https://imgix.femina.dk/media/article/1439_camilla_martin_er_fyldt_40_alder_siger_mig_ikke_noget.jpg
Underholdning

Camilla Martin er fyldt 40: Alder har aldrig sagt mig noget

25. september 2014
af Stine Troense, redigeret af webredaktionen
Foto: Ditte Capion
Den tidligere badmintonstjerne har ikke haft noget problem med at fylde 40 år, for hun kan alligevel ikke gøre noget ved det

Camilla Martin stoppede som professionel badmintonspiller i 2004 efter at have vundet adskillige titler både indenlands og udenlands. I dag er hun studievært på TV3 Sport, og i marts rundede hun så 40 år. Et skarpt hjørne, som mange kvinder skærer sig på – men ikke Camilla.

- Alder har aldrig rigtig sagt mig noget. Jeg ved sgu egentlig ikke rigtig hvorfor. Men jeg har en meget realistisk indstilling til ting, og alder kan jeg jo ikke rigtig gøre noget ved, siger Camilla Martin og kommer med et bud på, hvorfor hun er så anderledes end mange andre.

LÆS OGSÅ: Det føltes så rigtigt at sige ja til Simon, fortæller nygifte Ibi Støving

- En meget stor del af mit liv har været her og nu: Den her træning, den her turnering. Jeg har altid været god til at lukke et kapitel, lukke en bog. Jeg fungerer dårligt med at kigge tilbage: ”Ah, det var dengang, jeg spillede badminton, var kendt, og bladene ringede hele tiden.” Nej, dengang var dengang. Jeg kigger heller ikke ret tit frem. Hvad laver jeg om 10 år? Det aner jeg virkelig ikke, og jeg har heller ikke lyst til at vide det eller lægge en plan for det. Nu er jeg 40, og hvad så? Om lidt er jeg 50, og hvad så? Jeg er tilpas meget hat og briller til, at det er her og nu, det handler om, siger Camilla Martin.

LÆS OGSÅ: Kvinder er alt for usikre på deres kroppe, mener tv-værten Mikkel Kryger

Hygger sig

Det er 18 år siden, hun flyttede til København fra Højbjerg ved Aarhus, og hun ligner sig selv fra dengang. I dag er shorts og t-shirt skiftet ud med en blød, grå dragt, og håret er løst, men giv hende en ketsjer, en hestehale, et svedigt ansigt og et målrettet blik, så er ”den gamle Camilla” tilbage. Det er i hvert fald den tanke man får, selvom hallen i dag er skiftet ud med et rækkehus.

- Livet, det er sgu egentlig meget fint. Det er det eneste, jeg har tænkt om det at blive 40. I 20’erne rodede jeg rundt og prøvede at blive voksen, men havde jeg overhovedet lyst til det? I 30’erne blev jeg gift og fik børn. Nu er jeg bare her… drikker noget rødvin, er sammen med de venner, jeg har valgt skal være en del af mit liv, og hygger mig med Lars (hendes mand, red.) og drengene, siger Camilla Martin.

LÆS OGSÅ: Tv-værten Sisse Fisker gider ikke slankekure

Læs også