voldsramte kvinder, vold mod kvinder
Underholdning

Geeti Amiri blev udsat for vold og social kontrol: "Det værste er faktisk følgerne"

23. april 2018
af Tine Bendixen
Foto: Marie Hald. Makeup: Ulla Glud
Geeti Amiri blev udsat for vold og social kontrol af sin storebror, da hendes far døde, og blev svigtet ikke kun af sin egen familie, men også af skolens ansatte og andre, der kunne have grebet ind.

Geeti Amiri sover med lyset tændt. Det er konsekvensen af tre års vold i ungdomsårene, en tvangsfjernelse, et krisecenterophold og en ud­slusning til egen bolig, hvor hun måtte klare sig selv uden at have lært, hvordan man gør. Hun sidder i skrædderstilling og fortæller om dengang, hendes elskede far døde, og hendes indtil da trygge verden brød sammen:

– På dagen for min fars bisættelse holdt vi en sammenkomst i beboerlokalet. Da min søster bagefter bukkede sig og tørrede bordet af, kunne man lige skimte hendes hofte. Det fik min bror til at kyle en termokande ind i væggen: ”HVOR­FOR dækker du dig ikke til?”. Han havde et kæmpe behov for at placere sig selv som familiens overhoved og statuere et eksempel på, hvad der ville ske, hvis man ikke adlød ham. Jeg blev selv slået første gang af min bror, da min far havde været død i et par måneder.

14-årige Geeti havde fået menstruation og havde bedt sin søster købe bind.

– Jeg var meget pinligt berørt af det. Kulturelt set er menstruation enormt skamfuldt, ingen tager dig kærligt i hånden og lærer dig, hvad der sker med din krop. Det gjorde min mor ikke. Hendes mor gjorde det heller ikke. Det er bare skam hele vejen. Og så havde min søster glemt at købe de bind. Min bror sad i dagligstuen, så uden at forklare, hvad det handlede om, vrissede jeg et teenage­agtigt ”for fanden” til min storesøster. Så begyndte min bror at råbe og skrige: Hvem troede jeg, jeg var? Jeg sagde irriteret, at han ikke skulle blande sig. Dér fik jeg min første lussing. Jeg var helt paralyseret. Jeg har ikke tal på, hvor man­ge gange han slog mig siden.

Hvad sidder i dig fra dengang?

– Hmmm ... der er selvfølgelig den fysiske vold, de helt store omgange tæsk, jeg har fået. Men det er især svigtet, der sidder i mig. Det er måske svært at forstå, hvorfor man ikke opfatter den fysiske vold som det mest ekstreme, men den psyki­ske vold gør mest ondt. Det med hele tiden at gå med frygten for at blive udsat for vold, frygten for at gøre et eller andet forkert, som fører til, at situationen eskalerer.

Hvad kunne udløse det?

– Altså … det er først i en alder af 28, jeg har fået lært at gå med store runde øreringe. For det gik kun uanstændige piger med. Så det kunne jeg få tæsk for. Eller hvis jeg sad og læste i en bog. Og helt grundlæggende: Hvis jeg agerede teenageagtigt, skulle jeg sættes på plads, for jeg skulle være en lille vok­sen kvinde, der hurtigst muligt skulle giftes. Hvis jeg hav­de haft min far længere, tror jeg, jeg havde haft mulighed for at udvikle mig lidt som ung kvinde, rejse, alt muligt. Men alt det forsvandt, da han døde, fordi min storebror videreførte den meget traditionelle opfattelse af, hvordan en ung kvinde skal være. Det var æresrelateret vold. Han var præget af gadelivet med drenge, som havde lært at slå og sanktionere deres søstre med de her æresbegreber. Hvor jeg havde min opvækst i vores trygge barndoms­hjem, hvor der var højt til loftet, hvad angik religion og kønsroller. Så han har dybest set ikke fået samme opdra­gelse, som jeg har fået. Og endte på en skidt kurs. Det hårdeste ved, at det netop var min storebror, der udsatte mig for vold, var, at det lå så fjernt fra den opdragelse, vo­res forældre gav os. Jeg oplevede aldrig vold, da min far levede. Nu kan jeg mærke, at jeg bliver helt berørt af det … det er utroligt efter så mange år … men det svære var også, at min bror var den første mandlige figur i mit liv.

MEST VRED PÅ MOR

Geeti blev født i Kabul i 1989. Hendes far blev i Kabul, da hendes mor flygtede til Indien med Geeti og hendes fire søskende. Som hun husker det, så hun først sin far igen, da hun var fem år.

– Så i de første fem år var min storebror den mandlige figur i mit liv, og vi havde et virkelig tæt bånd. Men han kom ind på en skæv kurs i livet, kort tid efter at vi var kommet til Danmark, og var væk fra hjemmet i lange pe­rioder. Og da min far døde, kom min bror tilbage – som alt andet end det, jeg mindedes om ham.

Hvad sagde din mor, da hun så, at I blev slået?– Det er faktisk hende, jeg har haft allersværest ved at håndtere. Ikke fordi jeg undskylder eller bortforklarer min storebrors handlinger, men han var bare hamrende stofpåvirket i de år. Min mor ... ja hvad fanden var hendes begrundelse for ikke at ville gribe ind? Det var også derfor, jeg ikke havde noget med hende at gøre i mange år, efter at jeg blev fjernet hjemmefra, for jeg følte jo en større vrede imod min mor. Jeg følte, hun valgte mellem to børn – og hun valgte min storebror. Det gjorde hun jo også. Min mor havde rationalet: Geeti er stærk, hun har fået gode forudsætninger i livet, hun klarer sig godt i skolen, og jeg døde ikke af at få tæsk af mine brødre, det gør Geeti ikke, og Ali har fået en skidt kurs i livet. Så hun valgte jo ham. Min mors anden begrundelse for at vende det blinde øje til er hendes sociale arv. Hun kommer fra en familie, hvor brødre slår søstre og per definition har større ret. Min far havde en bedre ballast i livet. Mens han levede, blev det holdt på afstand, for det ville han aldrig acceptere. I det øjeblik han var væk, kom det, der havde ligget og ulmet, i udbrud. I dag siger min mor også, at hun oplevede et kæmpe forventningspres. Hun skulle bevise i det afghanske miljø, at hun kunne lykkes med at få sine døtre til at blive gode døtre, selv om vores far ikke var der. Føre dem anstændigt til deres livs endemål: Det store ægteskab. Også derfor kunne hun ikke gribe ind.

LÆS OGSÅ: "Sara Omar: Jeg risikerer mit liv, jeg kan gå ud på gaden lige efter det her interview og blive skudt i hovedet"

Geeti har fortrængt meget fra dengang. ”En menneskelig overlevelsesmekanisme”, kalder hun det.

– Men det værste er faktisk følgerne. Når man bliver udsat for vold, lærer man forfærdeligt nok at navigere i voldens mønster – lidt ligesom man instinktivt ved, hvordan man skal undgå at gå ind i et bord med skarpe hjørner i stuen. Man lærer at blive holdt i ave af volden. Da jeg blev fjernet hjemmefra, havde jeg ikke den form for kontrol af mig selv længere. Så kunne jeg næsten ikke mærke, hvornår jeg så var mig selv – fordi jeg i tre år havde ageret på voldens præmisser.

Der er også en form for tryghed i utrygheden?

– Fuldstændig. Det er så irrationelt, det ved jeg godt. Men der var masser af gange, jeg tænkte: Du vidste i det mindste, hvad du havde med at gøre, da du boede hjemme. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg havde med at gøre, da jeg blev fjernet hjemmefra og efterføl­gende udsluset til min egen bolig. Jeg var ALDRIG så bange i mit barndomshjem, hvor der herskede vold, som jeg var i min egen bolig, hvor jeg kunne låse døren. Det gav ingen mening. Men jeg blev KASTET ud af reden og landede hårdt på asfalten og skulle samle mig selv op derfra. Hvordan eksisterer jeg? Hvordan står jeg op? Hvordan gør jeg ting? Det var det, jeg var bange for. Der var ingen manual. Da jeg boede hjemme, var jeg motiveret for at gå i skole og på arbejde for at komme væk fra volden. Jeg sørgede for at have styr på det hele, scorede topkarakterer i skolen. Pludselig havde jeg bare sindssygt meget frihed. Jeg kunne pjække, fordi det ikke længere var nødvendigt at være i skole mest muligt, jeg kunne have relationer til alle mulige fyre og gå i byen og til fester uden at være bange for min storebror. Al den frihed blev det svært at navigere i. Jeg må ærligt sige, at jeg stadig har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal være voksen, fordi min måde at blive voksen på var en fremskyndet og unaturlig proces. Det har præget mig enormt meget. Og jeg sover STADIG med lyset tændt.

Hvorfor er der ingen hjælp at få?

Der ligger, siger Geeti, et kæmpestort arbejde for at hjæl­pe udsatte kvinder VIDERE.

– For vi taler ikke om, hvordan vi opfordrer kvinder til at komme ud af de familier, der oplever den slags vold, som jeg har oplevet. Sørger vi for at skabe stabil ro, når kvin­der drevet på flugt af æresrelaterede konflikter er nødt til at sige farvel til deres bagland og skal blive en naturlig del af det omliggende samfund? Det gør vi ikke. Derfor forbliver situationen status quo. Det gør mig så frustreret.

Så hvad skal vi gøre?

– Første skridt kunne være, at man målrettet laver en fast ordning: Når en kriseramt kvinde skal udsluses fra et krisecenter og ud i eget liv, skal hun ikke have en kom­munalt anvist lejlighed i et boligområde med mange med anden etnisk baggrund. Hvis hun har valgt at bryde med minoritetsmiljøets spilleregler, skal hun kunne bo et sted, hvor hun møder majoritetssamfundet. Hun har som regel været nødt til at flygte fra job, bolig, det hele. Det ville være fantastisk, hvis kvinder med minoritetsbaggrund, og som ikke kan fremvise tre måneders lønsedler og en skatteop­gørelse, der viser en bugnende indkomst, blev mødt med en hjælpende hånd, selv om det måske virker som en dårlig investering at hjælpe med indskud til en lejlighed et andet sted. Økonomisk stabilitet er nødvendigt. Oveni er de kvinder skrøbelige for tilbagefald i de parforhold eller fa­milier, de flygtede fra. Eller har en tilbøjelighed til at møde den samme type mænd. Hvilket ikke åbner for nogen lys fremtid. De kvinder er økonomisk og relationelt sårbare. De er isolerede, de er udstødte. Der er tusindvis af kvinder, som enten får tilbagefald eller ender i værre selskab, fordi vi kun kan finde ud af at hjælpe dem, når de er i krise. Vi tænker ikke på fremadrettet at stabilisere dem, sørge for, at de står godt fast, sluse dem ordentligt ind i samfundet.

LÆS OGSÅ: "Direktøren for krisecentret: De kvinder, der kommer her, er stærke"

Systemet er simpelthen ikke gearet til at hjælpe rigtigt, mener Geeti.

– Det er realiteten. Unge i gymnasiet og folkeskolen skriver til mig på Instagram og beder om hjælp. Det kan gøre mig så VRED, at det eneste, de kan række ud efter, er mig og min indignerede stemme. Hvorfor er der ingen professionel hjælp at få? Når det kommer til at udstyre frontpersonale med redskaber til at forstå det her, er vi uambitiøse. På min egen folkeskolelæreruddannelse er der næsten ingen undervisning i interkulturel forståelse. Det er rigtig ærgerligt. Jeg ville ønske, mine lærere havde indkaldt min mor til samtale: Der er noget ravrusken­de galt! I stedet så man lidt den anden vej. Sendte mig videre. Fra skolelærer til studievejleder til sagsbehandler – som blev skiftet tre gange, i de tre år jeg nåede at være i systemet, før jeg blev ført væk hjemmefra. Min tillid til systemet var lig nul. Hvis jeg som lærer NOGENSINDE oplever en lille sårbar ung pige komme i skole, vil jeg ikke tøve ét sekund med at ringe forældrene op og sige: ”Der er samtale på skolen, for det dér stopper nu!”.

SVIGT SIDDER FAST

Geetis forhold til sin bror er i dag ”fantastisk”.

– Hvilket mange nok slet ikke kan forstå. Men det er, for­di HAN har frigjort sig fra de rammer, der pålagde ham at være på en særlig måde. Jeg mødte ham igen i 2013 til min søsters bryllup – for første gang i syv år – og han undskyldte ud af den blå luft. Vi har efterfølgende talt meget om, hvad der foregik i hans hoved. Man skal FOR­STÅ udøvere af den slags vold. Ellers kommer vi ikke meget videre. Det kræver sin styrke som mand at kunne sige fra over for det, der kræves af mænd i de miljøer, og den problemstilling skal vi også have knækket.

Hvad betyder din voldshistorie i dag?

– At jeg har rigtig svært ved at lukke folk ind. Når man oplever svigt fra en mor og en bror – så knækker et eller andet helt grundlæggende i én. Det knækker lidt troen på mennesker. Jeg har båret med mig, at jeg føler, at alle før eller senere ... vil svigte mig. Det bliver en fucking selvopfyldende profeti, for så har man en tendens til at skubbe folk væk, når de kommer for tæt på.

Også mænd?

– Særligt mænd!

Geeti Amiri er 28 år, lærerstuderende, foredragsholder og forfatter – i færd med at skrive sin anden bog. Afghanske rødder. Med egne ord: ”Hypersingle karrierekvinde”.

FOKUS PÅ VOLD

femina sætter fokus på vold mod kvinder i disse uger. Vi er overbevist om, at vi ved at bryde tabuer og tale højt om det svære sammen kan flytte noget. Med disse artikler ønsker vi at komme rundt om problematikkerne omkring vold mod kvinder og sætte spot på Danners og andres kamp for at flytte noget både personligt og politisk, så færre kvinder og børn skal leve med vold. Danner er en privat humanitær organisati­on, der nationalt og internationalt arbejder for at stoppe vold mod kvinder og børn. Siden 1980 har Danner desuden drevet et krisecenter i det historiske Dannerhuset midt i København. Hvis du har lyst til at bidrage til Danners arbejde kan du støtte med 100 kr. ved at sende en sms med teksten Danner til 1919. Læs mere på Danner.dk

#sigdettilnogen Følg os også på de sociale medier, hvor vi også sætter fokus på volden.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også