Underholdning

Charlotte Jorst fra Skagen Ure: Fik konstateret kræft

27. oktober 2015
af Susse Wassmann
Foto: Claus Boesen
Der var så mange ting, jeg troede, jeg ville, men da det kom til stykket, gad jeg slet ikke alligevel. Sådan siger Charlotte Jorst, der solgte sit firma, blev milliardær og – utilfreds! Nu har en kræftsygdom inspireret hende til et nyt iværksættereventyr, og hun er vild med det.
Hun begyndte som Miss Carlsberg. Sådan en, der går rundt på barerne og signerer hatte og plakater og prøver at få folk til at drikke deres øl.   – Et virkelig tænderudtrækkende skodjob til 20 dollars i timen! siger Charlotte Jorst og griner højt og hjerteligt.   Det var dengang i slutfirserne, og drømmen for hende og hendes mand, Henrik, var egentlig bare at overleve i New York, hvor han havde fået en tjans som area manager for Carlsberg. De havde lidt ryggen mod muren, pengene var små, og arbejdstilladelsen skulle gerne i hus, så de kunne blive derovre. Så Charlotte fiflede lidt med nogle stearinlys og nogle firmagave-ure fra Den Danske Bank, som hun lavede lidt om på. Satte en blå viser på, så den matchede logoet. Gjorde dem lidt lækre. Og gik ned til en lille biks i Soho på Manhattan, hvor den irriterende newyorker-agtige indehaver sagde, at dem kunne han da godt prøve at sælge, hvis det var. 27 dollars fik hun for hvert ur. Mens han solgte dem for 200-300.   – Så var det, jeg tænkte, at hvis han kunne sælge dem til den pris, så må der da være et marked. Så vi tog et lån i huset, og de penge, vi fik for de første 200 ure, brugte vi til at købe 400 mere. Og sådan fortsatte det. Det blev så vores liv de næste 22 år. Og det havde jeg jo altså ikke lige regnet med! siger Charlotte Jorst.   HAMSTERHJULET   Sådan gik det til, at en kasse firmagaver fra Den Danske Bank blev til det verdensomspændende succesfirma Skagen Ure med en milliardomsætning i over 25 lande, 500 ansatte på kontorer i hele verden og 200 solgte ure i minuttet. Men hvad Charlotte Jorst og hendes mand heller ikke lige havde regnet med, var, at et éthundrede procent selvejet firma også er en pengeslugende maskine, som aldrig bliver mæt.   – Hver gang firmaet voksede, puttede vi alle vores penge ind i det, på den måde får man jo aldrig noget ud. Hvis det skulle blive ved med at vokse, skulle vi blive ved med at åbne nye butikker, og til sidst var vi simpelthen så stressede af den kæmpe forretning. Det var som at løbe rundt i et hamsterhjul. Så vi valgte at sælge til et stort selskab, som har mange andre gode mærker som Armani og DKNY, og vi vidste, at de ville satse på brandet Skagen, så vi var okay med det, fortæller Charlotte Jorst.   Hvordan så jeres liv ud på det tidspunkt – inden I solgte?   – Jamen, vi hersede rundt hele tiden! Fra tidlig morgen til sen aften for at følge med i alle kontorerne verden over. Vi var også konstant bange for, at tingene skulle gå den gale vej – det er jo enormt stressende at have alle sine penge bundet op i noget på den måde. Så til sidst tænkte vi, at nu må al den stress simpelthen stoppe! Man starter jo et firma, fordi man gerne vil arbejde med noget småt, for sig selv, og pludselig har man 500 ansatte og et alt for stort ansvar. Henrik og jeg er iværksættere by heart, og vi gider i virkeligheden slet ikke sidde med så stort et firma.   SUR SHOPPING   Så Henrik og Charlotte satte sig ned og spurgte sig selv: Hvad er det egentlig, vi vil – er det det her?   – Og svaret var bare mere og mere: NEJ. Vores drøm var oprindelig bare at kunne overleve, få nogle børn og få det til at løbe rundt som familie.   Børnene fik de – to piger, som i dag er 21 og 25 år. Og familien var i mellemtiden flyttet fra New York til Reno i Nevada, hvor skattetrykket ikke var så lammende for et selvejet firma. Ingen dårlig idé, for som den iværksætter hun er, kunne Charlotte Jorst ikke holde fingrene fra fadet særligt længe. Heller ikke selv om hun pludselig var blevet milliardær og kunne lægge sig ude ved poolen uden at løfte en finger resten af sit liv.   – Det lyder helt bagvendt, men faktisk havde jeg aldrig prøvet at købe tøj andet end på udsalg, og jeg glædede mig helt vildt til at kunne gå ud og shoppe uden at kigge på priserne. Så jeg styrtede ned i en virkelig dyr butik og købte en HEL masse tøj, men da jeg kom hjem ... da var jeg bare så træt af det hele. Jeg syntes, det var dybt utilfredsstillende. Og jeg har aldrig gjort det igen!   – Der var så mange ting, jeg troede, jeg ville, men da det kom til stykket, gad jeg slet ikke alligevel. For eksempel bo på virkelig fine og dyre hoteller og spise på meget dyre restauranter. Det har vi aldrig gjort, og vi kommer heller ikke til det. Fordi vi slet ikke kan finde nogen glæde i det.   FIK KONSTATERET KRÆFT   Der var dog én ting, Charlotte Jorst vidste, hun fandt glæde i, og det var heste. Så dem købte hun nogle stykker af og begyndte at træne dressurridning. Og blev rigtig god til det. Så god, at hun nu er kommet på det amerikanske landshold og lige nu træner til at komme med til OL næste år.   – Jeg var jo så ude hele dagen fra tidlig morgen i bagende sol, og pludselig kunne jeg se, at min hud begyndte at tage skade af det. Jeg fik brune pletter, og for fem år siden fik jeg skrabet nogle af dem af mit ansigt. Det blev jeg ret skræmt over.   Men åbenbart ikke skræmt nok. For selv om såret på hendes næse blev ved med at bløde, gjorde hun ikke noget ved det i første omgang.   – Jeg opdagede det tidligt på året sidste år, men jeg gik ikke til lægen, og det overraskede faktisk mig selv, at jeg var så konfliktsky. Jeg håbede bare på, det gik væk, og puttede noget creme på, som fik det til at læge lidt. Men til sidst sagde børnene, at nu måtte jeg altså gøre noget ved det! Hver gang jeg bare tørrede mig i ansigtet med et håndklæde, stod det ud med blod.   Først i efteråret gik Charlotte Jorst til lægen – og fik konstateret hudkræft.   – Jeg var virkelig skuffet over mig selv, for jeg er ellers sådan en person, der altid tager fat i tingene, men lige præcis dét her turde jeg ikke tage fat på. For jeg vidste godt, det var noget lort.   Hun var hos lægen en onsdag og fik tid til operation allerede om fredagen.   – Og dér kunne jeg jo godt se, at nå!: Det var nok ikke så godt, når jeg skulle opereres med det samme. Jeg fik 12 sting ned ad næsen og blev heldigvis frikendt bagefter. Det havde ikke spredt sig.   Dér var du heldig!   – Ja, det var jeg. Og det gør jeg ikke én gang til!   ALT ER PROBLEMER – OG JEG ELSKER DET!   Hele den omgang fik Charlotte Jorst til at gå i tænkeboks.   – Jeg blev jo simpelthen så bange og begyndte at tænke over, hvordan jeg kunne beskytte mig bedre mod solen, for jeg ville ikke stoppe med at ride. Da børnenes ridetræner så blev rigtigt syg af hudkræft, gik vi på jagt efter tøj med solbeskyttelse i, for sådan en almindelig bomuldsbluse går solen lige igennem, når den har været vasket et par gange. Det er derfor, hudkræft ofte starter på ryggen, for det er dér, solen brænder mest igennem.   – Men vi fandt ikke noget – det vil sige jo, sådan noget virkelig grimt telt-agtigt tøj, der lignede sådan noget, biavlere går rundt i. Jeg tænkte, at der da måtte være andre mennesker, der havde det problem, så jeg gik i gang med at prøve at finde noget stof, der var pænt og rart at have på og samtidig var solbeskyttende, fortæller Charlotte Jorst.   Det tog hende halvandet år, før hun endelig fandt noget stof, der kunne bruges, i Kina. Og med vanlig iværksætterånd og sans for lækkert design, satte hun sig ned og kreerede en kollektion af solbeskyttende bluser og jakker. Som – selvfølgelig – er blevet en kæmpesucces.   – 90 procent af alle, der rider, bruger Kastel, som det hedder, i USA nu. Det er helt vildt!   Og nu sidder du igen med en succes, som vokser ...   – Ja, men det er meget mindre denne gang. Jeg har kun fire ansatte, og vi er i begynderfasen, som jeg elsker! Hvor alt er problemer, og hvor man styrter rundt, og intet virker, haha! Det er så sjovt. Og jeg kommer ikke til at sidde i det samme cirkus igen, for hvis Kastel bliver for stort, sælger jeg det. Jeg synes, det er sindssygt sjovt at skabe noget, men jeg gider under ingen omstændigheder have så stort et firma igen.   – For mig et det et must at vågne op hver morgen og tænke: Hvad er det vigtigste at gøre i dag? Hvad er det, jeg gerne vil, hvad vil gøre mig glad? Det er at være nærværende og prøve at få noget positivt ud af hver dag. At have tid til dem, jeg elsker, og bare være sammen. Både med familien og mine heste. Det havde jeg ikke før. Og sådan skal det aldrig være igen.