https://imgix.femina.dk/media/article/1620-marys-mission.jpg
Underholdning

Følg Mary på mission

18. maj 2016
af Thea Møller Ronex
Foto: Jesper Sunesen, Billedbladet
Kronprinsessen har mærket kvindeundertrykkelse og omskæring på tæt hold. De bonede gulve blev byttet ud med en tur i marken, da Kronprinsesse Mary besøgte det fattige Vestafrikanske land Burkina Faso, hvor hun arbejder for at give kvinder ret til at bestemme over egen krop.
I disse dage står Kronprinsesse Mary på en talerstol foran tusindvis af politikere, verdensledere og journalister. Sidste måned sad hun på en træstamme og snakkede med afrikanske kvinder. Men formålet er det samme: Kvinder skal have ligestilling. Uanset om de bor i Danmark eller Burkina Faso. Vores Kronprinsesse er gået forrest i kampen for at sikre kvinders rettigheder over hele verden, og det førte hende for nylig til en afrikansk landsby i Burkina Faso, hvor de lokale kvinder delte deres barske virkelighed med Kronprinsessen - og journalist Lene Johansen, fik lov at følge med på sidelinjen. - Det enormt imponerende ved hende er, at hun agerer naturligt, hvad end hun befinder sig på et topmøde eller sidder med nogle afrikanske kvinder under et træ. Hun tog sig tiden til at høre de enkelte kvinders barske historier og man kunne virkelig mærke, at hun har valgt en sag, der ligger hende på hjertet, siger Lene Johansen, der har lavet en TV-program over kronprinsessens tur til Afrika. MÆNDENE SKAL PÅ SKOLEBÆNKEN Sammen med hendes makker Helle Slejborg har Lene Johansen fulgt turen tæt, og i aften sendes programmet, der både viser hudløst ærlige interviews med Kronprinsessen og barske beretninger fra de berørte kvinder. - Vi mødte unge kvinder i Burkina Faso, som lever under groteske forhold, der efterlader frygtelige skæbner. Selvom omskæring er forbudt dernede, så gør mange det stadig – oftest i den helt misforståede tro, at man ikke kan få børn med mindre man er omskåret. Og det efterlader ofte smertefulde gener, der følger disse kvinder for livet. Noget der kan undgås ved helt simple procedurer på de gratis sundhedsklinikker. Men de afrikanske kvinder benytter dem ikke, fordi de skal have tilladelse af deres mænd – og de har svært ved at forstå fordelene. - De afrikanske mænd tænker sådan meget rationelt: Jeg har sgu brug for vand nede på marken her og nu. Så det der med at hun går ned på den der klinik, det har jeg ikke råd til. Men det de skal forstå, er, at det er en langtidsinvestering. Hvis hun går ned på klinikken, kan hun både få prævention, så der ikke kommer flere munde end der kan mættes, og hvis hun bliver syet efter en fødsel, er hun måske meget mere nede på marken på den lange bane. INVESTER I KVINDERNE Så det Kronprinsessen tog med hjem til den internationale konference Women Deliver, der løber af stablen i København i disse dage, var den simple besked: Det handler ikke om kulturkløfter. Det handler heller ikke om religion. Vi skal bare hjælpe med at oplyse. - Når folk gør ting af religiøse årsager, er det svært at diskutere hvad der er rigtigt og forkert, men her handler det udelukkende om at få at vide: det er faktisk skide smart at gå til lægen, hvis der er noget i vejen. Afrikanske kvinder og mænd er jo ikke dummere - de skal bare have lov til at gå i skole, så bliver verden meget, meget bedre. Så det er ikke svært at forstå, hvorfor Kronprinsesse Mary dedikerer tid og ressourcer på den manglende ligestilling i Burkina Faso. Det er en vigtig og nødvendig sag, siger Lene Johansen. - Jeg tror at verden bliver et bedre sted, hvis kvinder har det bedre. Og ser du på det økonomisk, giver det også bedre mening. Hvilket jeg egentlig synes er ret ubehageligt, for det ville jo være rart at have et almindeligt humanistisk synspunkt på tingene. - Men målinger viser, at underviser du kvinder, så underviser de andre. Tjener de penge, så deler de dem med deres familie. Hvilket, det desværre ikke peger på, er tilfældet med mænd i nogle verdensdele. Investerer man i kvinder, investerer man i, at noget bliver bedre. For så får landsbyen det bedre, hvilket gør at landet får det bedre. I sidste ende gør det vel også, at vi får det bedre? I aften kan man se Kronprinsesse Marys kamp for kvinderettigheder i Burkina Faso, når programmet ”Marys Mission” bliver sendt på DR1 kl. 20:30.

Læs også