, Liam Neeson, Colin Firth, Alan Rickman og Kiera Knighley.

Den er et absolut must-see hver eneste jul.

Love Actually kan ses på Filmstriben, Viaplay og Netflix.

THE HOLIDAY (2006)

Endnu en moderne juleklassiker, der kan ses om og om igen, er The Holiday.

Dronningen af romantiske 90'er-komedier, Nancy Meyers, er kvinden bag denne skønne film om Iris (Kate Winslet) fra England, der bytter hus med Amanda (Cameron Diaz) fra Los Angeles.¨

Den charmerede julefilm har også en uimodståelig Jude Law og altid sjove Jack Black på rollelisten.

The Holiday kan ses på Netflix, HBO Max, SkyShowtime, Prime Video og Viaplay.

ALENE HJEMME 1 OG 2 (1990-1992)

Alene hjemme med "the cool kid", Kevin McCallister (Macaulay Culkin), der bliver efterladt af sin familie i julen, kan næppe være gået manges næser forbi.

Filmen er en hæsblæsende tour-de-force i den unge Kevins opfindsomme kamp for at forsvare sig selv og sit hjem mod de to idiotiske indbrudstyve, Harry (Joe Pesci) og Marv (Daniel Stern).

Og så gentager det hele sig i Alene Hjemme 2, blot med et sceneskift til New York. Begge film er perfekt juleunderholdning for hele familien.

Alene hjemme 1 og 2 kan ses Disney+.

DEN TID PÅ ÅRET (2018)

Et glimrende bud på en god, dansk julefilm er Paprika Steens bittersøde julekomedie Den tid på året.

Filmen følger en familiemiddag på juleaften, hvor hyggen bliver smadret af mange års jalousi, mistro og misforståelser.

Filmen er morsom, rørende og genkendelig for de fleste af os, og Paprika Steen forstår virkelig at skildre familierelationer på godt og ondt.

Foruden Paprika Steen selv medvirker bl.a. Sofie Gråbøl, Jacob Lohmann, Lars Bryggman, Fanny Leander Bornedal og Karen Lise Münster.

Den tid på året kan ses på Viaplay og TV 2 Play.

THE NIGHTMARE BEFORE CHRISTMAS (1993)

Med fabelagtig stop motion-animation har Tim Burton og Henry Selick skabt en moderne og skæv juleklassiker med The Nightmare Before Christmas.

Filmen handler om Jack Skellington, lederen af Halloween Town, der under forberedelserne til den store halloweenfest føler, at han sidder fast i den samme rutine år efter år. Under en spadseretur finder han seks træer, der hver fører til sin egen højtid – og den ene højtid er julen.

The Nightmare Before Christmas kan ses på Disney+.

IT'S A WONDERFUL LIFE (1946)

Frank Capras juleklassiker fra 1946 med James Stewart i hovedrollen som den deprimerede George Bailey, der ved hjælp fra en skytsengel ser verden på en ny måde, er en virkelig rørende og fin historie.

Filmen indkapsler de vigtigste temaer i julen og viser, at selv med stor modgang er livet sjældent så slemt, som man måske føler.

It's a Wonderful Life kan ses på SkyShowtime.

KLAUS (2019)

Netflix-filmen Klaus er lavet på god, gammeldags animationsmaner, og den fortæller en sød og varm julemandsfortælling på en ny måde.

Filmen handler om den dovne postmands-søn, Jesper Johannesen, der bliver sendt til den lille by Smeerenburg, hvor alle hader hinanden, og atmosfæren er alt andet end festlig.

Men da Jesper ved et tilfælde støder på snedkeren, Klaus, der har huset fuldt af trælegetøj, får Jesper den idé at give legetøjet til nogle af de trængende børn i byen.

Klaus kan ses på Netflix.

DIE HARD (1988)

Er Die Hard en julefilm eller ej? Den foregår i hvert fald juleaften og handler om John McClane (Bruce Willis), der tager til Los Angeles juleaften for at prøve at reparere forholdet til sin kone.

Kort efter, at McClane ankommer til hustruens firmafest, bliver bygningen overtaget af en bande tyve med den koldblodige Hans Gruber (Alan Rickman) i front. Det er nu op til McClane at forpurre tyvenes plan og redde alle!

Die Hard byder på knapt så meget julehygge, men til gengæld fuld smæk for skillingen, og Bruce Willis har aldrig været bedre.

Die Hard kan streames på Disney+.

THE FAMILY STONE (2005)

Ensemble-julefilmen The Family Stone har, ligesom Love Actually, snart 20 år på bagen, men den er stadig en hjertevarm og seværdig julefilm med et væld af stjerner på rollelisten.

I centrum af historien står Sarah Jessica Parkers karakter, Meredith, der skal tilbringe julen sammen med svigerfamilien – anført af svigermor Diane Keaton og svigerinden fra helvede, spillet af Rachel McAdams.

Der er fra start lagt i kakkelovnen til drama og forviklinger, og filmen tager nogle uventede og sjove drejninger undervejs.

The Family Stone kan ses på Disney+ og Viaplay.

FAR TIL FIRE I BYEN (1956)

"Sikke mange klokken slår, tretten slag, tiden går, gæt en gang min lille ven, hvor vi nu skal hen."

Den danske juleklassiker Far til fire i byen, med den charmerede Lilleper i spidsen, er nok mere kendt for julesangen, der indgår i filmen – nemlig Til julebal i nisseland – end for den øvrige handling.

Den er ikke desto mindre ikke til at komme udenom i december.

Far til fire i byen kan ses på TV 2 Play og Nordisk Film+.

POLAREKSPRESSEN (2004)

Hvis ikke, man har brug for lidt magi til jul, hvornår så?

Polarekspressen er en flot, animeret film om en dreng, der tager et magisk tog til Nordpolen og undervejs lærer om både venskaber, og hvad julen egentlig handler om.

Filmen er baseret på Chris Van Allsburgs bog, og blandt filmens stemmer er Tom Hanks, Chris Coppola og Michael Jeter.

Polarekspressen kan ses på HBO Max og Viaplay.

FARS FEDE JULEFERIE (1989)

Clark Griswold (Chevy Chase) vil for alt i verden have en perfekt jul i 80'er-klassikeren Fars fede juleferie. Det perfekte træ skal findes, en million julelys skal sættes op, og hele familien skal samles. Men intet går som planlagt!

Imellem alt komikken fortæller filmen en fin og rørende historie om, hvad julen for alvor handler om.

Fars fede juleferie kan streames på Viaplay.

ET JULEEVENTYR (2009)

Et juleeventyr af Charles Dickens er et af verdens mest kendte, litterære værker, og det er blevet adapteret og genfortolket adskillige gange.

Historien handler om den gnavne Ebenezer Scrooge, som anser julen for noget pjat, men som kommer på andre tanker, da han får besøg af tre ånder.

Den klassiske film fra 1951 med Alastair Sim, eller 1984-udgaven med George C. Scott kan ikke streames i øjeblikket, men den animerede udgave med Jim Carrey kan ses på Disney+.

BOSSEN OG BUMSEN (1983)

Hvis man er i humør til en uhøjtidelig og gakket julekomedie, kan man kaste sig over 80'er-klassikeren Trading Places med den mundrette danske titel, Bossen og bumsen.

Filmen handler om den rige investor, Louis Winthorpe III (Dan Aykroyd) og den charmerede hjemløse Billy (Eddie Murphy), der får byttet rundt på deres liv som en del af et væddemål mellem to, afstumpede millionærer. Det går helt op i hat og briller!

Bossen og bumsen kan lejes på Apple TV+, SF Anytime, Blockbuster og Viaplay.

SPIRITED

Spirited er den nyeste fortolkning af Dickins' Et juleeventyr, og selv om filmen ikke just er en klassiker endnu, har den potentialet til at blive det.

I denne version spiller altid forrygende Ryan Reynolds den pessimistiske Clint Briggs, som bliver opsøgt af Will Ferrell som juleånd.

Filmen kombinerer komedie- og musicalgenren og har et væld af originale sange med dertil storslået koreografi, som gør, at man ikke kan undgå at komme i ægte julestemning.

Spirited kan ses på Apple TV+

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også