Dårligt nyt for "Stranger Things"-fans: Sidste sæson forsinket
Foto: Netflix
Hvis du er en af de mange fans, der venter spændt på sidste sæson af "Stranger Things", så er der dårligt nyt.
Optagelserne til det afsluttende kapitel i den populære Netflix-serie er nemlig nu blevet udskudt som følge af den igangværende forfatterstrejke i Hollywood.
Det skriver Deadline, ligesom Duffer-brødrene, der står bag serien, har bekræftet forsinkelsen på Twitter.
Her skriver de følgende i et opslag:
- Skriveprocessen stopper ikke, når optagelserne går i gang. Selv om vi var spændte på at starte produktionen med vores fantastiske cast og hold, er det ikke muligt under strejken.
- Vi håber, at en fair aftale bliver indgået snart, så vi alle kan vende tilbage til arbejde.
Ifølge Deadline skulle produktionen af sæson fem være startet en af disse dage, men det kommer altså ikke til at ske nu på grund af strejken.
Strejken skyldes, at manuskriptforfatterne har nedlagt arbejdet, da deres fagforening ikke har kunnet blive enige med tv-kanalerne og streamingtjenester om en ny aftale.
Det vides ikke, hvornår strejken bliver afsluttet, og derfor vides det heller ikke, hvornår "Stranger Things-produktionen kan starte op.
Sidste gang, der var forfatterstrejke i Hollywood, var i 2007-2008, hvor den varede over 100 dage.
Sæson fem af "Stranger Things" står til at have premiere i 2024. Det vides ikke, om de forsinkede optagelser får betydning for premieredatoen.
Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.