Fik du set det, du ville? Nini gjorde.

Kom og besøg mig igen en dag. Når ordene kommer fra en kvinde på 100 år, vidner det om et vist perspektiv på tilværelsen. Nini Theilade står i sin røde kimonokjole med vindpust i sit grå hår og vinker farvel med en graciøs bevægelse, der afslører danseren i hende. Nini har danset hele sit liv.

I første halvdel af sidste århundrede var Nini noget så sjældent som en dansk verdensdansestjerne. Hun har levet et eventyrligt og kosmopolitisk danseliv, der bragte hende verden rundt, før danskerne overhovedet overvejede en bustur til Harzen.

Nini er et levende eksempel på, at alder ikke betyder, at man skal give afkald på et elsket arbejdsliv. Hun optrådte som 94-årig med sin egen koreografi ”Sommerfugle Dans” på Entréscenen i Aarhus. Indtil for to år siden underviste hun stadig i dans på Idrætsskolerne i Oure en gang om ugen. Som 98-årig! Men så faldt hun.

– Jeg slog hovedet, og så besvimede jeg. Ulykken var, at jeg lå på gulvet foran døren, og da de fik døren skubbet op, viste det sig, at min højre arm var fuldstændig out of function.

Vi sidder i hendes lille lejlighed på plejecenteret i Hesselbjerg, hvor hun bor med sin kat Pus Pus. Og lad det være sagt med det samme: Nini er 100 år og forholder sig vel forståeligt nok i højere grad til fortiden end til nutiden. Denne har hun ikke rigtig nogen mening om, selv om hun prøver at holde sig ajour ved at se nyheder. Og så prøver hun at være så selvhjulpen som muligt for at hjælpe personalet.

– På det her enorme sted er der kun TRE hjælpere for øjeblikket. Alle har ferie. Så der er tre stakler: ”Du ringer ikke, vel, Nini?” Haha ... Så det gør jeg ikke.

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: Jeg undrer mig over, jeg er i live!

Det lange liv

Har du levet sundt for at kunne blive 100 år?

– Nej, nej, nej!

Nini røg, til hun blev 90, og tog så en kold tyrker, da hun skulle have en ny hofte.

– En eller anden sagde engang til mig, at det var GRIMT at se kvinder ryge. At det kun var mænd, der skulle gøre det. Det syntes jeg ABSOLUT ikke.

Nini er i sit es. Er tydeligvis glad for selskab. Så selvfølgelig skulle 100-års-fødselsdagen 15. juni fejres med over 100 gæster.

Hvordan har du det?

– Jo tak, hvor godt har man det, når man er så gammel? Men det går udmærket. Fødselsdagen er overstået. Så lever jeg et normalt liv igen.

Hvilket hun ikke har gjort det meste af sit liv.

Hvordan synes du unge kvinders liv er i dag i forhold til den ungdom, du havde?

– Det kan man slet ikke sammenligne, siger Nini affærdigende.

LÆS OGSÅ: Dorte Bülow, 79: Om at have været stripper og kæreste med Simon Spies

Barnet lever!

Nini blev født i 1915. Det år danske kvinder fik valgret. Det år verdens første skub op-læbestift kom på markedet i USA. Første verdenskrig var lige startet. Titanic var sunket tre år tidligere. Det er længe siden, ikke? Ninis danske far, Hans Theilade, var sejlet til Java i 1913 for at arbejde på en sukkerfabrik. Under en cirkusforestilling mødte han Joanna Catarina, kaldet Ina, som var af blandet hindu, tysk, fransk og polsk oprindelse og direkte efterkommer af maharajaen af Java. Hun var også søster til sukkerfabrikkens direktørs kone. Nini fortæller grinende kærlighedshistorien: ”Det sagde BOM, men det gik jo ikke i længden, at chefens kones søster havde en affære med en fra Norden”. Så hendes kommende forældre stak af til Surabaya og giftede sig. Inas søster talte ikke til hende i to år, selv om de boede lige ved siden af hinanden – partiet var formentlig ikke passende.

Ina blev gravid. Da hun var otte måneder henne, fik hun mavesmerter. Lægen på den primitive tropeklinik blev kaldt slagteren, for han fjernede konsekvent folks blindtarm, uanset hvad de fejlede. Så det måtte selvfølgelig være blindtarmen – ikke en fødsel, der var i gang – og så kom Ina på operationsbordet. Til stor overraskelse for lægen fødte hun midt under operationen. Han regnede ikke med, at fosteret var levende og lagde det i en kurv og opererede videre. Pludselig lød der baby-knirken fra kurven. ”Barnet lever!” skreg Ninis far. Og Nini viste sig at være usædvanligt levedygtig.

Ina var danselærer og havde ambitioner på datterens vegne. Som syvårig optrådte Nini på Java med publikum på. Ninis mor lærte hende at finde bevægelserne ved at relatere til følelser i sig selv i stedet for at kopiere andres bevægelser. Paradoksalt nok. For Nini husker ikke barndommens forhold til moderen som følelsesladet eller tæt. Kropskontakt havde hun hverken med sin mor eller sin far. Konsekvensen blev, at hun hele sit liv har haft det svært med nær kropskontakt. Men hun kunne danse følelser.

Må jeg få en kat?

I 1925 sejlede familien fra Indonesien til Europa og flyttede ind ”i en pragtfuld lejlighed hos faderens tante i Tordenskjoldsgade lige ved siden af Det Kongelige Teater. Nini var 10 år og kunne ikke et ord dansk.

– Det var forfærdeligt, og jeg var ked af det. Så jeg spurgte: ”Mammi, kan jeg få en kat?”. ”Selvfølgelig må du få en kat!”.

Nini ville have katten til at gå i snor på gaden. Men allerførste gang stak den af.

– Det var henne ved d’Angleterre i nærheden af en statue af en eller anden konge. Væk var katten.

Nini fortæller gestikulerende, hvordan en dreng henvendte sig for at hjælpe, men hun kunne ikke et ord dansk, så han troede, at hun var ”småskør, døv og stum”, fik fat i katten, tegnede et hus i luften og fulgte både Nini og kat hjem til Tordenskjoldsgade. Og da drengen selv kom hjem, sagde han til sin mor: ”Der var en pige, som var så smuk, men hun var vist ikke rigtig klog ...”.

Og hvordan kan Nini så vide det? Gem lige den historie i baghovedet lidt – den får nemlig særlig betydning mange år senere i Ninis liv.

Nini i kort snor

Efter få år i Danmark flyttede familien til Paris, hvor Nini kom til at danse hos Madame Egorova, eksil-ballerina fra Sankt Petersborg. I 1929 solodebuterede hun i Holland med sin egen ballet ”Porcelaine Danoise”. Og derfra dansede Nini ud i verden. Som 14-årig optrådte hun for fulde huse i Europa og USA. Hun var ekspressiv og moderne og sensuelt dansende og fik beundrere over hele verden. Også amourøse: Herhjemme var Piet Hein vild med Nini. Fra hun var 16 år, forsøgte han at få skovlen under hende. Nini var ikke interesseret. Hun anede heller ikke, hvad det dér ægteskab, han tilbød, indebar, ud over at det var noget med ”nøgenhed” og ”en seng”. Desuden: Ninis mor Ina rejste rundt i verden med hende og styrede datterens karriere, mens Ninis far blev i Danmark, og Ina holdt Nini i kort snor, sørgede for, at hun var meget barnligt klædt, til hun var midt i 20’erne – i skarp modsætning til de sensuelle kostumer, hun dansede i – og holdt hende fra det modsatte køn.

Var din mor skrap?

– Man kan ikke sige skrap. Det er et forkert ord. Hun var streng med rette. Man kan jo ikke have en ganske ung kvinde til at rejse rundt og være feteret som en dronning uden at sige: ”All right, men nu gør du, som jeg siger!”. Og det gjorde jeg. Jeg respekterede hende. De unge i dag er opdraget på en anden måde. De har bare et andet syn på livet. De unge, dygtige piger, der arbejder her – de er meget hengivne over for deres forældre, men de kritiserer dem også.

Det talte vi ikke om

I 1931 mødte Nini den verdensberømte tyske teatermand Max Reinhardt, som hun kom til at arbejde tæt sammen med. Året efter var Nini i London med Max Reinhardt. De skulle optræde i Regents Park.

– Og da forsvandt min mor med min forlovede ...

HVAD gjorde hun?

– Åh, det ved du ikke? Nu skal du høre. Der var et orkester, og jeg havde et godt øje til den unge dirigent, Michael. Han så godt ud. Vi fandt hinanden, selvfølgelig. Jeg mødte hans meget fornemme familie. Hans mor kom ned til morgenmaden med hat på. Det syntes jeg var så mærkeligt. Om MORGENEN? Jeg boede dér, fordi jeg skulle lære familien at kende. Det stod i The Times, at vi var forlovede. Det var meget fornemt.

Michael havde et hus på landet. Hver weekend drog parret af sted til huset.

– Mor var så begejstret for det hele. Og en weekend sagde hun: ”Gør det noget, at jeg tager af sted til huset?”. ”Næ, gør du bare det, jeg kommer senere.” Da jeg kom, stod den dame, der passede huset, og græd: Michael og mor var taget af sted sammen. Michael holdt op med at dirigere forestillingen. Og i fem måneder så jeg ikke min mor. Da jeg så hende første gang igen, stod hun i en have, jeg så hende igennem et vindue. Jeg sagde ikke et ord. Hun sagde ikke et ord. Vi talte ALDRIG om det. Aldrig.

Og Nini tog et opgør med sin dominerende, kontrollerende og ambitiøse mor, der, helt til Nini var i 20’erne, forhandlede hendes kontrakter, Nini selv anede ikke, hvad hun fik i løn. Lone Kühlmanns Nini-biografi ”Dansen var det hele værd” viser tydeligt, at Nini var en slags redskab for Ina, og mor-datter-forholdet var symbiotisk og problematisk. Nini anglede efter sin mors anerkendelse, men fik den aldrig.

– Til sidst blev jeg alligevel for voksen til at kunne tage det, og så kom vi sådan lidt op at skændes. F.eks. sagde jeg engang: ”Mor, kom og se en forestilling, som jeg laver.” Efter at hun havde set den, spurgte jeg: ”Nå, hvad siger du så, Mammi?”. ”Kunne være bedre!”. Du ved ...

Ina døde i 1941. Hun havde flere gange forsøgt selvmord – formentlig i erkendelse af, at hun var blevet ”tilovers”. To gange havde Nini fundet hende i tide. Men det gjorde hun ikke i 1941.

Himmel og hav

Ninis dansekarriere var på sit højeste, da der kom en mand i vejen i 1940. Han hed Pieter Loopuyt, en hollandsk forretningsmand, der var dobbelt så gammel som Nini. De giftede sig efter få ugers bekendtskab og slog sig ned i Brasilien. Og Nini lagde sin egen dans på hylden og åbnede en danseskole.

Efter anden verdenskrig flyttede Nini og Pieter til Portugal. Hun havde fået datteren Joan og sønnen Peter og levede et liv i luksusklassen. Men ægteskabet var ulykkeligt og præget af utroskab. Nini forlod ham. Da hun siden rejste til Danmark, tog hun Peter med og efterlod Joan hos Pieter. I Danmark indledte hun for alvor en karriere som koreograf både for TV og for Det Kongelige Teater. Så slog lynet for alvor ned.

Da der på et tidspunkt var et problem med hendes kontrakt med Det Kongelige Teater, blev hun anbefalet at opsøge Arne Buchter-Larsen, der havde et bureau for klassiske udenlandske kunstnere.

– Jeg ringer på. Han åbner, og ... jeg så noget helt mærkeligt. Der var et specielt lys. I en drøm gik jeg indenfor og snakkede med ham. Og så måtte jeg selvfølgelig besøge ham flere gange ...

De blev gift i 1967, der gik et par år. Og husker du historien om Nini med katten i snor?

– Pludselig en dag siger han: ”Aiiih, det er DIG, guud, det er DIG”. Så fandt vi ud af det. Himmel og hav! Det er da mærkeligt, ikke?

Har du haft held i kærlighed?

– Arne var da pragtfuld. Han var nummer to. Nummer ét – jeg ku’ ikke døje ham ...

Nini siger det, som det var. Når man er 100 år, er der ingen grund til at pynte på virkeligheden.

Nyt job som 85-årig

Nini og Arne nåede både at åbne et danseakademi på Thurø og en danseskole i Lyon, før Arne døde i 1987. De boede i Frankrig. Og Nini solgte sin skole.

– Jeg ville til Danmark og bo, og jeg ville INTET have at gøre med ballet eller teater. Jeg ville bo på landet og glemme alt om teater. VÆK. Jeg havde penge nok. Hele familiehorden kom og boede hos mig. Jeg nød det. Men så var det, telefonen ringede, og inden der var gået en time, var jeg med igen. Farvel, svaner. Farvel, hjorte.

Goddag til nyt job som 85-årig. Så indtil for to år siden har Nini arbejdet på Idrætsskolerne i Oure.

Hvad er det største, du har opnået i dit liv?

– ALT mit arbejde har været vidunderligt. Fra A til Z. Jeg har rejst over HELE verden. Arbejdet med den store mand Max Reinhardt ...

Er der noget, du fortryder i dit liv?

– Både ja og nej. Jeg fortryder på en måde, at jeg forlod min mand, den første altså, fordi han beholdt Joan, og jeg tog Peter med. Det skulle jeg faktisk ikke have gjort. Min mand var gammel, han kunne have været min bedstefar. Jeg kunne lige så godt have ventet ... På den anden side ... så havde jeg ikke mødt Arne igen.

(artiklen fortsætter under billedet)

Nini i 1931

Er jeg død?

Der hænger et brev på væggen i Ninis lille lejlighed. Det er fra dronning Margrethe i anledning af Ninis 100-årsdag.

Hvad tænker du, når du vågner om morgenen?

– Efter min fødselsdag tænker jeg: Er jeg vågen, eller er jeg død? Især hvis min kat Pus Pus er meget omsorgsfuld. Så tænker jeg: Gad vide, om hun tror, jeg dør, eller hvad ...

Når man er 100 år, hvad er døden så?

– Man venter. Man venter, at det sker. Om det så bliver i søvne. At jeg bare sover ind. Eller om jeg falder igen ... Jeg ved det ikke. Jeg tør heller ikke tænke på det. Foreløbig har jeg det meget godt.