https://imgix.femina.dk/media/article/1413_girls_foto_hbo.jpg
Underholdning

Du må gerne være uperfekt

26. februar 2014
af Isabella Hindkjær
De er pinlige, provokerende og konstant på randen af det næste hysteriske indfald. Pigerne i kult-tvserien GIRLS har sat USA på den anden ende og bliver sammenlignet med Sex and The City – bare sjovere, klogere og mere ægte. FEMINA ser nærmere på, hvordan det er lykkedes Lena Dunham at blive en superstjerne uden at ligne en – det er befriende og inspirerende.

I 90’erne hed de Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda. I dag skal du være på fornavn med Hannah, Marnie, Jessa og Shoshanna. New Yorks mest populære veninder. Til sammen er de GIRLS, navnet på serien, der har draget en hel generation af unge kvinder til skærmen og overtaget tøse-tv-tronen fra den amerikanske kultserie Sex and the City.

Serien første sæson havde premiere for to år siden. 1,1 millioner amerikanere sad klar foran skærmen, da tredje sæson fik premiere tidligere på året på betalingskanalen HBO.

Seriens hovedperson den 24-årige Hannah Horvath er langt nogen Carrie Bradshaw. Selvom Hannah og veninderne har fået deres uddannelser og tilhører den privilligerede amerikanske middelklasse er de håbløst og humoristisk faret vild i tilværelsen. I første afsnit af seriens tredje sæson ser vi Hannah sidde med morgenhår, pyjamas og munden på vidt gab, mens hun stikker tungen ud, så hendes mindst ligeså lidt velfungerende kæreste Adam kan tjekke, at hun spiser sin medicin. Udover at være almindeligt ung og forvirret, lider hovedpersonen i GIRLS nemlig af tvangstanker. Selv Hannahs tilsyneladende perfekte, ambitiøse og smukke veninde Marnie er lammet af kærestesorger, har mistet sit job på et smart galleri og arbejder nu som servitrice. Alt i mens drømmer hun om en sangkarriere, der aldrig bliver til noget. Fordi hendes talent er, i bedste fald, mangelfuldt. Velkommen til 2014’s tv-heltinder. De har helt almindelige og aldeles uglamourøse fejl og mangler. Og GIRLS er godt i gang med at give en hel generationer af kvinder nogle nye idealer at leve op til.

”Jeg er bare så smuk”

Kvinden bag seriens hovedperson Hannah hedder Lena Dunham, og hun er ikke som andre Hollywoodskuespillerinder. Hendes krop er bleg, buttet og fuld af tatoveringer. Hun er korthåret, rundrygget og hendes gang er lidt kluntet. Og så har hun selv skrevet og instrueret GIRLS. Foreløbig har serien indbragt hende otte Emmy-nomineringer, to Golden Globes og en kåring i Time Magazine som en af verdens mest indflydelsesrige personer sidste år. Lena Dunham er 27 år gammel. Alligevel er det med GIRLS lykkedes hende at skabe en kvindelig karakter, som vi ikke har set før. Hannah bander, siger pik og fisse – og så er hun nøgen. I stort set alle seriens afsnit. Og ikke på den fotoshoppede feminine og forførende måde, men på vejer-10-kilo-for-meget-men-spiser-alligevel-cupcakes-mens-jeg-sidder-i-badekarret-måden.

Lena Dunham er på rekordtid blevet et feministisk ikon i Hollywood. Fordi hun for eksempel tør vise tv-seeren, at det faktisk er okay at have det godt med sin afklædte krop, selvom den er så langt fra perfekt. Manuskriptforfatteren og skuespilleren har tidligere sagt, at hun udmærket godt er klar over, at hendes krop aldrig har levet op til de traditionelle Hollywood-idealer. Samtidig giver hun sine forældre æren for, at hun altid har elsket sit udseende alligevel.

- De fik mig altid til at føle, at jeg var køn, cool og klog, har hun sagt i et interview med magasinet Marie Claire:

- Jeg husker, at jeg som lille kunne stå og kigge mig i spejlet i en hel time og tænke: ”Jeg er bare så smuk. Folk er så heldige, at de får lov til at kigge på mig”. Det ændrer sig selvfølgelig med alderen, men jeg har nok holdt lidt fast i den der barnlige følelse, jeg havde, da jeg stod der alene på badeværelset.

Men det er langt fra kun de almindelige, nøgne kroppe I GIRLS, der får feministerne anno 2014 til at juble. Nok er Lena Dunhams udseende middelmådigt. Til gengæld besidder hun et intellekt og en råstyrke langt over gennemsnittet. Det samme fornemmer man også glimtvis på karakteren Hannah. Som da hun affejer kæresten Adams kritik af hendes (over)vægt med en kommentar om, at hun ganske enkelt har besluttet sig for at bruge sin tid på “andre anliggender i sit liv”.

Læs også