Underholdning

Debattør Ditte Giese: Kvinder i 40’erne er pisselækre!

1. juni 2017
af Johanne Klindt Gahrn, redigeret til web af redaktionen
Foto: Camilla Stephan
Ditte Giese har taget en beslutning: Fra nu af følger hun kun ”kvinder med patter og røv” på Instagram.

Debattør og journalist Ditte Giese om alder

- Grundlæggende synes jeg, det er rigtig fedt at blive voksen. Jeg glæder mig til at blive 40. Det har en vis autoritet og pondus. Jeg er meget tilfreds med ikke at være ”hende den unge” på arbejdet længere, men at have noget autoritet bag de ting, som jeg gør.

– Jeg har altid beundret kvinder, der var ældre end mig. Modne og voksne kvinder. Jeg synes, kvinder bliver sjovere og mere rå, jo ældre de bliver. Færre neuroser og mindre usikkerhed. Og man bliver bedre til at stå ved, hvad man er god til, og tage det, man gerne vil have. Jeg kan også ret godt lide kvinder, der praler, og det bliver man bedre til med alderen.

– Når jeg læser interviews og biografier, så gider jeg sjældent læse om unge. Jeg synes sådan set, unge mennesker ofte er rimeligt uinteressante. Jeg synes, at dem på min egen alder, eller helst ældre, er meget mere spændende. Jeg vil gerne høre fra nogen, der kan lære mig noget, og det er altså sjældent, en på 22, der studerer på RUC, kan det.

– Derfor er det også enormt urimeligt, at man ikke ser voksne kvinder i medierne. Man plejer at sige, at når kvinder bliver 40, falder de ud over en skrænt og forsvinder. For at være i medierne som kvinde skal man helst være ung. Der er enormt meget fokus på skønhed og ungdom, hvor man hele tiden får at vide, at man er forkert. For lidt tid siden slettede jeg faktisk alle dem, jeg fulgte på Instagram, og startede forfra – jeg lavede ligesom mit eget dameblad. Jeg blev ked af at se på så mange unge, smukke mennesker uden deller og buler på lårene. Nu følger jeg kun kvinder, der har patter og røv, og som er voksne. Det polerede feed var dårligt for mig. Den er jo ligegyldig, den krop. Jeg vil fandeme hellere høre, hvad folk tænker, og hvad de kan, end hvor mange minutter de kan lave planken, eller hvad deres fedtprocent er.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: Kropshadet har taget overhånd

– Der er mange negative betydninger knyttet til det at være midaldrende kvinde. Det bliver omtalt som usexet og noget, som ikke er attråværdigt. Det bliver jeg enormt irriteret over. Kvinder i 40’erne er pisselækre, og kvinder i 50’erne er pisselækre. Der er mange ting med kærlighed og sex, der ændrer sig, når man bliver ældre. Man bliver meget mere afslappet i sin krop, sin seksualitet og sin kvindelighed. Og det kan ses og mærkes.

– Jeg synes, det er rart at signalere sin alder. Jeg skal ikke ligne en på 20 længere. Derfor holdt jeg også op med at gå i hættetrøje og streetwear for nogle år siden. Jeg har lige købt min første silkeskjorte, og jeg føler mig enormt boss-agtig, når jeg har den på. Jeg kan godt lide at føle mig som en boss-lady. Og jeg beundrer kvinder, der er det.

– Jeg blev voksen i 30’erne. Jeg blev mor, min egen mor døde, og jeg blev skilt. Alt det skete inden for ret få år. Det gav mig mere tyngde og en mere realistisk forventning til livet. Når man er i 20’erne, tror man, man er udødelig, og den dér følelse af at være et ungt talent kan være næsten berusende. Man bliver noget mere ydmyg, når man bliver banket på plads af livet. Når man lærer, at der sker ting, som man ikke selv kan kontrollere. Det er med til at forme én.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Nogle gange spørger børn, om jeg er Rigmors mormor

– Ud over det synes jeg også, man bliver mere modig med alderen. Jeg har for eksempel kastet mig ud i en ny stor kærlighed. Jeg har turdet det. Jeg gider ikke gå og fedtspille med mine følelser længere. Nu vælger jeg at spille med meget åbne kort, og satse. Jeg står ved, hvem jeg er, og siger det, hvis jeg er interesseret i en mand.

– Jeg synes egentlig, at det med at blive gammel, hvis man ikke snakker sygdom, ser ret fedt ud. Bare at rejse en masse og sætte sig på en café og læse en bog. Det lyder jo skrækkeligt, men det glæder jeg mig til. Jeg håber på at blive en gammel kone. Så vil jeg gå i Grand Teatret og se franske film hele tiden.

Ditte Giese:

• Hun er 39 år - men glæder sig til at fylde 40.

• Er kulturjournalist, debattør og forfatter; ansat på Politiken

• Hun har blandt andet startet den ugentlige klumme ”Matriarkatet”, der skrives af kvinder med erfaring, og som hun selv udtrykker det: ”med røv i bukserne”

• Privat bor hun sammen med sin kæreste i en sammenbragt familie og har sønnen Alfred på 6 år fra et tidligere forhold

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også